Det var Pia Juul, der i sin tid vakte min interesse for Sylvia Plath. Hun havde oversat Plaths ægtemand Ted Hughes’ Fødselsdagsbreve i 1999 og gav et interview i radioen, hvor hun forklarede, at det var hendes nyfigenhed i forhold til parret Plath og Hughes, der fik hende til at læse Hughes’ digte om hans liv sammen med Plath. De to var stormfuldt gift fra 1956 til 1962 og boede først sammen i hendes Amerika og Boston, og siden i hans England, i et myldrende litteratur-London og siden i en drøm om livet på landet i Devon. Sylvia Plath begik selvmord som 30-årig i 1963, inden da havde hun haft flere selvmordsforsøg.
At Pia Juul brugte det sjældne ord ’nyfigenhed’ og ikke det almindelige ’nysgerrighed’ ophøjede det at beskæftige sig med personen bag værkerne til noget særligt. Det var tilladt at snage, nu det kom fra Pia Juul. Pia Juul, der i sin tid, mens hun skrev digtsamlingen i brand måske, selv havde læst Plaths digte intenst og mærket friheden og opdaget, at poesien kunne mere, end hun hidtil havde vidst.
