Alt er relativt. Storby er måske så meget sagt, når det gælder fortidens danske hovedstad. Københavns fysiske grænser i århundreder fra de første vage spor af aktivitet lå temmelig fast mod sund og vige og søer og sumpland indefter foran de høje brinker ved Frederiksberg, Valby, Bellahøj og Brønshøj.
Længe har eftertiden forestillet sig, hvilket idealt sted for oldtidens samlere og jægere således at slå sig ned i et landskab, der kan have lignet den strækning, man passerer på vej til Louisiana lige til højre for Nivå, hvor kysten flader ud med dunhanner, siv og rør og den lige vej ud i fiskeriet.
Det passer bare ikke, så enkelt er det ikke: Oldtidens Storkøbenhavn lå længere inde i landet, kysten blev mere besøgt for fiskenes skyld, end at man foretrak at bo med tæerne i vand. I det store og hele.
