Lad Karl Ove Knausgårds nye roman gøre indtryk som det sære unikum, den er

Det var med overmåde blandede følelser, at jeg efter tre dages læsning lukkede Karl Ove Knausgårds nye mammutroman, andet bind i en planlagt serie på fem. Jeg havde i lange stræk kedet mig fælt og følt, at han spildte min tid, men jeg var samtidig dybt imponeret af hans ordrigdom og idérigdom, og desuden sad jeg tilbage med en besynderlig følelse af at have set ind i en anden verden, som om han havde åbnet en dør og ladet den stå på klem.

Ulvene fra evighedens skov har hentet sin titel fra den russiske digter Marina Tsvetajeva og refererer desuden hyppigt til Rainer Maria Rilke, som i flere tekster udtrykte, at vi bærer vores død inde i os. Knausgård er i slægt med disse to ved at turde stille tilværelsens store spørgsmål såsom: Hvorfor dør vi egentlig? Hvad er bevidsthed? Er hele universet kommet af ingenting? Hvad tænkte de allerførste mennesker, når bladene faldt af træerne, og det blev vinter? De måtte jo være bange, for der var ikke noget, der afslørede, at bladene skulle komme tilbage igen. Og da løvet så kom tilbage, må det have været som et mirakel. Ikke sandt?

Ligesom første bind Morgenstjernen (2020) afsluttes den nye roman med et mirakel eller rettere en uforklarlig fysisk hændelse i form af et mystisk himmelfænomen. Med ét bliver der meget varmt, og en hidtil ukendt sol lyser alting op. Man føler sig næsten hensat til Hergés Den mystiske stjerne, men samtidig virker begivenheden underligt velkendt og konsekvent, eftersom romanen gang på gang har ladet noget besynderligt ske i ellers realistiske omgivelser. Modellen kan minde om Twin Peaks, som forfatteren da også efter eget udsagn er inspireret af. Hans metode er ren maksimalisme: Romanen skal på én gang berøre alt, fra uendeligheden og ned til detaljen, fra handlingen til såvel tanken som eftertanken. Virkeligheden er for ham for kompliceret til at rummes i en enkelt erkendelseskategori.

Knausgårdsk detaljerigdom

Skal man prøve at etikettere Knausgårds litterære strategi, kan man sige, at han definitivt har kvittet autofiktionen til fordel for den fantastiske genre og tilsat lige dele horror og lommefilosofi. Læseren udsættes for stadige skred: fra det realistiske til det overnaturlige, fra det episke til det essayistiske, fra det centrale til det tangentiale, i et genremæssigt, diskursivt og kompositionsmæssigt mix, der er fascinerende at følge og temmelig forvirrende at færdes i.

Desuden spænder bogen vidt både tidsmæssigt og geografisk. Vi begynder i 1977, springer derfra til 1986 og ender tæt på vores egen tid. Først er vi på Sørlandet i Norge, senere i Moskva, indimellem i den russiske provins, ja, undervejs også et sted på Kolahalvøen, i hovedet på en digter, som (på tom mave, uha, uha) har spist bevidsthedsudvidende svampe. Disse kan meget vel på én gang være højst virkelige og stå som indikation på den virkning, forfatteren håber at udøve på sin læser! Men lad mig for overskuelighedens skyld forenkle tingene lidt.

Romanens hovedperson hedder Syvert, har i sommeren 1986 aftjent sin værnepligt og flytter tilbage til sin lillebror og, viser det sig, kræftsyge mor. Faren er død små ti år inden. Med vanlig knausgårdsk detaljerigdom følger vi helten til fodbold, til fest og i køkkenet, men hører også, hvorledes han ude i garagen blandt farens efterladenskaber finder en stak breve på russisk. Det viser sig, at Syvert senior har haft en elskerinde derovre østpå og med hende sandelig avlet et barn, en datter. Alevtina hedder hun og har på nutidshandlingsplanet uddannet sig til læge.

Hende møder Syvert junior så i romanens anden halvdel, en slags litterær remake af reality-serier af typen ’Min ukendte familie’, hvor de to halvsøskende i starten desværre går temmelig meget fejl af hinanden, men gudskelov til sidst har aftalt at mødes igen næste sommer. Nok så betydningsfuldt er det, at broren adspurgt af søsteren til allersidst forstår, at faren måske ikke døde ved en ulykke, men faktisk begik selvmord. Hvilket forklarer romanens indledende scene, hvori en dreng ser en bil ligge i vandet med lysende lygter.

Et fyldestgørende referat af Knausgårds mildt sagt kraftigt omkringslubrende værk ville omfatte nitid parafrase af naturvidenskabelige og humanvidenskabelige afhandlinger flettet ind i handlingen samt redegørelser for, hvordan man i taxa nærmer sig Ruslands hovedstad, og hvordan man steger fisk, så den bliver mør og lækker. Ved siden af sine lange og meget lange ekskurser rummer bogen nemlig et veritabelt mylder af hverdagslige småting. Ikke overraskende spiser romanens russere både blinis og borsjtj. Klichéagtigt måske, men forfatteren udkommer på 35 sprog og er ikke bange for at give folk, hvad publikum vil have.

Et sært unikum

Hvad denne forfatter angår, kan han måske karakteriseres som en besynderlig kloning af en blixensk storyteller og en rodinsk grubler. På den ene side formår han at bringe os ultranært til det levede og vibrerende liv, på den anden side insisterer han konsekvent på at sætte handlingen i stå. Det virker på én gang suverænt og kejtet, fascinerende og bundirriterende. Det er der ikke rigtig noget at gøre ved.

I forrige uge kunne man i nærværende blad læse om en videnskabelig undersøgelse af anmeldelser i danske blade. De vigtigste konklusioner lød for det første, at litteraturkritikken domineres af mænd, og for det andet, at kvindelige anmeldere er tilbøjelige til at bedømme bøger skrevet af forfattere af deres eget køn hårdere, end hvad tilfældet er i anmeldelser skrevet af mænd. Til at måle smagsdom efter smagsdom havde forskerne anvendt stjerner eller hjerter på en skala fra et til seks, men ved to af aviserne, Weekendavisen og Information, havde man indført tvangskvantificering ved hjælp af en til lejligheden konstrueret vinsmagerskala, som gik fra 1 til 100.

Mit spørgsmål bliver nu: Hvor placerer den anmeldelse, du netop har læst, sig på denne århusianske skala? Det burde være umuligt at afgøre. Karl Ove Knausgårds roman spænder fra det ordinære over det ekstraordinære til det infraordinære. Den opsøger det essentielle, men lader det opløse sig i løse ekskurser. Den spørger, hvad virkelighed vil sige, uden nogen sinde at svare, samtidig med at den på bestemte sider, i specifikke passager, føles mere virkelig end noget som helst andet i verden. Lad den gøre indtryk som det sære unikum, den er, og glem så alt om litteraturkritisk tvangskvantificering.

Karl Ove Knausgård: ’Ulvene fra evighedens skov’. Oversat af Sara Koch. Lindhardt og Ringhof, 798 sider, 400 kroner.