Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Arcade Fire danser på kanten af afgrunden – falder i, kravler op igen

Den canadiske superrockgruppe Arcade Fire tager det store VI på sine skuldre og går planken ud på vegne af civilisationen. Det sker i en undergangsfortælling, der vinker til både ’The Wall’ og Andrew Lloyd Webber. Og de kommer tilbage fra afgrunden
Fem års pause og en coronapandemi har ikke fjernet den canadiske kvintets fokus på opgøret med vores moderne skærmkultur og markedsøkonomi.

Fem års pause og en coronapandemi har ikke fjernet den canadiske kvintets fokus på opgøret med vores moderne skærmkultur og markedsøkonomi.

Maria Jose Govea

Kultur
6. maj 2022

I unsubscribe
Ain’t no way of life.

Ja, det er tid til ikke længere at danse til de konstant opdaterede onlinetjenesters taktstok. Det er tid til at lytte – og danse – til Arcade Fires samtidskritik. Igen.

For, nej, fem års pause og en coronapandemi har ikke fjernet den canadiske kvintets fokus på opgøret med vores moderne skærmkultur og markedsøkonomi.

I en fyndig, konceptuel opsætning stiller de på deres sjette album WE det samme spørgsmål, som de to foregående albummer Everything Now fra 2017 og Reflektor fra 2013: Hvordan lever vi et rigt og sanseligt liv ved fuld bevidsthed – og på trods af teknologiernes og kapitalismens dominans i vores liv?

»Trapped in a prison, in a prism of light«, sang frontfigur Win Butler i 2013 på Reflektor, der så vores onlineliv som lige dele Panoptikon og narcissistisk spejlkabinet.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her