Anmeldelse
Læsetid: 10 min.

På en bund af smerte og undertrykkelse viser kunstnerne os smukke fremtidsvisioner i Venedig

Hovedudstillingen i Venedig beviser, at kunsten stadig kan drømme nye verdner frem. Sorte kvinder og oprindelige folk bliver vist, prist og hyldet i en hidtil uset grad

Simone Leighs kæmpe værk ’A brick house’ åbner Venedig biennalens hovedudstilling.

Marta Buso

Kultur
29. april 2022

Det er altid en drøm at begive sig ind på Venedigs enorme gamle flådeanlæg, Arsenale, for at se og opleve hovedudstillingen på Venedig Biennalen. I år i den 59. udgave, for Venedig Biennalen for kunst har fundet sted netop her og på Giardini hvert andet år siden 1895. I år er det ikke to, men tre år siden sidste biennale, der blev aflyst på grund af pandemien, og derfor føles det i år ekstra forløsende, at vi igen må drage afsted og flokkes i lagunen.

Hovedudstillingen er i år kurateret af newyorkerbaserede italienske Cecilia Alemani og har titlen The Milk of Dreams. Den flotte titel stammer fra en børnebog af surrealisten Leonora Carrington, hvis univers er fuldt af metamorfoser mellem mennesker, dyr og maskiner, og giver et stærkt fantasmagorisk afsæt for udstillingen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her