Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

To selvterapeutiske mænd udvider rappens kampzone til psyken

I moderne hiphop stræbes der ikke længere kun efter en social, men også psykologisk realisme. En generation af ’self conscious’ og psykologisk opmærksomme rappere gransker sig selv og de følelser og tab, de slås med. De tager ansvar
Kultur
19. april 2022
Denzel Curry har sit at slås med og vil gerne vende det med verden.

Denzel Curry har sit at slås med og vil gerne vende det med verden.

Adrian Villagomez

Hiphoppens ansvarsfølelse over for virkeligheden var der fra dens fødsel i The Bronx, New York, i midten af 1970’erne.

Det skete i socialbevidst regi. Det var en fest, men det var også en måde at ordne voldelige stridigheder og bandekonflikter på. Det skete mellem kanyler og patronhylstre, på tomter, hvor højhuse var brændt ned af de hvide ejere for at indkassere forsikringspenge. Den første hiphopgeneration dansede sig ekstatisk midt i socialrealismen. Hør bare Grandmaster Flash & The Furious Fives klassiker »The Message« fra 1982.

På vestkysten, i L.A., leverede gangstarappere som N.W.A. fra midt-1980’erne en brutal og i offentligheden chokerende dokumentarisme: en musikalsk reportagejournalistik fra storbyghettoerne. Det skete uden sårbarhed eller den store selverkendelse.

Men med årene er dét at undersøge psyken blevet en ny form for personlig reportagejournalistik. Og dét at kunne vise svaghed er blevet et tegn på styrke. Med Kid Cudi, Kanye West, Kendrick Lamar, Lil Peep og en række andre rappere blev det fra starten af 2010’erne og frem helt i orden at rappe om mentale problemer og decideret psykisk sygdom.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her