Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Hvorfor kalder vi egentlig ikke fynboen Peter Hansen for en faderskabsmaler?

Ordrupgaards stort anlagte sommerudstilling minder os om farve- og livsglæden hos Peter Hansen, der med Johannes Larsen og Fritz Syberg var en del af kunstnerkolonien Fynboerne. Men lidt spræl havde klædt kurateringen
Peter Hansens ’Søster græder’ (1906).

Peter Hansens ’Søster græder’ (1906).

Anders Sune Berg

Kultur
24. maj 2022

Peter Hansen var i sandhed en maler af sin tid.

Hele tiden løber understrømme fra samtiden i hans malerier. Arbejdende oksers rygmyskler og bjergrygge i baggrunden er malet i samme douce, lilla farvepalet som hos J.F. Willumsen. Et par bagersvende med nøgne overkroppe ælter brød – et motiv, der ville være sensualisten Kristian Zahrtmann værdigt.

Inspirationen kan dog også kamme over. Skidt går det i den første sal af Ordrupgaards nye, store udstilling med Peter Hansen, der levede mellem 1868 og 1928. Her ser man en dårlig hansensk kopi af Van Gogh: En rugmark, hvor vinden får kornet til at bølge. Danskeren imiterer pedantisk mesterens pastose strøg, men det ekspressive udtryk skal jo føles, ikke kopieres. Landskabet er pinligt ringe malet.

Men så læser man, at Hansen tilføjede margarine til oliemalingen for at give marken et mere skinnende udtryk. Det var et hyr at få fedtstadset til at tørre. Og den anekdote er jo sjov.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her