Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Følelsesløshed på autopilot lyder skønt hos indierockerne Nilüfer Yanya og Sharon Van Etten

Med sin mørkegrå guitarpop skaber britiske Nilüfer Yanya en elegant form for eskapisme, mens Sharon Van Ettens nye sange om tab, længsel og separationsangst er skrevet i hjemmestudiets coronaeksil og askestøvet fra raserende skovbrande
Sharon Van Etten er aktuel med en udgivelse undfanget i pandemiens skygge.

Sharon Van Etten er aktuel med en udgivelse undfanget i pandemiens skygge.

Allen Schaben/Ritzau Scanpix

Kultur
9. maj 2022

Man skal kun to numre ind på sanger, sangskriver og guitarist Nilüfer Yanyas andet album, Painless, før hun introducerer til et for denne signatur foruroligende fænomen: vold på autopilot.

»Sometimes it feels like you’re so violent/ autopilot« lyder det rytmisk monotont på den tvetydige »L/R« om et forhold, der er på vej mod afgrunden. Hun intonerer mekanisk på nummeret, der virker mixet direkte til et par hovedtelefoner. I omkvædet skifter lydkilden retning frem og tilbage, så ordet »left« synges ind i det venstre øre og »right« i det højre. Det kan måske virke som en billig gimmick, men det er hurtigt glemt. For kort efter går sangen over i et vidunderligt c-stykke, hvor Yanya i et mørkt, opgivende toneleje konstaterer, at hun aldrig helt kommer til at forstå, hvad der egentlig gør den anden lykkelig. Så hun foreslår, at de tager sammen til stranden og tager alt deres tøj af. Ren eskapisme formidlet med en melodi, der vokser for hvert genhør.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her