’Jeg er Zlatan’ handler om alle utilpassede og ikke-boglige drenge med kviksølv i røven

Da den svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimović i marts 2018 begyndte i fodboldklubben L.A. Galaxy, indrykkede han en helsidesannonce i L.A. Times, hvor der stod: »Kære Los Angeles. Velbekomme.«

Zlatan, som han hedder i folkemunde, har tilsyneladende aldrig kæmpet med mindreværdskomplekser.

Således er den aktuelle spillefilm Jeg er Zlatan historien om en autoritetsstormer, en arrogant stodder, men også en sød dreng. Om en anarkistisk spiller af Guds nåde, der scorer de skøreste mål – og render ind i de dummeste konflikter. Igen og igen.

Stjæler sin træners cykel

Det er tidligt tydeligt i Jeg er Zlatan, at skolesystemet ikke aner, hvad det skal stille op med drengen Zlatan. Uinteresseret i boglige fag, forgabt i boldens runde muligheder.

Han vokser op i en bosnisk-serbisk familie i indvandrerbydelen Rosengård i Malmø. Moren og faren går fra hinanden, da han er dreng. Han ender med at bo hos begge i forskellige perioder. Moren har et voldsomt temperament, faren har høje forventninger til sønnen. Og de er fælles om en stor kærlighed til Muhammad Alis boksning og sprogblomstrende selvhævdelse: »Jeg har smidt torden i fængsel!«

I 1992 bryder den jugoslaviske borgerkrig ud, og faren forsumper i vrede og selvmedlidenhed. I en fin scene kan man gennem væggen ind til stuen høre faren fordrukkent synge med på sit hjemlands vemodige sange, mens drengen forsøger at falde i søvn.

Der er ikke mange penge, og selv da Zlatan som teenager kommer til at spille på den svenske storklub Malmö FF’s ungdomshold, får han ikke meget at spise. Og for at kunne komme til træning stjæler han i filmen sin egen træners cykel.

Det peger Luciano Moggi på – direktøren for Juventus, hvor Zlatan spillede 2004 til 2006 – der i 2016-dokumentaren Den unge Zlatan siger, at Ibrahimović ville have været cykeltyv, hvis ikke han var blevet fodboldstjerne.

Fint portræt

Jeg er Zlatan fokuserer på hans barndom og tidlige ungdom fra 11 til 23 år. David Lagercrantz, der skrev biografien Jeg er Zlatan Ibrahimović sammen med hovedpersonen, er også medforfatter på filmmanuskriptet, og det har resulteret i et fint, ikkekontroversielt portræt. En charmerende film, men ikke ligefrem psykologisk eller æstetisk overrumplende. Holdt i en mildt dokumentarisk stil med ofte håndholdt kamera. Men også med ret så flot fotograferede fodboldoptrin, der suger i maven.

Allerede som dreng var Zlatans manglende evne til at samarbejde på fodboldbanen et problem. Med sit geni kan han komme langt alene, men ikke langt nok.

Men man må også anerkende, at han er en egoist, der ofte er endt med at få sin vilje med store resultater til følge: Mesterskaber og cuptrofæer med storhold som Inter, AC Milan, Manchester United og FC Barcelona – hvor han dog falmede en del. Og som en uomtvistelig magiker på det svenske landshold.

’Skrid! Holland er fuldt’

Dominic Andersson Bajraktari spiller fint, hidsigt, men også bare drenget begejstret som 11-13-årige Zlatan. Og Granit Rushiti finder en fin balance mellem en ung, sød, kærlig mand, der laver ballade, har temperamentsproblemer og en bomstærk selvretfærdighedsfølelse.

En afgørende scene har sat sig fast. Zlatan spiller fodbold på balkonen i Rosengård-lejligheden med sin lillebror. Han fortæller purken, at man skal være dobbelt så god som gammelsvenskerne for at blive til noget i fodbold. Det er ikke noget, filmen giver ham belæg for. Og i scenen overhører søsteren ham og skælder ham ud. Det er usandt, mener hun.

Der er til gengæld ingen tvivl om, at han allerede i Malmö FF er i en klub fyldt med hvide, bedrestillede drenge. Og at han senere møder racisme i Holland.

Filmen springer nemlig også frem i tiden til hans arbejde i klubben Ajax i Amsterdam. Og her er hans personlige problemer de samme som i Sverige, aggressivitet, arrogance, autoritetsallergi. På live-tv siger en sportskommentator »Hey, Zlatan, din andenklasses udlænding. Skrid! Holland er fuldt.«

Ja, det skete. I filmen og i virkeligheden.

Et unikum og en af mange

En eventuel næste film kunne handle om de unge spillere langt væk hjemmefra, som fodboldbranchen lader i stikken. De befinder sig i lukkede kredsløb og har gjort det fra en tidlig alder. Fulde af hjemve, uden nære relationer eller andet indhold i livet end fodbold.

Jeg er Zlatan berører kun kortvarigt dette – det gør dokumentaren Den unge Zlatan meget bedre – da vi ser Zlatan køre hjem og spille FIFA-fodboldvideospil efter et skænderi med sin træner i Ajax.

Disse unge talenter lærer aldrig at indgå i almindelige relationer med mennesker. Det er en fælde.

Zlatan kunne så også være røget i en anden, mere socialt belastet fælde tidligere i sit liv.

For Jeg er Zlatan er ikke kun historien om et unikum, det er også historien om alle utilpassede og ikke-boglige drenge med kviksølv i røven. Dem, som her i vores del af verden ofte falder ud af samfundet og til bunds, når de ikke har et astronomisk talent.

Hvis ikke Zlatan havde haft netop dét, så var han måske rent faktisk endt som cykeltyv.

’Jeg er Zlatan’ – Instruktion: Jens Sjögren. Manuskript: David Lagercrantz og Jakob Beckman. Fotografi: Gösta Reiland. Længde 99 minutter. Biografer landet over.