Vi er stadig i gang med at finde ud af, hvem ham David er. I romanseriens første bind (og i romanens nutid, 2006) indrykkede han og hans plejere en annonce, hvori de bad dem, som kendte ham, om at genskabe hans tabte hukommelse. Det affødte en strøm af breve og historier. Og en flodbølge af hinanden modstridende portrætter af både David og den skrivende selv.
Det modsætningsfyldte i karakteren fortsætter langt ind i seriens tredje bind, ikke engang til allersidst på side 1.300 og noget er billedet helt klart. Romanens tågede, sært amorfe menneskelandskab er det stadig fascinerende at være på rejse i, selv om fortællerne og hovedkaraktererne – foruden David selv er det hans ungdomskæreste Susanne og Marius, hvis relation til David jeg ikke vil røbe lige nu – er en mere blegsottig standardvare end mange af forgængerne. Med fare for at gå i eksotismens fælde: Jeg savner proletaren og bøllen Tom Roger, jeg savner Davids helligfrans af en stedfar, jeg savner ikke mindst bedstefaren og drukkenbolten Erik og hans makker og sjæleven, onkel Albert.
