Popstjernen Medinas krop gør regnskabet op i ny, strålende dokumentar

»Stil ind på din dreng,« siger osteopaten til Medina.

Den dansk-chilenske popstjerne stiller blikket på uendeligt for at tænke på sit første barn. En tåre dukker op i hendes ene øjenkrog.

Hvad kan drengen, vil osteopaten vide.

»Han elsker mig uden at dømme,« svarer Medina.

Domme har hun fået rigeligt af, 39-årige Medina Danielle Oona Valbak. Og det demonstreres til overflod i Kasper Astrup Schröders strålende dokumentarfilm Medina, som interesserer sig for grænsesætninger, kroppens regnskabsføring, helingsprocesser, tabloid sadisme og menneskelig omsorg.

Der anlægges et terapeutisk blik på Medina, og hele fortællingen former sig ikke kun som en konfliktløsning i tre akter, men som en helingsproces for en kvinde, der fik alt det, hun ønskede sig gennem det, hun elskede: musik.

Men dét, der har gjort hende allermest glad, har også gjort hende allermest ked af det. Og været tæt på at knuse hende i stjernepoppens supernova.

Kasper Astrup Schröder kendte Medina, inden hun blev berømt, og som dokumentarist nyder han adgang til nogle af de mest intime rum i hendes liv. Psykoterapeutens praksis, osteopatens briks, fødestuen.

De steder, som sladderpresse og stalkere (ikke nødvendigvis den store forskel) har haft våde drømme om at besøge. Men som her bliver tilgået med finfølelse fra Schröders side og også en vis kontrol fra Medinas side – idet det trods alt er trygge terapeutiske eller private rammer.

Men det er ikke en kontrol, der afholder hende fra at miste den følelsesmæssige stabilitet i situationerne. Hun græder, hun erkender dybereliggende konflikter, hun kommer langsomt tættere på en heling.

Søsterens skizofreni

Medina blev født 30. november 1982 og voksede op under fødenavnet Andrea Fuentealba Valbak i Vejlby Vest i Aarhus. I et fotoalbum ser vi hende som spæd. På et andet foto har hun klippet sit hår selv – og også nabodatterens, fortæller hun.

Hun beskriver det som en lykkelig og kreativ barndom i et rækkehus med musikrum i kælderen, hvor forældrene øvede med deres band. På et foto sover hun trygt på en madras i musiklokalet. Nogle sort-hvide foto fra 1991 viser hendes første koncert med Rocktøserne. De skiftedes til at synge og spille på bas, trommer, keyboard.

Hun har to søskende, en storebror, Carlos, som ikke medvirker i filmen, samt lillesøster Michala, der lider af skizofreni. I den første scene med lillesøsteren fortæller denne, at hun har det o.k. for tiden. Hun ser stadig mennesker, der ikke er der, men hun har det o.k. med det. Da hun fik flest piller, slugte hun 64 om dagen. Senere i filmen skærer hun sig i håndleddene.

Det er et brat socialrealistisk skifte i dokumentarfilmen, hvor Medina skifter rolle fra stærkt kontrolleret, perfektionistisk stylet popstjerne til et menneske med ansvar for noget, der er uden for hendes kontrol. Og som i kriseperioder medfører faste besøg på den lukkede afdeling.

En spækhugger udånder

Men Medina er jo også glamour, haute couture, stjernestøv, megahits, MTV-/Zulu-/DMA-statuetter samt ikke mindst tabloidhysteri, ikke sandt?

Med gennembrudssinglerne »Kun For Mig« og »Velkommen Til Medina« blev hun i 2008 ægte popstjerne – og dermed ægte jaget vildt.

Dokumentarfilmen begynder med, at Medina beskriver en drøm, hun har haft.

Hun er i SeaWorld, og der er en spækhugger, der skal optræde. Men den opgiver, ligger bare og ser på hende. Træneren raser og vil have den i gang igen. »Så kigger den på mig og dør.«

Se, det kræver jo ikke et forkromet drømmetyderdiplom at forstå, at det er en kvinde under heftigt karrierepres, der drømmer den slags.

Og modstandene fra omverdenen bliver da også hurtigt efter hendes gennembrud store for vores heltinde.

Som veninden, skuespilleren Julie Zangenberg, også pointerer, har tabloidpressen et fast narrativ klar til enhver ny stjerne. Det er en udnyttelsesstrategi i to akter. 1) De bygger dem op med euforisk spytslikkeri. 2) De river dem ned i en nådesløs blodrus.

Jo højere de kan bygge dem, jo større er braget, når de river hele lortet ned igen. Og fortællingen kan eventuelt gentages flere gange, hvis stjernen er gjort af et særlig sejt stof og samtidig ikke har formået at lære af livet.

Dertil kommer, at sladderpressen altid lige har et ekstra gear, når det kommer til kvindelige stjerner. Der er altid muligheden for at udskamme deres kroppe, deres romantiske forbindelser og deres seksualitet.

I collager vises tabloidudklip med ord som »billig tøjte« og »talentløs cougar«.

’Jeg er så ked af at være her’

Sladderjournalisternes hetz når blodeuforiske højder, da Medina bliver kæreste med en anden ung popstjerne, Christopher, og de så går fra hinanden igen. Ifølge dokumentaren bygges der efterfølgende en løgnhistorie op om en relation til en tredje popstjerne, Xander Linnet.

Det har altid været kvinden, der fik skylden i musikmytologien, mens det i reglen bare har været synd for manden. Det var Yoko Onos skyld, at Beatles gik i opløsning. Det var Courtney Loves skyld, at Kurt Cobain blev heroinjunkie. Og det var Britney Spears, der var en kold bitch, fordi hun knuste Justin Timberlakes hjerte. Altså ifølge en misforstået, forløjet eller ensidig folklore – der har det med at have en sexistisk slagside til kvindekønnets ulempe.

For Medina kulminerer det i Københavns Lufthavn i 2013, hvor hun bryder sammen. Hun græder, ingen trøster hende. Folk kigger bare og tager billeder, fortæller hun.

En ven skal hente hende og skanner ankomsthallen. Der er ingen. Men da hun kommer ud, hiver en række pressefolk kameraer frem fra under deres overtøj og knipser løs.

Hun reagerer voldsomt. Hun river en kvindelig Se & Hør-journalist, der har jagtet hende i tre år, i håret. Det er der også foto af i dokumentaren.

En fotograf besinder sig i situationen og siger: »Undskyld, jeg er så ked af at være her.« Og går.

Det er en historie, vi har set med Whitney Houston, Amy Winehouse, Britney Spears. Kvindelige popstjerner, der er blevet ødelagt af mediepresset.

Og dokumentarfilmen, hovedpersonen og instruktøren sender et ætsende anklageskrift mod den iskolde udnyttelse af mennesker, som tabloidpressen rutinemæssigt eksekverer.

Der er også en anden slags syge jægere på spil. Nemlig stalkere, der er svære at gøre noget ved. Selv når de er røget i fængsel, kommer de jo ud igen. En af dem brænder hendes daværende kærestes bil af, en anden sniger sig ind i hendes hjem, hvor hun ligger i Medina og kærestens seng og venter på sit idol.

En anmelder ’outes’

Så bliver hun gravid, og så mister hun sit barn. Måske – som hun selv mener – grundet det enorme psykiske pres, hun var under i perioden. Det er en indirekte anklage mod stalkere og sladderpresse.

Der langes i det hele taget ud. Og det er en tricky balance, der truer med at kæntre, da de outer en særlig brutal, mandlig anmelder til sidst i dokumentaren – dog uden navns nævnelse. De viser ham i forstenet positur med notesblok ved en Medina-koncert i Tivoli.

Man kan argumentere for, at han får igen af sin egen medicin. At hans mediemagt, som han har misbrugt til at svine kvindelige kunstnere til, fortjener et svar fra en af de angrebne. Men man kan også diskutere, om det at oute ham ikke er at give ham for meget plads – eller måske endda gå ind på smudspressens beskidte præmisser?

Heldigvis ser det ud til, Medina har format til ikke (som det er set med amerikanske superstjerner) at pudse sin hær af superfans, de såkaldte Medivas, på den klikglade, fornærmelsesparate anmelder.

Kroppen sender konkursbegæring

At se en kvinde trække sig væk fra branchen og søge ind i terapiens helingsprocesser – som både foregår i samtale og i krop – gør Medina til en medrivende dokumentar.

»Lige nu er vi bare med venstre fod,« siger osteopaten Gorm Alex Petersen, mens han masserer denne kropsdel. Hvad foden fortæller hende er, at hun har følt sig ensom. Så giver han hende mavemassage og spørger, hvordan det føles. »Jeg har lyst til at frastøde dig,« siger hun.

Det er ikke en overraskende, grænsesættende melding set i lyset af alle de grænseoverskridelser, hun har været udsat for af presse og stalkere.

Jep, det er kroppen, der holder regnskab. Og nede i den fod og nede i den mave, kan der gemme sig alskens traumer og undertrykte følelser.

Det er således en dokumentar, der giver indblik i nogle af de terapeutiske muligheder, som popstjerner, men også almindelige mennesker, har for at forsone sig med sig selv og det, der er sket for én.

Det er også kroppen, der sender en klar konkursbegæring til Medina, da hun optræder i Tivoli i 2017. Hun hører dårligt på det ene øre, alt lyder falsk for hende. Og hun synger uden styrke. Og til sidst besvimer hun på scenen. Det er hendes redning, at kroppen siger stop, for ellers havde hun bare fået det værre og værre både fysisk og psykisk.

Herefter kommer helingen, og pludselig kan kroppen det hele. Hun får endelig et barn med sin ægtemand, der i øvrigt præsenteres meget sent i dokumentarfilmen (det er jo hende, det handler om).

Det er en sejr over de ydre omstændigheder, som har flået i hendes indre.

Det lykkes Kasper Astrup Schröder at tegne et respektfuldt, intimt – omend måske lidt for ukritisk – portræt af en kvinde, der overlevede at blive mediemassakreret.

Men Medina er ikke udelukkende et portræt af en kvindes og popstjernes genrejsning, den er også et genmæle. Ikke alle kan se denne dokumentar uden at få røde ører.

’Medina’ – Instruktion, manuskript og fotografi: Kasper Astrup Schröder. 100 minutter (Biografer landet over ved særvisninger 3., 10. og 11. maj).

En længere, udbygget og anderledes redigeret tv-udgave i otte afsnit med titlen ’Medina – Hele min historie’ har premiere med første afsnit 5. maj på Kanal 5 og Discovery+