Tør du se et teaterstykke, der handler om sadistisk sex og kannibalisme? Og er du mest til pisk eller til kniv? Det er nogle af de intime spørgsmål, som dukkede op i teaterdebatten sidste uge.
Ved premieren på Kannibalen i Skuespilhuset var der ifølge mine anmelderkollegers beretninger både en tilskuer, der fik et angstanfald – og en anden, der kastede op. Den slags skete dog ikke den aften, hvor jeg sad med på tilskuerpladserne. Jeg hørte godt nok flere gymnasieelever diskutere, om de overhovedet turde se forestillingen. Men der var kun en enkelt tilskuer, der måtte hjælpes diskret ud undervejs.
Til piskeslagene i O’s historie på Husets Teater var der slet ingen, der følte sig nødsaget til at forlade teatersalen. Til gengæld var der flere ivrigt kyssende tilskuerpar. Disse sexforestillinger tiltrækker tydeligvis et stort publikum.
Kannibalen blev der snakket en del om i 4.division. Men uden at nævne navne og i fald ikke dramatikeren. Jeg lyttede nemlig intenst fordi Anders Garfield ganske kort efter historien blev kendt skrev et lille skuespil om det som blev spillet af to skuespillere ved Skuespillerskolen på Odense Teater.
4.division plejer da at nævne navne. Hvorfor ikke her. Jeg har en teori der ikke egner sig til tryk. Håber der er en bedre forklaring.