Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Deborah Levy har et iskoldt klarsyn for den særlige kvindelige sans for selvhad

For den sydafrikansk-britiske stjerneforfatter Deborah Levy er der ingen forskel på den intellektuelle udfoldelse og det materielle (kvinde)liv. Første del af hendes erindringstrilogi findes nu på dansk
Deborah Levys’ ’Ting jeg ikke vil vide’ fra 2013 er den naturlige forlængelse af Virginia Woolfs essay ’A Room of One’s Own’ fra 1929.

Deborah Levys’ ’Ting jeg ikke vil vide’ fra 2013 er den naturlige forlængelse af Virginia Woolfs essay ’A Room of One’s Own’ fra 1929.

Naina Helén Jåma/Ritzau Scanpix

Kultur
17. juni 2022

Første gang jeg hørte om den engelske forfatterinde Virginia Woolfs berømte essay A Room of One’s Own fra 1929, tænkte jeg, at det lød forkælet. Woolf spørger sig, hvorfor der er så få kvindelige forfattere i litteraturhistorien – og foreslår, at for at en kvinde kan skrive, må hun have et værelse, der tilhører hende selv. 

Pff, tænkte jeg. Kunsten trodser børnepasning og trange kår. Jeg har været omkring 20 år gammel og godt indfanget af myten om den lidende kunstner. En myte, som det langt senere er gået op for mig, er mere forkælet: At gå bevidst i hundene og overlade pligterne til nogle andre (læs: kvinderne) er jo den rene luksus.

Den verdenskendte forfatter Deborah Levys Ting jeg ikke vil vide fra 2013 er den naturlige forlængelse af Virginia Woolfs essay. Levy skriver om at måtte tillære sig det, jeg ellers har fået at vide er uhøfligt: at tale højt, at afbryde, at pleje sit ego. 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her