’Nitram’ fører publikum ind i en massemorders sind, og det er en dybt foruroligende rejse

Den 28. april 1996 skød og dræbte 28-årige Martin Bryant 35 mennesker og sårede 23 i Port Arthur i Tasmanien. Det er den til dato værste massakre begået af et enkelt menneske i det moderne Australiens historie, og Bryant blev idømt 35 livstidsstraffe uden mulighed for prøveløsladelse.

Det er denne voldsomme og tragiske begivenhed, der ligger til grund for den australske filmskaber Justin Kurzels seneste film, Nitram. Og det er en barsk film, der forståeligt nok skabte ballade i Australien, og som svage sjæle gør klogt i at holde sig fra. Ikke fordi man ser hovedpersonen begå massakren, men fordi man følger ham i tiden op til massakren i et forsøg på at forstå ham og hans motiver. Det er en fængslende, men også dybt foruroligende rejse.

Det er ikke den første film, som dykker ned i en massemorders psyke – det gjorde Gus Van Sant for eksempel også i den stille og stærke Elephant (2003) – men Kurzel har sin helt egen, kompromisløse og pågående facon. Brutaliteten er lige så meget psykologisk som fysisk. Den ligger i det uudtalte og i en vished om, at noget forfærdeligt vil ske, man ved bare ikke hvornår eller hvordan. Filmen bringer én endog meget tæt på Nitram (Caleb Landry Jones) – Martin skrevet bagfra – en mentalt og intellektuelt udfordret ung mand, der ikke kan finde sig til rette i verden, og hvis plagede, labile sind er opslidende at være i selskab med.

Eftergivende far

Nitram begynder med et gammelt nyhedsklip af virkelighedens Martin Bryant, der som dreng er indlagt på hospitalet med forbrændinger, fordi han har tændt en raket indenfor. Journalisten spørger ham, om han har lært noget. Det har han, siger han, men han vil fortsætte med at lege med fyrværkeri. Og da vi møder filmens udgave af Martin – Nitram – leger han med fyrværkeri i familiens stille villakvarter, hvor naboerne forbander ham langt væk på grund af larmen.

Han er på mange måder stadig den lille dreng fra nyhedsklippet. Han er utålmodig og fuldstændig uden impulskontrol, og han gør stort se, hvad der passer ham. Han bor stadig hjemme hos sine forældre, og hans mor (en fremragende Judy Davis) har for længst fået nok af Nitram og hans ustyrlige opførsel og sørger med hjælp fra en mere eller mindre inkompetent psykolog eller læge at holde ham medicineret.

Familiefoto af Nitram sammen med hans mor (Judy Davis) og far (Anthony LaPaglia).

Another World Entertainment

Nitrams far (en lige så brillant Anthony LaPaglia) er noget mere eftergivende og tilsyneladende den eneste, der holder af Nitram og kan få ham til nogenlunde at opføre sig ordentligt. Faren er også lidt af en fantast, der gerne vil købe en ejendom ved havet og omdanne den til et ferieparadis. Han tror på, at det vil kunne redde familien og bringe Nitram på ret køl – en feberdrøm, man ikke helt tror på vil gå i opfyldelse.

Kræver noget af publikum

Ingen af dem forstår sønnen, som på et tidspunkt – i et øjebliks klarhed – fortæller sin mor, at han nogle gange ser på sig selv udefra og slet ikke kan genkende den person, han ser, og at han ville ønske, at han kunne forandre ham, så han blev ligesom alle andre. Det er ganske hjerteskærende at være vidne til, ikke mindst fordi moren ikke ved, hvad hun skal bruge Nitrams ord til, og Nitram igen bliver svigtet af en mor, der aldrig har vidst, hvad hun skulle stille op med ham.

Nitram forsøger ikke at undskylde sin hovedperson eller hans forældre, der bærer et ansvar for, at det går knægten så ilde. Men Justin Kurzel, der laver film, som kræver noget af publikum – Macbeth (2015), True History of the Kelly Gang (2019) – retter også skytset mod et samfund, der ikke forstod at gribe ind i tide, omgivelser, der ikke forsøgte at hjælpe, og en våbenlovgivning, der ikke tillod Nitram at købe håndvåben, men uden problemer lod ham købe automatrifler og ammunition uden baggrundstjek eller registrering.

Filmen fortæller til sidst, at våbenlovgivningen blev lavet om efter Port Arthur-massakren, men også at de færreste stater i Australien valgte at følge den, og at der i dag er flere våben i landet end i 1996.

Skrøbelig idyl

Nitram er ikke nem at holde af, men amerikanske Caleb Landry Jones, der nærmest har gjort en karriere ud af at spille outsidere og særlinge, gør sit for at forsvare dette ulykkelige, labile menneske. Resultatet er et fascinerende karakterstudie, hvor man på én gang fatter sympati for Nitram og tager afstand fra ham.

Filmen igennem leder han efter et sted at høre til og mennesker at holde af – og til at holde af sig – og et sådant finder han i den noget ældre, excentriske arving Helen (Essie Davis). Ligesom Nitram har hun ikke haft et nemt liv og synes at være gået i stå i sin udvikling, da hun var yngre. Hun lader ham flytte ind hos sig og sine mange hunde i et stort, gammelt og forfaldent hus, og for en tid udgør de noget, der minder om en familie. Men det er en skrøbelig idyl. Man har en fornemmelse af, hvordan det vil ende, og det er selvfølgelig med til at gøre filmen nervepirrende. Det betyder, at man bliver grebet af vejen derhen og af Nitram som figur.

Det er en svær film og skæbne at goutere – og derfor på sin vis også vigtig. Justin Kurzel gør det som sagt ikke nemmere for publikum ved ikke at pege på én ting, der gør Nitram til det menneske, han er. Det er et samspil af tragiske omstændigheder, og massakren kunne – måske – være undgået, hvis hans forældre havde gjort mere, hvis de havde fået hjælp, hvis naboerne og skolen havde blandet sig, hvis myndighederne havde bedre styr på de mennesker, som vil eje våben ... hvis og hvis ...

’Nitram’ – Instruktion: Justin Kurzel. Manuskript: Shaun Grant. Fotografi: Germain McMicking. Længde: 112 minutter. Biografer landet over