»De voksne kan også være bange,« synger de to skuespillere. Sangen ligger i hvert fald tæt op ad den gamle kampsang. Og så remser de ellers alle de ting op, som de fleste af os vist er bange for: kræft og trafikulykker, voldtægter og misbrug, fyresedler og depressioner – og klimaet og de uddøende fuglearter, for nu at nævne et lille handy udvalg af frygtemner. »Gråspurvene har det ad helvedes til,« som en replik lyder.
Teaterforestillingen Projekt Frygt af Teatret st.tv. handler nemlig om at være bange. Coronaens isolation ligger tydeligvis neden under alle scenerne som en uundgåelig katalysator, og derudover er krigen i Ukraine tydeligvis rykket op på bekymringslisten med Putin som eneste personnavn. Men derudover handler forestillingen om alt det, der kan gøre os så bange, at vi faktisk mister glæden. Som kvinderne forklarer: »Frygten i kroppen er en naturlig reaktion på alt, der opfattes som en direkte trussel«. Og trusler er der tydeligvis mange af.
Det er den drevne teaterinstruktør Kamilla Wargo Brekling og skuespilleren Marianne Søndergaard, der har fået ideen til dette kamikazeprojekt. Derefter har det kunstneriske hold skabt forestillingen sammen, anført af instruktøren Line Paulsen og medinstruktøren og koreografen Karina Dichow Lund. Så det er udtryk for fælles frygtvilje, når forestillingen indledes med, at skuespillerne Marianne Søndergaard og Lise Lauenblad grundigt opremser alle de forsikringer, som de fleste af os nok burde have … Det er langt, men det er sjovt. Og vi tilskuere griner, når vi bliver spurgt direkte: »Har du ’Basis’ eller ’Udvidet indbo’?«
Kvalt eller kværket
Skuespillerne lyser op med glade øjne over et outfit af blomstrede skjorter og lige så blomstrede tights. De mosler rundt fysisk og slås i koreografier, hvor de maser og presser hinanden rundt på det runde stykke vinyl, der udgør scenen. De er begge stærke og smidige, så kampen er tæt – lige på kanten af det ubehagelige. Marianne Søndergaard vinder på sit forsonende smil, og hun scorer point, da hun på et tidspunkt går rundt blandt tilskuerne og tilbyder et ikke-længere-coronafarligt kram. Lise Lauenblad sejrer på sin hardcore attitude som den, der metodisk prøver på at jage frygten væk.
Vildest går det til i et forsøg, hvor Lise Lauenblad anbringer Marianne Søndergaard i en sæk, hvorefter hun snører sækken til: Nu skal kollegaen altså lære at tackle sin klaustrofobi, én gang for alle. Og jo, hun kan da sagtens få luft i sækken, siger Lise Lauenblad … Samtidig puster røgmaskinerne store skyer grå røg ind over menneskesækken, lyddesignet dunker, og stroboskoplys blinker, så hele rummet sitrer, som var man med til en brandmandsøvelse. Her rammer forestillingen et perfekt ubehag, der forplanter sig til tilskuerens krop. For her mærker man kvindens stigende panik, og man føler instinktivt samme trang til at presse armene ud til siderne og flænse sækken – eller i hvert fald til at stikke albuerne ind i tilskuerne ved siden af på rækken.
Alarm og terror
Bange, mere bange, mest bange … Projekt Frygt har ikke noget egentligt plot. Frygtforestillingen er skrevet som en montage af separate scener, der blot alle sammen har frygten til fælles. Den er tydeligvis skabt som ’divising’-teater – altså teater uden en egentlig dramatiker, men med alle scener og replikker skabt af holdet sammen ud fra et samlende tema – her temaet om frygt. Det har tydeligvis givet forestillingen en masse sjove øjeblikke. Men sprogligt formår replikkerne ikke at løfte sig over almindeligheder tilsat strejf af teenagejargon.
Visuelt er Raphael Frisenvænge Solholms scenografi helt enkel. Fokus ligger fint på det blide lysdesign, hvor en lang stribe af små horisontlys lyser op nede fra gulvet bagerst på scenen, så de danner eventyrlige regnbuer af lysstråler ud mod os. Det er smukt og beroligende i alt det, der ellers kan sætte kroppen i alarmberedskab. Og lyddesignet af Sune Skuldbøl Vraa rummer dumpe og truende lyde, der effektfuldt larmer sig ind i kroppen på tilskueren som distraherende ubehag. Derudover synger de to skuespillere deres sange som frygtrockstjerner med bange øjne over mikrofonlæberne – rytmisk pumpende sange, der dog er ret bastante i udtrykket.
Alt i alt virker Projekt Frygt som en overraskende vedkommende forestilling – også for en almindeligvis ikkebange tilskuer som undertegnede. Ikke mindst da de to skuespillere pludselig rammes af frygt for publikum. For hvad er det egentlig, vi tilskuere har i vores håndtasker? Her blusser den globale mistillid op på vores tilskuerrækker, så vi pludselig tænker på, hvor farligt det er at gå i teatret, uden at nogen security skanner ved indgangen. Eller netop hvor skønt det er, at vi faktisk stadigvæk er så nysgerrige efter at opleve teater sammen, at vi sætter os helt tæt sammen. Fordi vores trang til at opleve kunst er større end vores frygt. Selv om vi voksne også kan være bange …
’Projekt Frygt’. Idé: Kamilla Wargo Brekling og Marianne Søndergaard. Tekst: Holdet. Iscenesættelse: Line Paulsen. Koinstruktør og koreograf: Karina Dichov Lund. Scenografi og lysdesign: Raphael Frisenvænge Solholm. Musik, sangtekster og lyd: Sune Skuldbøl Vraa. Teatret st.tv. Oplevet på gæstespil hos Mungo Park i Allerød. Spiller også på Teater Momentum i Odense den 28. april - 5. maj 2022.
