Egentlig regnede forskeren Franz Walter (Lars Eidinger) med, at det ville kræve et års udstationering til et forskningsprojekt i udlandet plus cirka 20 år, hvor røven skulle knokles ud af bukserne, hvis han overhovedet skulle komme i nærheden af det professorat, han drømmer om.
Men bedst som hovedpersonen i Franziska Stünkels intense historiske drama På nært hold har placeret sin håndbagage på bagagehylden i et fly til Etiopien, hvor han skal gøre tjeneste i et år, dukker en fremmed mand op og beder ham følge med ud af flyet. Udlandsrejsen er aflyst, og et professorat i den ikke nærmere definerede videnskabelige disciplin, han arbejder inden for, er hans, når den nuværende professor går på pension om et år. Franz Walter kan ikke tro sit eget held, før de repræsentanter for DDR, der overbringer ham de glade nyheder, henkastet nævner betingelsen. Indtil professoratet bliver ledigt, forventer de, at han som en god østtysk borger påtager sig at arbejde for Stasi.
Året er 1981, og det er vel, hvad man kan forvente, lader Franz Walter til at tænke. Stolt er han ikke af at skulle overvåge sine medborgere, men muligheden for at skabe et privilegeret liv med sin kæreste, Corina (Luise Heyer), i en efter østtyske standarder topmoderne lejlighed, opvejer i første omgang skruplerne. Og skrupler har Franz Walter, men trangen til at gøre sit bedste tager overhånd, og snart får han både større ansvar og store problemer med sin samvittighed.
Undertrykt fortrydelse
Gustenbleg og gråbrun er de dominerende farver i På nært hold, og undertrykt fortrydelse er det, man ser mest af i Lars Eidingers karakteristiske ansigt, der bærer en stor del af filmens scener. Franz Walter er en fiktiv figur, men filmen er inspireret af historien om Werner Teske, der som den sidste DDR-borger, man kender til, blev henrettet i 1981. Spørgsmålet er ikke, om det mon går galt, men hvordan det går galt, og hvem det går ud over. Franz Walters primære opgave er at få en afhoppet stjernefodboldspiller til at vende tilbage til Østtyskland. Makkeren, Dirk Hartmann (Devid Striesow), udstikker ordrerne og viser ham, hvordan man snyder systemet og stikker nogle af de penge, man har fået af Stasi til at bestikke sig frem, i egen lomme. Snedigt nok, for så har de også noget på hinanden, hvilket kan være befordrende for den indbyrdes loyalitet.
Fordi Stasi ikke skyer nogen midler, får forsøget på at hale fodboldspilleren tilbage i folden store konsekvenser for mange mennesker. Efterhånden som Franz Walter får kolde fødder, bliver det sværere at regne ud, hvad der er løgn, og hvad der er sørgelig sandhed. Filmen igennem hører man kun den musik, karaktererne selv hører, og hen mod slutningen bliver musikken en vigtig del af historien, fordi den gør det muligt at hviske ting til hinanden, som skjulte mikrofoner ikke kan opsnappe. Filmens smukkeste scener viser Franz og Corinas mumlende og nonverbale forsøg på at kommunikere ærligt uden at risikere for meget.
Modsat hovedpersonen i den vel nok kendteste filmskildring af en Stasi-agents kvaler, De andres liv (2006), er Franz Walter ikke en dedikeret og systemtro overvågningsofficer. Han er bare en mand med ambitioner og en moralsk integritet, der godt kan bøjes, men kun til et vist punkt. Franziska Stünkel bruger sine filmiske virkemidler begavet og præcist, og af disse virkemidler er Lars Eidingers udtryksfulde ansigt det mest imponerende.
’På nært hold’ – Instruktion og manuskript: Franziska Stünkel. Fotografi: Nikolai von Graevenitz. Længde:116 minutter. Biografer over hele landet.
