Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I nobelpristageren Modianos romaner kan man glemme – men ikke slippe af med sin skyld

I sin første roman efter nobelprismodtagelsen i 2014 skriver Modiano mere eller mindre, som han plejer: Kringlet, uforløst og med Paris som verdens navle
Patrick Modiano tilfører med ’Sovende minder’ noget ret elegant, til erindringsgenren: Et krimiplot, hvor gåden, der skal løses, er selve erindringens mekanik.

Patrick Modiano tilfører med ’Sovende minder’ noget ret elegant, til erindringsgenren: Et krimiplot, hvor gåden, der skal løses, er selve erindringens mekanik.

Patrick Kovarik

Kultur
29. april 2022

Den franske nobelpristager Patrick Modianos forfatterskab er fuldt af levn fra forrige århundrede. Hans stil og hans karakterer slæber rundt på noget ubestemt, som nærmer sig at være historiens åg. En byrde, som ikke bliver mindre.

Sovende minder fra 2017, der nu foreligger på dansk, er Modianos første roman, siden han modtog Nobelprisen i litteratur i 2014. Den slår den nostalgiske tone an med et minde fra den mandlige jegfortællers teenagetid i slutningen af 1950’erne, hvor han af grunde, der ikke er åbenlyse for ham selv eller læseren, forsøger at ringe til sin fars vens datter. Farens ven var måske russisk sortbørshandler under besættelsen. Alt er uldent: Der er en skam over det franske kujoneri under krigen og en mur af usagtheder mellem far og søn.

Men tilbage til russerens datter: Hun lover vores fortæller, at hun vil fortælle ham det hele. Det hele om hvad? »Den næste uge og alle de andre uger den vinter blev telefonen bare ved med at ringe, uden at nogen tog den,« er alt, det bliver til.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her