Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I mesterstykket ’Måske sjælen’ er det vigtigste ikke angsten for døden, men livets fortsættelse

Hverdagens puls og skyernes vekslen viser sig mindst lige så vigtige som det historiske drama i Rasmus Nikolajsens lille mesterstykke af en versfortælling
I Rasmus Nikolajsens nye bog, ’Måske sjælen’, er det vigtige at være del af et liv, der er større end én selv, ikke at konfrontere sig med den død, der er helt ens egen.

I Rasmus Nikolajsens nye bog, ’Måske sjælen’, er det vigtige at være del af et liv, der er større end én selv, ikke at konfrontere sig med den død, der er helt ens egen.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
20. maj 2022

Rasmus Nikolajsens lille nye bog er skrevet i strofer og med fast metrik, men den er ikke en digtsamling. Selv kalder den sig for en »familieversfortælling«, en betegnelse, der vel placerer Måske sjælen – det hedder den – et sted mellem nutidens autofiktion og i dag helt bedagede værker fra den stilfærdige del af senromantikken: Hjortens Flugt af Christian Winther, Adam Homo af Frederik Paludan-Müller.

Men hvor de var alenlange med uendelige deklamationer, er Måske sjælen kort og let i sit anslag, mere underspillet end bombastisk i sin skønne præcision. Den er næsten som de evigt foranderlige skyer, dens vers hele tiden vender tilbage til, og dens skikkelser ikke kan blive trætte af at betragte.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her