Lad os springe lige ind i en tidlig scene i Geeti Amiris (født 1989) over 400 sider lange romandebut Mosaik. Altoverskyggende hovedperson og jegfortæller Dunya er med sin roomie Agnes på Ølsnedkeren på Nørrebro i København for at fejre, at Dunya er blevet færdig med læreruddannelsen. Scenen er som det meste af romanen skrevet ved hjælp af replikker. Dunya skal finde ud af, hvad hun nu skal, arbejde eller rejse? Men lige der på Ølsnedkeren er hun faktisk mere optaget af en fyr ved nabobordet. Hun venter, til han siger noget, han siger: »Jeg tænkte på, om I havde lyst til at sætte jer sammen med os?«
Replikken transporterer de to kvinder over til nabobordet. Her fortsætter dialogen:
Havde ellers set frem til denne debutroman. Suk.
Læser anmeldelsen her den 25. maj men datoen i artiklen siger 3. juni.
Den kunne måske blive god, den er jo bare ikke færdig! Måske har forfatteren manglet viden om skabelsesprocesser, hvor man jo først verbaliserer og så skærer fra?
Det burde forlaget have hjulpet hende med.