Når man begiver sig mod Venedig, ophører den vante tid. Alting bliver langsommere, fordi man kun bevæger sig til fods eller til vands. Man går, vugger og duver sig frem mod de pavilloner og udstillinger, man vil se. Samtidig bliver tiden også mere intens, fordi dagene udelukkende bruges på at se kunst – og på middage, snak, overdådige åbninger og fester.
På trods af den dekadence, der også følger med Venedig-biennalen i åbningsdagene, er den ikke en flugt fra de krige, den vold og de kriser, verden er præget af lige nu. Tværtimod trænger verdensproblemerne sig på fra næsten samtlige 80 nationale pavilloner. I hvert fald dem, jeg fik tid til at se. Den Russiske Pavillon, der ellers ligger prominent på Giardini-områdets hovedstrøg, er eksempelvis lukket. Kuratoren og kunstnerne trak sig fra biennalen, få dage efter Ruslands invasion. Bare det at passere pavillonen føles uhyggeligt – og som en stærk påmindelse om den aktuelle krigssituation.
En kommentar til:
"Nationerne bruger i høj grad visningen på Venedig til at fremstå woke og til i nogen grad at forsøge at vaske fortidens synder af sig", og
"I årets biennale er denne forvandling og mutation tæt knyttet til surrealismen på den ene side ------og til posthumanismen som teoretisk ramme på den anden".
Hvor forudsigeligt!
Det må rejse spørgsmålet, hvorledes aktuelle kulturelle tendenser og strømninger i den intellektuelle og veluddannede middelklasse i den vestlige verden spiller sammen med økonomiske interesser i kunstverdenen og på kunstmarkedet og er med til at præge, hvad der bliver præsenteret ("stillet til skue") på en stor biennale som den i Venedig, med dens særlige historie og særpræg.