Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Lad Karl Ove Knausgårds nye roman gøre indtryk som det sære unikum, den er

Facts, facts, facts i uendelig mængde. Men også filosofi samt dybe tanker om livet, døden og evigheden: Sådan er Knausgårds nye roman
Karl Ove Knausgårds nye roman, ’Ulvene fra evighedens skov’, spænder fra det ordinære over det ekstraordinære til det infraordinære.

Karl Ove Knausgårds nye roman, ’Ulvene fra evighedens skov’, spænder fra det ordinære over det ekstraordinære til det infraordinære.

Edmond Terakopian/Ritzau Scanpix

Kultur
20. maj 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Det var med overmåde blandede følelser, at jeg efter tre dages læsning lukkede Karl Ove Knausgårds nye mammutroman, andet bind i en planlagt serie på fem. Jeg havde i lange stræk kedet mig fælt og følt, at han spildte min tid, men jeg var samtidig dybt imponeret af hans ordrigdom og idérigdom, og desuden sad jeg tilbage med en besynderlig følelse af at have set ind i en anden verden, som om han havde åbnet en dør og ladet den stå på klem.

Ulvene fra evighedens skov har hentet sin titel fra den russiske digter Marina Tsvetajeva og refererer desuden hyppigt til Rainer Maria Rilke, som i flere tekster udtrykte, at vi bærer vores død inde i os. Knausgård er i slægt med disse to ved at turde stille tilværelsens store spørgsmål såsom: Hvorfor dør vi egentlig? Hvad er bevidsthed? Er hele universet kommet af ingenting? Hvad tænkte de allerførste mennesker, når bladene faldt af træerne, og det blev vinter? De måtte jo være bange, for der var ikke noget, der afslørede, at bladene skulle komme tilbage igen. Og da løvet så kom tilbage, må det have været som et mirakel. Ikke sandt?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kenneth Krabat

Det er en følelsesting. En anmeldelse er anderledes end værket selv - den skal kunne noget andet. Eks. skal den ikke spoile, men den skal trække mig til værket. Ikke man-splaine værket, men ærligt fremstå med enhver grad af begejstring og skuffelse på det personlige plan. Gerne være lærd, men også være plastisk ift. Tiden. Dvs. kyndig på de lange linjer og dyb i øjeblikket, professionel og personlig. Og især forstående overfor andres reaktioner på ord, som (især) skubber væk. Ord som "kedelig", for eksempel.

6.9 fra mig. Og det handler jo så om anmeldelsen. Héri iregnet, at en anmeldelse ikke må unødvendiggøre værket. Men jeg savner forståelse for, at "kedelig" ikke nødvendigvis betyder det samme for alle - om end jeg er sikker på, at Erik Skyum har taget en del for holdet - for når ESN keder sig, så kommer jeg aldrig til at læse den; dertil er anmeldelsen for rummelig. Så hér er der altså tale om minuspoint for selvfølgeligheden omkring "kedelig". HVORFOR læser ESN bogen færdig? Fordi han skal. Fordi forfatteren har et projekt, der kan respekteres, måske. Fordi kampen med bogen for nogle er kampen med litteraturen - det svære, der skaber nye baner i hjernen og nye måder at forstå verden på. Og måske er det dét, der ligger i "kedelig" - mere "tedious" end "boring"?

Jeg kommer ikke til at læse bogen. Der er ikke en vej ind til mig. Og jeg læste kun anmeldelsen pga. rammen. (Frekvensen af køn vs vurdering). Ok, dén trækker faktisk op her: Jeg synes, at anmeldelsen netop IKKE havner i det følelsessøbende, hvor "bogen" angives at skulle bære et ansvar for modtagerens følelser. Jep.

7.4/10

Jørgen Christian Wind Nielsen

"Hvad tænkte de allerførste mennesker, når bladene faldt af træerne, og det blev vinter?"

Nu levede de allerførste mennesker jo som bekendt ikke her på vores løvfaldsbreddegrader. De levede i Afrika, omkring Nilens udspring i Uganda, måske Sipi Falls/Sipi Valley, hvor der som bekendt hverken er løvfald, vinter eller fire årstider. Der er regntid og tørtid.

Det tog dem mindst nogle generationer at vandre derfra og op til os, så mon ikke de har vænnet sig til løvfaldet og snakket om det undervejs?

Et noget eurocentrisk synspunkt dér hos Knausgård!