Hiphoppens ansvarsfølelse over for virkeligheden var der fra dens fødsel i The Bronx, New York, i midten af 1970’erne.
Det skete i socialbevidst regi. Det var en fest, men det var også en måde at ordne voldelige stridigheder og bandekonflikter på. Det skete mellem kanyler og patronhylstre, på tomter, hvor højhuse var brændt ned af de hvide ejere for at indkassere forsikringspenge. Den første hiphopgeneration dansede sig ekstatisk midt i socialrealismen. Hør bare Grandmaster Flash & The Furious Fives klassiker »The Message« fra 1982.
På vestkysten, i L.A., leverede gangstarappere som N.W.A. fra midt-1980’erne en brutal og i offentligheden chokerende dokumentarisme: en musikalsk reportagejournalistik fra storbyghettoerne. Det skete uden sårbarhed eller den store selverkendelse.
Men med årene er dét at undersøge psyken blevet en ny form for personlig reportagejournalistik. Og dét at kunne vise svaghed er blevet et tegn på styrke. Med Kid Cudi, Kanye West, Kendrick Lamar, Lil Peep og en række andre rappere blev det fra starten af 2010’erne og frem helt i orden at rappe om mentale problemer og decideret psykisk sygdom.
