Parapolitik er politik, der foregår uden for officielle institutioner og etablerede rammer hinsides demokratisk kontrol. Den er af natur klandestin, det vil sige, at den undslår sig loven. Ligesom både den mørke bagside og den skinnende forside udgør månen, er parapolitikken ikke en undtagelse fra, men en fast bestanddel af det liberale demokrati, dets skyggeside.
Parapolitik er sjældent genstand for offentlighedens opmærksomhed, ja måske fortrænger vi ligefrem vores demokratis janushoved, så vi kan leve vores liv med god samvittighed.
Men af og til titter parapolitikken utilsigtet frem. Som når whistlebloweren Edward Snowden afslører, at den amerikanske spiontjeneste NSA overvåger os alle i hoved og røv. Eller når dansk-syriske Ahmed Samsam sagsøger Forsvarets Efterretningstjeneste for stiltiende at se til, at han i Spanien blev dømt fængselsstraf for at tilhøre terrorgruppen Islamisk Stat, når han tilsyneladende havde infiltreret gruppen på vegne af tjenesten.
Så går der hul på bylden.
En lignende hændelse fandt sted i 1966-67, da det blev afsløret i blandt andet The New York Times, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA siden slutningen af 1940’erne havde infiltreret, medfinansieret og delvist styret studenterbevægelser, fagforeninger, kirkeorganisationer og tidsskrifter, mestendels i USA, men også internationalt. Medierne glemte snart historien, men dygtige historikere som blandt andre Giles Scott-Smith og Hugh Wilford har de seneste to årtier løbende bidraget til at afdække fænomenet.
Frihed og vestlig modernisme
Seneste skud i bøssen er bogen Parapolitics – Cultural Freedom and the Cold War. Den omfangsrige og flot illustrerede antologi udmærker sig fra den eksisterende forskningslitteratur ved sit ophav. Antologien er nemlig resultatet af en rost og velbesøgt udstilling med samme titel i Haus der Kulturen Der Welt i Berlin i 2017-18.
Kuratorer kunne ikke have valgt et bedre udstillingssted. Verdenskulturhuset var en gave fra USA til Vestberlin i 1950’erne. Huset er designet som et symbol på frihed og blev snart et ikon for vestlig modernisme i efterkrigstiden. Gaven var samtidig et modtræk til det socialistiske nyklassisistiske etagebyggeri på Stalinallee i Østberlin (siden omdøbt til Karl-Marx-Allee).
Parapolitics-udstillingen udmærkede sig dog ved at unddrage sig koldkrigens binære konfliktperspektiv og ved en særdeles kritisk brod over for eget udspring. Antologien uddyber i samme ånd udstillingens indhold og blander forskellige genrer, herunder kilder, interview, akademiske artikler og leksikonlignende opslag, skrevet af blandt andet kunsthistorikere og historikere, kulturkritikere og museumsfolk.
Hvor sidste års store udgivelse på området, Louis Menans The Free World. Art and Thought in the Cold War, lagde vægt på tilfældigheder og misforståelser i den transatlantiske kulturudveksling, udgør Parapolitics et indblik i de mere tilsigtede og målrettede sider af kulturpåvirkningen. Perspektivet er altså forskudt fra den kommercielt og forbrugsdrevne amerikanisering til statsmagtens rolle. Især undersøger bogen parapolitikkens ressortområde, såsom propagandavirksomhed, manipulation og undergravning af dissidens.
Det hvide blik
Den historiske kim til parapolitikken finder antologien i etableringen af et hvidt, globalt overherredømme og den moderne stats tilblivelse. Her gik kolonialisme, slaveri og racesegregering ofte hånd i hånd med udråbelsen af de borgerlige frihedsrettigheder.
Dermed er Parapolitics også et indspark i debatten om afkoloniseringen af vores samfund, herunder om vores (kunst) museer har gjort sig fri af arven fra kolonitiden, ikke blot det hvide blik på de farvede, men også tilbageleveringen af stjålne genstande, samt tilvejebringelsen af større global lighed.
Omdrejningspunktet i bogen er, hvorledes modernismen inden for kunsten først blev reddet, dernæst redefineret for siden at opnå hegemoni i efterkrigstiden. I denne proces blev den europæiske avantgardekunst fra første halvdel af det 20. århundrede, der hentede inspiration i det globale syd, på forunderlig vis konverteret til en art »klassisk modernisme« og gjort til synonym for vestlige fremskridt og borgerlig frihed.
Denne proces fandt sted under bestemte ideologiske, økonomiske og institionelle betingelser, der stadig præger samtidskunsten og dominerende samfundsdiskurser. Det er således i dag en almindelig opfattelse, at kunstnerisk frihed er resultatet af denne proces, når de tidlige avantgardister snarere gjorde oprør mod netop vestlig civilisation, fremskridtstanken, det borgerlige samfund og kunstens binding til pengemagten.
Kulturkamp mod kommunismen
Som den amerikanske forfatter og nobelprisvinder Toni Morrison har påpeget, er kanondannelse imidlertid også emperiedannelse. I den optik kom den nye kanon til at understøtte det uformelle amerikanske imperium. Et konglomerat af kunst- og kulturinstitutioner, inklusive Museum of Modern Art i New York og Rockefeller Foundation, tog del i processen. Parapolitics fokuserer på den måske vigtigste: Congress for Cultural Freedom.
Kongressen bestod af førende vestlige intellektuelle og kunstnere, der førte kulturkamp mod kommunismen fra 1950. Blandt medlemmer og støttere kan nævnes filosoffen Bertrand Russell, komponisten Nicolas Nabokov, filosoffen Hannah Arendt og forfatteren Arthur Koestler.
Koestler og flere ledende medlemmer af Kongressen havde i deres yngre dage arbejdet for Kommunistisk Internationale. I mellemtiden havde de fundet sig en ny arbejdsgiver, men fastholdt mange af de lyssky metoder, de var blevet oplært i som professionelle revolutionære.
Således formåede Kongressen, med hemmelig økonomisk støtte fra CIA, at etablere sig i mere end 30 lande verden over. Organisationen udgav førende kulturtidsskrifter på alle kontinenter og organiserede udstillinger, koncerter, konferencer og seminarer. Gennem disse blev promoveringen af vestlig liberalisme kombineret med den nye kanon, den redefinerede modernisme, koldkrigsmodernismen.
Tyggegummi, tegneserier og hollywoodfilm
Kongressens fortælling støttede sig på det faktum, at modernismen var blevet fordømt og undertrykt i både Hitlers Tyskland og Stalins Sovjetunionen henholdsvis som »degenereret« og »formalistisk« kunst. Koldkrigsmodernismen blev hermed sat i modsætning til totalitarisme og gjort identisk med det liberale demokratiske samfund.
Projektet kompliceredes af, at Sovetjetunionen i samme periode dygtigt spillede på historiske landvindinger inden for kunst og kultur. Russisk litteratur, ballet og skak formidlede billedet af en kulturnation, der matchede resten af Europa. Samtidig nærede europæerne en indædt og arrogant skepsis over for USA på kulturområdet og måtte overbevises om, at amerikanerne ikke var lig tyggegummi, tegneserier og hollywoodfilm.
Et af svarene var den abstrakte ekspressionisme inden for malerkunsten. Den blev især i sin amerikanske variant gjort til repræsentativ for vestlig kunst og sat over for den officielt kanoniserede socialrealisme i østblokken. Jackson Pollocks malerier blev billedet på de vestlige samfunds kreativitet og frihed, en individuel og samtidig universel kunst, der stod i modsætning til den kollektive og statsstyrede i øst.
Kongressen organiserede allerede i 1952 en kunstfestival med titlen Masterpieces of the 20th Century. Udstillingen turnerede dernæst på førende europæiske museer såsom Museé National d’Art Moderne i Paris og Tate Gallery i London. Snart måtte selv samme byer se sig overgået af New York som verdens kunstcentrum.
Målgruppen for Kongressens aktiviteter var den ikkekommunistiske venstrefløj. Ud fra kalkulen at højrefløjen i vid udstrækning støttede USA’s udenrigspolitiske målsætninger, samt at kommunisterne var i Moskvas sold, var det midtersegmentet, kampen stod om.
Ikkekommunistisk venstrefløj
I Europa fik Kongressen indflydelse i flere socialdemokratiske og socialistiske partier, herunder britiske Labour og vesttyske SPD. Den senere tyske kansler Willy Brandt var meget aktiv i Kongressen, hvor han også fungerede som brobygger til Skandinavien.
I det fine bidrag Neutrality, a Battlefield of Minds: The Congress for Cultural Freedom in Scandinavia skriver kunsthistoriker Rhea Dall mere indgående om Kongressens virke på vores breddegrader. I Danmark opstod der især med dannelsen af SF et politisk parti, der passede som fod i hose til prædikatet ikkekommunistisk venstrefløj. Men også kulturradikale kredse og Dagbladet Information var genstand for aktiv bejlen fra Kongressen side. Penge tilflød Perspektiv, et af tidens førende kulturtidsskrifter.
Elementer til rekonstrueringen af denne historie er tidligere fremdraget af blandt andet den danske historiker Ingeborg Philipsen. Noget af det nye, Rhea Dall fremhæver, er, hvorledes danskerne oven på Kongressens nyorientering i midten af 1950’erne blev engageret i koloni- og racespørgsmål. Kongressen betragtede nemlig fra da af kulturkampen mod europæisk kommunisme for grundlæggende vundet. Følgelig forskød mange aktiviteter sig til det globale syd, hvor man måtte sikre sig, at nyligt uafhængige stater orienterede sig mod Vesten.
Dalls undersøgelse af den skandinaviske region supplerer en række bidrag, der kommer tættere på Kongressens aktiviteter i Afrika, som til forskel fra det øvrige globale syd ikke har været genstand for grundigt studie. Til dette lægger sig bidrag om en lang række af Kongressens tidsskrifter fra Japan, over Sydkorea, til Mellemøsten og Latinamerika.
Frihedsbegrebet som standard for alting
Man kan kritisere Parapolitics for at ville for meget og ikke altid forbinde de løse ender. Til trods for antologiens fokus på Kongressen og den gennemgående kritik af Vestens forsøg på med ufine og selvmodsigende midler at gøre sine værdier universelle og hegemoniske er der langt fra New York til Nairobi og ofte en verden til forskel. Ligesom der er stor forskel på at bedrive kildekritisk historie, skrive kunstessays og udøve ideologikritik.
Kan Parapolitics med andre ord mistænkes for at gå i samme fælde som genstandsfeltet for undersøgelsen, altså Kongressen? Ikke blot anlægger bogen så storslåede ambitioner, at de vanskeligt indfries, og forsøget på at indfange den komplekse virkelighed under nøglebegrebet parapolik ligner til forveksling Kongressens hypnotiske besættelse af frihedsbegrebet som standard for alting.
Her taler flere ting imidlertid til fordel for antologien. For det første bruges parapolitikbegrebet ikke som en stram spændetrøje, og bogens genremæssige spændevidde er også en styrke. Kompleksitet lader sig sjældent indfange af en enkelt vidensform.
For det andet lægger antologien sig i slipstrømmen af den nyeste forskning, hvor forsøget er at anlægge et globalt perspektiv på Kongressen.
For det tredje er Parapolitics optaget af æstetik og kunst. Det kan lyde besynderligt, at det ikke tidligere har været tilfældet, emnet taget i betragtning, men historikere har for ofte stirret sig blinde på det, som de er specialister i: personer og netværk, økonomiske midler og politik. Kongressen virkede naturligvis også for at fremme politiske målsætninger – såsom at inddæmme kommunistiske fredsinitiativer, bekæmpe neutralistiske tendenser og øge tilslutningen til NATO – men aktiviteterne udmærkede sig ved at finde sted på netop kulturens område. USA’s magtpolitiske stilling internationalt skulle matches finkulturelt.
Slutteligt er bogens gennemgående forsøg på at dekonstruere begreber som frihed og demokrati velgørende. Ikke fordi vi ikke ønsker at leve i et frit og demokratisk samfund. Tværtimod. Netop fordi vi ønsker et virkeligt frit og demokratisk samfund, må vi kaste et selvkritisk blik på vores historie, herunder om demokratiet er blevet forsvaret med midler, der knægter dets idealer. Vi må undersøge og diskutere, om vores handlinger ude i den store verden levede op til disse idealer, og hvordan grupper i vores samfund blev marginaliseret, manipuleret og undertrykt.
Med andre ord må vi til stadighed diskutere det paradoksale ved parapolitikken.
Anselm Franke (red.): Parapolitics – Cultural Freedom and the Cold War. Sternberg Press. 616 sider. 44 USD
Dino Knudsen er forsker i Kongressens historie og ansat som adjunkt i global politik ved Malmö Universitet
