Hvem er jeg? Hvorfor føler jeg mig tit lidt for vild? Hvad nu hvis jeg kunne rejse væk fra det hele? Eller hvordan kan jeg passe ind sammen med de andre?
Det er spørgsmål, som fylder meget i børneteatret lige nu. I hvert fald at dømme efter de forestillinger, som jeg var heldig at opleve under Aprilfestival 2022, der blev afholdt sidste uge i Esbjerg. Her blev 153 forskellige, professionelle teaterforestillinger spillet gratis. Festivalen og dens arrangør Teatercentrum var tilbage i sin gode gamle form efter sidste års coronabenspænd i Holbæk. Og stemningen var fin i den bidende kolde forårssol, selv om flere børneteatre har problemer med at sælge forestillinger, nu hvor coronaen reelt har slugt et eller to års salg til institutioner, skoler, teatre, biblioteker og teaterforeninger.
Kunstnerisk set fyldte coronaen dog ingenting. Jeg så ikke en eneste forestilling om at være syg eller isoleret. Men jeg så adskillige forestillinger om at holde godt fast i fællesskabet – og om at gøre alt for ikke at miste sin plads i gruppen. Det fylder tydeligvis meget lige nu.
’Uden for udenfor’
Småbørnsforestillingen Dengang du var lille af Riddersalen er for de et et halvt til fireårige. Her byder skuespilleren Ragnhild Korsgaard velkommen i eksotisk velourtøj og dinglende perleøreringe med en eventyrlig paryk af Pille Behrendt. I en rimekæk tekst af Signe Birkbøll skaber Ragnhild Korsgaard en vidunderligt kærlig forestilling om at være lille og meget nysgerrig. Scenografen Mikkel Rostrup har skabt en scenisk bog, der er lige så høj som heltinden selv – en bog med dukkefigurer, der bliver levende takket være Erik Olsens raffinerede dukkefører omme bag bogen.
Forestillingen handler om at være barn og om at være tryg. »Man tør jo meget mere, når man er to,« som hun siger og krammer sin bamse Kanin. Iscenesætteren Kamilla Bach Mortensen har gjort forestillingen til en hjertevarm fortælling om at høre til i en familie med klassisk musik og en kusine, der kan drikke varm chokolade uden at brænde sig på tungen … Men også om at have lyst til at opleve verden uden for huset og haven, ’uden for udenfor’, som hun kalder det. Derude, hvor man kan lære andres verden at kende – og måske også deres jazzmusik.
Fremtiden er uoverskuelig
En teenageforestilling bød på en tilsvarende fortælling om at spejle sig i andre – og dermed finde ud af, hvem man selv er. Team Teatrets filosofiske forestilling Jeg er mig handler om tre voksne, der mødes 20 år efter dengang, hvor de var tre usikre teenagere, der hang ud på basketballbanen og drømte om at blive store. »Hvad vil du helst: Have sex med en, der aldrig går i bad – eller med en, der aldrig børster tænder?« lyder et af de frække spørgsmål, mens Marie Vestergaard Jacobsen, Stig Reggelsen Skjold og Line Vejgaard Kjær griner som teenagere i Caroline McSweeneys drilske instruktion. For fremtiden er uoverskuelig – og fyren gider ikke lave de traditionelle drengeting, men vil hellere bare sidde og strikke?
Det er svært at vælge, hvem man skal være, når man er teenager. I hvert fald i Team Teatrets ’Jeg er mig’.
»Hvorfor skal man blive et eller andet? Hvorfor kan man ikke bare være?« som det lyder i dramatikeren Rasmus Krone Andersens tænksomme tekst, som scenografen Rebekka Bentzen effektivt har anbragt på en skaterrampe. Lige for foden af en basketkurv, hvor idolerne kan score.
Riddere og fodboldhelte
Men hvad nu hvis man allerhelst vil være ligesom sine idoler? Teatret Aspendos har skabt en medrivende forestilling om at være fan – uanset om det er fan af fodboldlandsholdet eller fan af gammeldags riddere. Skuespilleren og dramatikeren Steffen Sommerstedt indleder sin fængslende fortælleforestilling Dengang Dannebrog Dalede med at forklare, hvordan hans tiptiptiptipoldefar (måske) hed Erik og kom med på korstog til Estland i 1219, da det danske flag faldt ned fra himlen. Han har os alle sammen i sin hule hånd undervejs – også nogle knægte på 6-8 år, der klukker af grin, når han beskriver, hvordan denne Erik vil gøre alt for at komme tæt på ridderne.
Line Svendsen har skabt en stram og veldisponeret iscenesættelse af monologen, hvor der hele tiden bliver plads til nutidige kommentarer, også om religion og krig. For hovedpersonen Erik insisterer på, at det er okay at tro på det, man vil. Til gengæld bliver han i tvivl om, hvorfor korsridderne vil i krig. »Mange af dem vil jo dø. Så hvorfor gør de det egentlig?« Sådan spørger han den gamle staldmester. Men den gamle mand giver ham ikke noget entydigt svar – og Erik mister lysten til at være ridder … På den måde får fortællingen fint og klogt indrammet dilemmaet om ridderen som superhelt. Den slags overvejelser, som uden tvivl optager mange børn lige nu, hvor krigsbillederne med soldaterne fra Ukraine invaderer deres dagligdag.
Kardemommekageteater
Flere af forestillingerne har et eksistentielt lag af tvivl. Når Limfjordsteatret i Vild for de syv til 12-årige beskriver, hvordan det føles at være både vild og for vild, så er det med en tekst, som de medvirkende selv har skabt sammen med instruktøren Steen Nedergaard Haugesen. Skuespilleren Asger Kjær, danseren Stisa Søgaard og musikeren Jimmy Nyborg pisker alle tre rundt på scenen som hyperaktive børn i et frikvarter, mens de fortæller om, hvordan de altid er dem, der ender med at få skældud. De har åbenbart vilde drømme om at rejse ud i vildmarken – eller bare til den højeste bakke i Thy. I hvert fald når de har bagt deres velduftende kardemommekage færdig.
Børnene kommer selv på danserejse sammen med danseren Mette Møller Overgaard og musikeren Dave Navndrup Black i Tiny Dancers børnehaveforestilling ’Yem’.
Dansepigen fra kompagniet Tiny Dancer er allerede ude at rejse. I Yem møder danseren Mette Møller Overgaard sit børnehavepublikum sammen med sin kuffert. Hun åbner den, så vi kan se nogle af hendes vigtige ting – og hun fortæller, hvordan hun altid skriver hjem til sin bedstemor på sin rejse. Både børn og voksne lister ind til forestillingen på strømpesokker i hælene på danseren i de rødternede bukser. Hun får alle til at bevæge sig som hende – kravlende, drejende og hoppende – mellem en hel masse kufferter på en kropslig rejse i fantasien, og imens klimprer musikeren Dave Navndrup Black på sine små kalimbaer i sfæriske kompositioner. De virker drømmende. Også på de små børn.
I Randers Teaters De usynlige nøjes pigen med de gule sko dog ikke med at tage på en rejse. Nej, hun løber simpelthen hjemmefra. Skuespilleren Lisbeth Knopper spiller rørende og elskeligt rollen som den idérige og veltalende niårige pige, der forlader sine fraværende forældre og søger tilflugt hos byens særling – en mystisk eneboer, som Erik Viinberg giver masser af kejtet stædighed og omsorgsfuldhed i den nænsomme instruktion af Kurt Bremerstent. Det virker dog ret overkonstrueret, at Brian Wind-Hansen har placeret sin ellers plotsikre handling i 1950’erne og Elvis-tiden. Historien kunne lige så godt foregå i dag. Så ville den formodentlig have været nemmere at relatere til for de 10 til 14-årige – og ikke kun for os nostalgiske voksne. Men pointen er klar: Denne pige vil ikke være ligesom sine karriereforældre. Hun vil høre til. Hun vil holdes af.
Opdagelsesrejsende helte
Sjovt nok bød festivalen også på en forestilling om en voksen, der løb hjemmefra, nemlig Kontiki – 101 dag tilbage. Forestillingen er baseret på den virkelige historie om den norske antropolog Thor Heyerdahl, som sejlede på en tømmerflåde fra Peru til Polynesien for at bevise, at øerne i sin tid blev befolket østfra.
Det er den fantasirige og garvede instruktør Alex Byrne, der har skabt fortællingen for Teater O, Nørregaards Teater og Holstebro Teater. Den vellykkede forestilling er udviklet sammen med de to skuespillere og med musikeren Bastian Popp og hans globalrytmiske kontrabas, og den handler om at insistere på at vælge sin egen vej.
Anders Valentinus Dam spiller skægt den ihærdige Thor Heyerdahl, der forsøger at holde balancen på sin tømmerflåde – selv om han bliver søsyg – indtil han må indrømme over for sine venner, at han ikke kan svømme … Og den klarinetspillende Klaus Weirup Andersen har et herligt blink i øjet, når han spiller to af Thor Heyerdahls søstærke mænd, der hele tiden kravler op i masten (læs: en malerstige) for at tjekke, om der dog ikke snart er land i sigte. Spillernes solide humor er med til at sætte idoldyrkelsen i relief, så også de 12-16-årige nok indser, at helte er helt almindelige mennesker, når det kommer til stykket. De har bare taget en modig beslutning om at udleve deres drøm.
Når de voksne drikker
Tabu med Teater Tabu befinder sig derimod i den bekymrede ende af det socialrealistiske teenageteater. Tabu handler nemlig om, hvordan det er som ung at vokse op hos forældre, der er alkoholikere. Den modige, 22-årige Katrine Kraul Ibsen, der ellers kun har et højskoleophold bag sig som uddannelse, spiller sørgeligt overbevisende den unge pige, der må følge nedturen for sin mors alkoholikerkæreste, der spilles ubehageligt troværdigt af Thomas Biehl. Og Anni Bjørn spiller stærkt den selvdestruktive, ufølsomme mor, der dejser om så medtaget af druk, at pigen må tage alene til forældremøde på skolen. Tabu havde et stærkt greb i de unge. Også da skuespillerne undervejs afbrød spillet for at spørge, hvad tilskuerne troede, at pigen tænkte, når en kammerat ville med hende hjem … Det gjorde ondt. Tabu er ærligt teater, der rækker en hånd ud mod de unge – og holder fast.
Er kønnet vigtigt?
Bliver man klogere på sig selv, når man går i teatret? Tja. Nogle gange gør man. Andre gange åbner der sig også nye spørgsmål. Det sker under danseforestillingen Kropskøn af Gazart og koreografen Tali Razga. For her står en musiker med fægtemaske for ansigtet og flår i en elektrisk guitar, mens et højt, slankt menneske danser rundt.
Personen med masken og de mange balloner indsat i kostumet i Gazarts danseforestilling ’Kropskøn’ er hverken kvinde eller mand. Bare en krop, der prøver at finde sig selv. Med børn fra fem år og op som tilskuere.
Ansigtet er også dækket af en fægtemaske, og kroppen er indhyllet i kropsnært, gennemsigtigt stof med påsatte balloner. Faktisk har den dansende kun ét bryst i form af én brystballon – ikke to – men personen har samtidig en ballon på benet og seks balloner for enden af sine gule ærmer. Personen tager sit lange skørt af og erstatter det med et kort lændeklæde – og erstatter ankelvarmerne med sorte ærmer helt ned til fødderne. Vi stirrer alle sammen, både de femårige og teenagerne og os voksne. For har denne person et køn? Og er det overhovedet vigtigt?
Teatret tilbyder i hvert fald at være et eksistensspejl for tilskueren. Under Aprilfestival i Esbjerg ramte forestillingerne i hvert fald både de små børn og de store børn, der drømmer om at blive endnu større. I et fællesskab med eller uden idoler – og med eller uden vildskab.
Aprilfestival 2022 i Esbjerg. Arrangør: Teatercentrum. Blandt andet forestillingerne:
’Dengang du var lille’. Riddersalen. 35 min. 1 ½-4 år.
’Jeg er mig’. Team Teatret. 60 min. Fra 14 år.
’Da Dannebrog Dalede’. Teatret Aspendos. 50 min. Fra seks år.
’Vild’. Limfjordsteatret. 50 min. For de 7-12 årige.
’Yem’. Tiny Dancer i koproduktion med Dansehallerne. 45 min. For de 3-6-årige.
’De usynlige’. Randers Teater. 60 min. Fra ti år.
’Kontiki – 101 dag tilbage’. Teater O, Nørregårds Teater og Holstebro Teater. 70 min. Fra 12 år.
’Tabu’. Teater Tabu. 60 min. Fra 14 år.
’Kropskøn’. Gazart. 25 min. Fra fem år.
