I mesterstykket ’Måske sjælen’ er det vigtigste ikke angsten for døden, men livets fortsættelse

Rasmus Nikolajsens lille nye bog er skrevet i strofer og med fast metrik, men den er ikke en digtsamling. Selv kalder den sig for en »familieversfortælling«, en betegnelse, der vel placerer Måske sjælen – det hedder den – et sted mellem nutidens autofiktion og i dag helt bedagede værker fra den stilfærdige del af senromantikken: Hjortens Flugt af Christian Winther, Adam Homo af Frederik Paludan-Müller.

Men hvor de var alenlange med uendelige deklamationer, er Måske sjælen kort og let i sit anslag, mere underspillet end bombastisk i sin skønne præcision. Den er næsten som de evigt foranderlige skyer, dens vers hele tiden vender tilbage til, og dens skikkelser ikke kan blive trætte af at betragte.