Sagaforsker anmelder ’The Northman’: Troværdig vikingefortælling med et mindre moderne kvindebillede end sagaerne selv

Jeg har lagt middelalderens islandske sagaer og eddaer på hylden for i stedet at se dem fordøjet som film – to timer og 18 minutters amerikansk vikingeaction. Instruktøren er Robert Eggers, som også har lavet det historiske drama The Witch (2015), der nidkært forsøgte at sætte sig i øjenhøjde med folk i en anden tid. Manuskriptet til The Northman er skrevet af instruktøren og den islandske forfatter Sjón. Måske er det en slags vikingernes volds-Matador, et drama med sans for historiske detaljer. Filmen er da også et seriøst forsøg på at skabe en troværdig visuel vikingefortælling, men tanken når ikke samme højde som i sagaerne.

Året er 895, vi er i Norge. Kong Ørvandel (Ethan Hawke) vender såret hjem fra togt til sin kone, Gudrun (Nicole Kidman) og søn Amled (Oscar Novak). I kongshallen venter også hans bror, Fjølner (Claes Bang) og en hofnar (Willem Dafoe). Ørvandel tager Amled med i templet, hvor de indtager Odins skjaldemjød, der vist er noget psykedelisk stads, i hvert fald opfører de sig som hunde i et ritual, der skal gøre dem til hårde mænd med forståelse for hævnens uovertrufne nødvendighed. Drengen har dermed grædt sin sidste tåre. Amled lægger hånden på det sår, faren har fået på togtet, og ser i et syn kongernes træ, hvor han selv er det fineste skud på træet. Alting er forudbestemt af nornerne.

Uden for templet dræbes Ørvandel af sin bror Fjølner. Moren slæbes skrigende væk, og Amled flygter. Ja, det er et Hamlet-drama, der udspilles, men med Hamlets nordiske navn, som det findes i Saxos Danmarkshistorie, som Shakespeares værk indirekte går tilbage til.

Tråden tages nu op i Rusland. Amled er voksen, en hårdt pumpet, letklædt, langhåret, blodig og beskidt Alexander Skarsgård. Han er del af en vikingebande, der foretager ritualer, hvorpå de springer ud som bersærker (ustyrlige krigere, red.). Amled er ikke en viking, man vil møde en mørk aften: Han bider struben over på en russisk bonde.

Amleds sidste tåre

Efter kampen møder Amled en blind vølve (Björk). Hun har hans sidste tåre, den lille hårde gnalling, han græd som lille, og formaner ham om at huske, hvem han græd for sidst. Men det er ikke nok at være manden, der aldrig græder. Han skal mod nord til en ø, hvor en brændende sø springer fra et bjerg. Dér ligger hans skæbne. Men hvor hans skæbne slutter, begynder en anden, en møkonges.

Det viser sig, at de slaver, Amleds vikingebande har taget til fange i Rusland, skal skibes til Island, til Fjølner, der er flygtet dertil. Amled forklæder sig som slave for at komme med. En kvinde, Olga af Birkeskoven (Anya Taylor-Joy) gennemskuer ham, men tier. Sammen sværger de at forlade Island. Amled kalder sig Bjørnulv og lusker hævngerrig rundt mellem mor, halvbrødre og fadermorder. Efter at have reddet Fjølner og Gudruns yngste søn må han vælge en kvinde – Olga, som kan magi og måske er valkyrie. Om natten opsøger Amled et tempel, hvor en troldmand fortæller, at han skal hente et dværgesmedet sværd i en gravhøj.

Han begynder at slagte folk om natten. Folk tror, at det er et monster, der er på spil – i stil med Grendel i Beowulf. Amled afslører sin identitet over for sin mor, men hun er ikke den, han tror. Begivenhederne eskalerer i en voldsspiral, der er en saga værdig, men da Amled endelig kan stikke af med Olga og udsigt til et liv i fred, må han alligevel vælge hævnen for at beskytte de børn, som Olga bærer. Han lægger hånden på hendes mave og ser igen slægtstræet, hvor det fineste skud nu er en møkonge. Han vælger både hadet og kærligheden til familien, men hvordan det spænder af, skal ikke røbes her.

Irsk musik og sækkepiber

Filmen er smukt fotograferet med islandske landskaber og vulkaner, selv om de computeranimerede skibe i begyndelsen er klodsede. Til min irritation gentager den en række klicheer – hvorfor skal vikingetiden altid akkompagneres af irsk musik og sækkepiber? Landskaberne er ofte grå og snetunge, og folk er beskidte. Men de klædes dog også i skønne farver, akkurat som sagaernes helte. Der er lagt et kæmpe arbejde i detaljerne: Tørvehusene er troværdige, templet står som en stavkirke, der er som hentet ud af Ørboernes saga, selv Oseberg-tæppet (et vægtæppe fra cirka 834, der blev fundet i en gravhøj i Norge, red.) har man været over. Filmen er opdelt i kapitler, hvis titler står med runer. Hvad angår ritualer har arkæologen Neil Price været konsulent, så det er ikke overraskende, at det tager sig shamanistisk ud. At ritualer i den nordiske religion var shamanistiske, er der nu ikke bred enighed om. Der er hentet inspiration i eddadigte som Vølvens spådom og Den højes tale, ligesom boldspilsscenen og dødningen i højen har forlæg i sagaerne. Og der er selvfølgelig en mand, der får sprættet maven op, så indvoldene vælter ud. Billedsproget og talen i en række scener er norrønt – kamp kaldes for eksempel »Odins uvejr«.

Det er en voldsparat og -martret mandeverden, filmen beskriver, hvor kvinder har begrænsede roller. Amleds ansigt er plaget, hans hjerte koldt som jern. Han skal lære at elske, og det gør han også, men i denne verden er kærlighedens pris høj. Vold er ikke løsningen, siger filmen nok, men den byder alligevel ikke på et fredeligt alternativ, og det savnede jeg undervejs. Intet er, som Amled – eller vi – tror. Moren er en bitch, og valkyrien Olga er en næsten almindelig kvinde. Sagaerne byder ellers på vilde kvindelige genderbendere og et mere moderne kvindebillede end The Northman. Men i filmen er valkyriens ridt bare en mandefantasi. Og møkongen – en kongedatter, der insisterer på at være mand, med mandenavn og i mandedragt? Hun svæver et eller andet sted ude i fremtiden.

Annette Lassen er sagaforsker og redaktør på udgivelserne om ’Islændingesagaerne’ og ’Oldtidssagaerne’ (Gyldendal)

’The Northman’. Instruktion: Robert Eggers. Manuskript: Robert Eggers og Sjón. Fotografi: Jarin Blaschke. Varighed: to timer og 18 minutter. Vises i biografer over hele landet.