Som en af de få har Harry Styles overlevet boybandets kødkværn. Det er her, unge mennesker males til en homogen masse bestående af mange velformede kroppe på hver deres lige generiske facon iscenesat til at forføre masserne. Med varemærker som sixpacks, fugtige læber og inderlige blikke, der er en brunstig labrador værdig.
Det er et absolut fåtal, der har vredet sig ud af denne hakkekødsmasse og har vist sig at have rygrad og mørbrad intakt til at rejse sig selvstændigt. Justin Timberlake fra N’Sync, den noget overvurderede Robbie Williams fra Take That, Michael Jackson fra Jackson 5.
Og Harry Styles, der har gjort sig bemærket ved at glide ind på toppen af hitlisterne med et kækt drengesmil og en køn pigeskjorte. Han var i december 2020 den første mand på forsiden af modemagasinet Vogue, det skete i kjole og jakke. Ja, i det hele taget synes han at gå i alle køns garderobe uden at anstrenge sig for hverken at følge normerne eller være på tværs.
Ubesværet er et kodeord for den 28-årige englænder.
Ingen ømme tæer
Harry Edward Styles søgte ind i den britiske udgave af X Factor i 2010 som solist, men blev indsat i en bandkonstellation i kvintetten One Direction – et navn, han i øvrigt fandt på.
One Direction blev kun nummer tre i konkurrencen, men i mellemtiden er Styles blevet vant til at ligge nummer ét. Først i One Direction, der nød en kernefanskare, de såkaldte Directioners, der rakte ud efter Beatles-hysteriets højder.
I marts 2015 forlod et andet medlem, Zayn Malik, One Direction, og i 2016 gik One Direction i dvale.
Malik fik aldrig en vellykket solokarriere, men det gjorde Harry Styles. Og med sit aktuelle, tredje, i hvert fald opkvikkende album, Harry’s House, fortsætter han sin undersøgelse af, hvad man kan gøre i pop uden at træde nogen over tæerne. En honet ambition. For når lytterne har ømme tæer, så har de sværere ved at danse.
1-2-3-4 og så i den 7. himmel
Groft sagt, kan man sige, at Styles er rigtig god til det fodflyttende og knap så god til det hjertekrammende. Det er uptemponumrene, der sætter ild i Harry’s House, og det er balladerne, der skumslukker det igen.
Det andet nummer, »Late Night Talking«, er en fyndig mellemtempofeelgoodpop. Man synger hurtigt med på det hoftestødende omkvæd, hvor Styles synger parringsharmonier med sig selv og sender parringshormoner til alle andre.
Den efterfølgende ballade »Grapejuice« er især en hyldest til rødvin. Her har Styles og hans to hyppigste medkomponister Kid Harpoon og Tyler Johnson (der også producerer det meste) desværre for travlt med at fornøje sit publikum til at tage ansvar for sangens lovende præ-omkvæd.
Hér tager Styles ellers en smuk vending ned i et mere ædrueligt, dybere mellemtoneleje, men det viser sig desværre at være et tilløb op til enhver ballades heroin: falsetten.
Heroppe roder Styles så rundt uden klart melodisk eller harmonisk formål, blot optaget af at aktivere de pavlovske popreflekser – her tårevædet henførelse.
Han synger kærligt og healende
Til gengæld er der så discofunksagen »Daydreaming«, der løftes af en smågenial korsampling fra Brothers Johnson og deres Quincy Jones-producerede 1978-hit »Ain’t We Funkin’ Now«. Det er tilsat stødende trompeter en Curtis Mayfield værdig, slap-bas, løst svirpende elguitarakkorder og et stramt lilletrommedrevet beat på 1-2-3-4. Flere tal behøver du ikke for at komme i den syvende himmel.
»Cinema« kan også noget med sin discovibe, men den prydes først og fremmest af nogle guitarlicks, der minder om David Williams’ geniale fabelagtige til Michael Jacksons »Wanna Be Startin’ Somethin'« fra Thriller. Her er det så John Mayer, der spiller den ene af to elguitarer.
Harry’s House leger i et vadested mellem 70’er-discoens fyndige dansetrin og 80’er-poppens mere rektangulære funk.
»I’ve never been a fan of change,« synger Styles. Og således fortsætter dekadeplyndringen, som han initierede primært med blik for 70’erne på debutalbummet Harry Styles i 2017. Hør bare Bowie-pastichen »Sign of the Times«.
I dag er også norske A-ha genstand for Styles & Co.’s kreative tyveri. Det sker på »As It Was« med dens – dog slørede – kalkering af beat og synthtema fra A-has klassiker »Take On Me«. Et beat, der også blev brugt af The Weeknd og Max Martin på gigahittet »Blinding Lights«.
Det virker opportunistisk at dyppe snablen i »Take On Me«, men resultatet er en let boblende sag. Endda med et lidt sværere teksttema. »Harry, you’re no good alone / Why are you sitting at home on the floor? / What kind of pills are you on?«
Der bliver også sniffet kokain undervejs på Harry’s House. Og i det hele taget er der en del jagt på ekstase og flugt fra virkelighed. Der er også et persongalleri af vildfarne og tabte bekendtskaber, som han synger kærligt og healende til.
Ungdommen spidser øren
Lukker man øjnene er Harry Styles således et rimelig ufarligt, men o.k. solidt bekendtskab.
Men åbner man dem – og det skal man jo i pop, hvor visuelt image er 90 procent af balladen – så er han o.k. udfordrende. En rimelig ciskønnet herre med hang til blonder og flæser, fjerboa og højhælede sko, lyserød pelsfrakke og taljerede jakker. Elton John er et forbillede, og det undrer ikke. Især 70’erne spøger, og man kan også pege på glamrockens outrerede garderobe og salig David Bowie i samme epoke.
Hans tøjsmag har vakt en del konservativ hån, for ligestillingen har været god ved den drengede pige, men ikke ved den pigede dreng.
Styles’ modeshow ser dog lidt kedeligt ud for en herre, der var teenager i 80’erne og mæskede sig i transkønnede som Boy George, Divine, Marilyn. Homostjerner som Frankie Goes To Hollywood og Marc Almond fra Soft Cell. Eller bare stærkt flamboyante, mangetydige stjerner som Prince, Depeche Mode, Pete Burns fra Dead or Alive eller Adam Ant.
Men det var så også i et kulørt spektrum uden for normalsfæren, at dette foregik.
Omvendtslev, anyone?
I stedet skønsynger og charmer Styles sig til en friere tilgang til at være mand inden for et normalspektrum. Og dermed skaber han en mulighed midt i mainstream.
Han trækker så også langt mere på 90’ernes metroseksuelle mand med fodboldstjernen David Beckham som posterboy. Det var det noget mere forsigtige svar på de tidlige 80’eres transkøns/homo/queer-boom. Metroseksualiteten opretholdt en maskulinitet. Og det gør Styles også. Han ligner en engelsk middelklassedreng, der er gået på togt i sin mors klædeskab. Og der er ikke noget queer-Narnia på den anden side, blot en blid udfordring af det bestående.
Coveret til Harry’s House siger en del. Styles står i vide bukser og pigeskjorte i en stue, der er vendt på hovedet. Han står på loftet, som en lampe stikker opad. Over ham hænger et sofaarrangement. Han vender tingene på hovedet, men de er stadig genkendelige. Omvendtslev, anyone?
Men spektret kan da også være ret så regnbuefarvet hos Styles. Se blot musikvideoen til »Lights Up« fra 2019. Her befinder Styles sig i flerkønnet intimkarambolage og polybefamling.
Din pettingpartner i poolen
Jeg oplever bedst Harry Styles sådan her: Som den funky forfører, den blødeste erotiker i palmernes skygge, din pettingpartner i poolen. »You pop when we get intimate,« som han synger.
Han holder alle skabsdøre åbne. Desværre er hans musik for monomant fokuseret på at ramme det kønne og det lystne. Og især i det kønne felt er han for svag.
Også når han til sidst synger om sit livs kærlighed, som han lod glide fra sig. Det er i en slagfærdig tone, han synger dette. Og det siger måske det hele om ham. Harry Styles har en ubesværet resiliens som få. Det har hans sange bare ikke altid. Nogle bliver vedholdende hængende i øregangene, andre giver hurtigt op.
Harry Styles: ’Harry’s House’ (Columbia Records/Sony Music). Udkommer i dag 20. maj.
Zzzzzzz. Som om, at det er er nyt at udfordre kønsstereotyperne. En god ting, uden tvivl... men ham her får alt for meget kredit for det. Og så laver han ligegyldig musik (som I selv skriver).