Der kan godt ske ret meget i en roman, uden at det samler sig til en rød tråd eller en overordnet handling, man som læser kan holde fast i. Sådan er det i Lea Marie Løppenthins nye bog, der har den vidunderlige titel Livet går over sine bredder, og som blander myter med hverdag og det hele med en økologisk bevidsthed, der ser døden som en del af livet og livet som noget, der hele tiden antager nye spændende former. På sin egen på én gang rolige og helt kæntrede facon bevæger den sig fra Bruxelles over Maribo til Grækenland. Og gennem komposteringsteknikker, skrøbelige venskaber og behovet for nye begravelsesritualer.
Den bevæger sig så også fra mennesker over guder til det, der i bogen kaldes jordfødte, en slags væsener, der udånder ilt, er lavet af kompost, sveder mudder, når de er liderlige, og går fra baby til voksen på tre år – men ellers stort set er som os mennesker. De ligner os, har følelser og længsler som os, har sex og bliver kærester med os.
