Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Omstigning til paradis’ er en skræmmende troværdig forestilling om voldtægt og offerreaktioner

Skuespilleren Nanna Bøttcher rummer alle aspekter af den krænkede Blanche i den eminente teateropsætning af ’Omstigning til paradis’ på Aarhus Teater. Hun er drivkraften for det stærke ensemble: Smuk, panisk, løgnagtig – og skræmmende troværdig
Skuespilleren Nanna Bøttcher betager og foruroliger i rollen som den neurotiske og fallerede Blanche i ’Omstigning til paradis’ på Aarhus Teater.

Skuespilleren Nanna Bøttcher betager og foruroliger i rollen som den neurotiske og fallerede Blanche i ’Omstigning til paradis’ på Aarhus Teater.

Rumle Skafte

Kultur
10. maj 2022

Kan teater være som en vågen drøm? Ja. De bedste forestillinger kan blive så stærke, at de kan være svære at ’vågne’ fra. 

Omstigning til paradis på Aarhus Teater er sådan en forestilling. En suveræn forestilling, der både er fantastisk og forfærdelig. En teaterforestilling, der beskriver et følsomt menneske i frit fald – og hvordan alle omkring hende rives med ned i krænkelsen, volden og misbruget. En brændende aktuel fortolkning af en klassiker, hvor alle udtryk flettes til en enhed: Ordene, scenografien, lyset, musikken – og de skuespillere, der skaber fortællingen.

Historien er grum: Den fallerede rigmandsdatter Blanche dukker op hos sin gravide lillesøster Stella, der nu bor lykkeligt, men fattigt sammen med sin polske machomand Stanley under ret primitive forhold i New Orleans. Men hemmelighederne om Blanches fortid afsløres, og konfrontationen er uundgåelig …

Folde ud-seng til gæster

Iscenesættelsen af den norsk-amerikanske instruktør Peer Perez Øian formår at fastholde en stærk suspense hele vejen gennem forestillingen, der funkler med personinstruktioner af smertefuld menneskeklogskab. Scenografen Franciska Zahle har ladet denne sydstatsforestilling foregå i et helt hvidt rum, omtrent som et spartansk indrettet trailerhjem med køleskab til colaerne og gemmested til whiskyen – og ellers bare en sovesofa med bedrollers og folde ud-seng til gæster. Det er råt.

Her følger lyset de vilde skift i personernes sindstilstande i Jim Falks nerveklikkende lysdesign, ligesom katteslagsmål og truende togtuden blander sig med replikkerne i Kim Engelbredts symbolske lyddesign. Og komponisten Gaute Tønder har skabt versioner af amerikanerklassikeren ’Blue Moon’, så tilskueren aldrig mere vil kunne høre denne sang uden at tænke på denne trøstesløshed. For der er dømt ’white trash’ i beskrivelsen af disse rigdomsforlorne hvide i et fattigt indvandrer-USA, hvor selvjustitsen er det eneste, man kan regne med.

Sjælden medfølelse

Skuespillerensemblet spiller så voldsomt, at det slår luften ud af kroppen på tilskueren. Den nervesvage Blanche spilles af Nanna Bøttcher. Hun træder ind på scenen med stor hat og selvsikre attituder. Men så griber hun ud efter flasken og sine strålende løgne. Nanna Bøttcher har alle den neurotiske kvindes udtryk på sin skuespillerpalet: Den storskrydende, den frygtsomme, den forfængelige, den egomane, den begærlige, den hysteriske … Det er uhyggeligt følelsesstærkt skuespil.

Nanna Bøttcher er drivkraften for hele det exceptionelt stærktspillende ensemble. Mette Døssing formår at rumme alle disse blakkede følelser som lillesøsteren Stella. Mette Døssing har en sjælden evne til at vise medfølelse. Selv når storesøsteren opfører sig allermest nedrigt over for hende, bærer hun over med hende. Hun rejser sig endnu en gang med sin mere og mere gravide mave og trisser hjælpsomt afsted efter endnu en drink til sin søster. Subtilt og underdrevet – og på bare fødder, der er vant til at tage sig i agt for smadrede flasker. Hun smiler også igen og igen til sin alt for muskelstærke mand, når han endnu en gang insisterer på en omgang poker med vennerne. Beundrende.

Jacob Madsen Kvols bevæger sin tatoverede krop som et rovdyr. Han er krævende, men kærlig over for sin Stella. Og når sprutten har gjort sin virkning, taler han lige ud af posen og læner sig truende frem mod den fremmede – stolt og hævnparat i hver eneste dirrende muskel af sin udnyttede arbejderkrop. Interessant nok formår han at udtrykke enkle, klare ord for sine begærsfølelser over for sin kæreste – og om ’de kulørte lamper’, som han kalder deres lidenskabelige kropsmøder på lagnet i Louise W. Hassings levende og opfindsomme oversættelse. Hun har også valgt fine ord for Blanches drømmeverden: »Jeg vil ikke have realisme. Jeg vil have magi!« som Blanche siger det.

Den venlige fremmede

Hos disse skæbnebefængte mennesker dukker naboer og venner så op. Christian Hetland spiller den godtroende singleven Mitch med så kærlig naivitet, at det næsten ikke er til at holde ud at se på, hvordan han kæmper med at holde alle sine sårede følelser tilbage. Da alt er værst, stiller han sig op til den gammeldags ’Elvis’-mikrofon og synger sin smerte ud med sand croonerlyd i forestillingens selvbestaltede rockband.

Den friske Carla Eleonora Feigenberg spreder godt humør i al ulykken i sin betragterrolle som nabo, og Viktor Pascoe Medom spiller selvoptaget drukven med heftige udråb og maskuline klicheer. Og den nyuddannede Lukas Toya overrasker med en særlig blidhed som den venlige fremmede, der formår at række hånden ud til Blanche.

Livsløgnen og nerverne

Moralsk set var Tennessee Williams’ historie om den begærstyrede Blanche og hendes mange mænd ret chokerende i 1940’ernes USA. Netop den del af fortællingen virker næppe rystende mere – og slet ikke i Danmark. Her gælder det mere historien om Blanches ydmygelser og hendes vanvid – skabt af de overgreb, hun ikke kan komme sig over. Dermed bliver forestillingen også et komplekst indlæg i debatten om #MeToo – om voldtægtens logik og om offerreaktioner i det hele taget.

I Vildanden skrev Henrik Ibsen, at man ikke må tage livsløgnen fra et menneske. I Omstigning til paradis viser Tennessee Williams, hvad der sker, hvis man gør det. Og på Aarhus Teater gennemlever Nanna Bøttcher fornedrelsen hos Blanche. Da Blanche vakler af sted hen mod slutningen, ses hendes livskamp alene i den dirrende måde, Nanna Bøttcher flytter sine ben på: Med nervespændte, generte og nysgerrige skridt – under et blik af opflammende lys som hos en diva.

Det er sublim skuespilkunst. Det er omstigning til en vågen teaterdrøm.

’Omstigning til paradis’. Tekst: Tennessee Williams (’A Streetcar Named Desire’, 1947). Oversættelse: Louise W. Hassing. Iscenesættelse: Peer Perez Øian. Scenografi: Franciska Zahle. Musik: Gaute Tønder. Lysdesign: Jim Falk. Lyddesign: Kim Engelbredt. Varighed: Tre timer og 15 minutter. Aarhus Teater, Scala. Spilles til den 4. juni 2022.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her