Lige siden musikredaktøren pænt spurgte mig, om jeg havde lyst til at anmelde Bonnie Raitts nye album, Just Like That …, har der boet en sang i mit hoved, som ikke virker til at have i sinde at flytte ud lige foreløbig. Den dukker frem, idet jeg vågner, vender løbende tilbage i løbet af dagen, og blander sig i rytmen fra min tandbørste, når jeg gør klar til at gå i seng om aftenen (ja tandbørster har et uudnyttet potentiale i disciplinen luftguitar).
Det er et af Raitts største hit »Something To Talk About« fra 1991, og det er ikke underligt, at det indbragte den i dag 72-årige sanger og bluesguitarist en Grammy for bedste kvindelige popvokal over navne som Mariah Carey og Whitney Houston. For det er virkelig et eksempel på, hvilken magt en ørehængende melodi og et godt omkvæd kan have. Også selv om Raitt med sin let hæse røst er en meget anderledes vokalist end Carey og Houston.