Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Man må glæde sig over, hvor præcist og på én gang smukt og morsomt Lea Marie Løppenthin skriver

Lea Marie Løppenthins tredje roman er fuld af pragtfuld skrift, men som læser skal man først og fremmest acceptere en tekst, der ikke vil følge sin hittepåsomhed til dørs, og heller ikke altid har sorteret i sine ideer
Lea Marie Løppenthins nye bog, Livet går over sine bredder, blander myter med hverdag og det hele med en økologisk bevidsthed, der ser døden som en del af livet og livet som noget, der hele tiden antager nye spændende former.

Lea Marie Løppenthins nye bog, Livet går over sine bredder, blander myter med hverdag og det hele med en økologisk bevidsthed, der ser døden som en del af livet og livet som noget, der hele tiden antager nye spændende former.

Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix

Kultur
12. maj 2022

Der kan godt ske ret meget i en roman, uden at det samler sig til en rød tråd eller en overordnet handling, man som læser kan holde fast i. Sådan er det i Lea Marie Løppenthins nye bog, der har den vidunderlige titel Livet går over sine bredder, og som blander myter med hverdag og det hele med en økologisk bevidsthed, der ser døden som en del af livet og livet som noget, der hele tiden antager nye spændende former. På sin egen på én gang rolige og helt kæntrede facon bevæger den sig fra Bruxelles over Maribo til Grækenland. Og gennem komposteringsteknikker, skrøbelige venskaber og behovet for nye begravelsesritualer.

Den bevæger sig så også fra mennesker over guder til det, der i bogen kaldes jordfødte, en slags væsener, der udånder ilt, er lavet af kompost, sveder mudder, når de er liderlige, og går fra baby til voksen på tre år – men ellers stort set er som os mennesker. De ligner os, har følelser og længsler som os, har sex og bliver kærester med os.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her