Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Torrey Peters’ roman om queer familiedrømme i New York er stor romankunst

Hvis Jane Austen havde skrevet en roman om transkvinder, der drømmer om moderskab, så ville den måske være halvt så god som ’Detransition, Baby’. Torrey Peters’ prisbelønnede roman om en forsøgsvis transfamilie i New York leverer store grin og smæk til alle
’Detransition, baby’ er en bog om transkvinder, detransitionering og queer familiedrømme i New York. Men det er først og fremmest en bog for alle mennesker, der har drømt om frigørelse, men haft svært ved at udleve den i praksis.

’Detransition, baby’ er en bog om transkvinder, detransitionering og queer familiedrømme i New York. Men det er først og fremmest en bog for alle mennesker, der har drømt om frigørelse, men haft svært ved at udleve den i praksis.

Vincent Tullo

Kultur
27. maj 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Jeg synes ellers aldrig, at ting lever op til forventningerne, men denne gang må min pessimisme gøres til skamme. Detransition, Baby er en nyklassiker, og det er jeg slet ikke den første til at udråbe romanen som.

Den amerikanske forfatterinde Torrey Peters’ (f. 1981) debut har allerede taget den engelsksprogede verden med storm og modtaget den prestigefyldte PEN/Hemingway-debutantpris.

Detransition, Baby er en fortælling om transpersoner, familiedrømme kønsidentitet, men med så nuancerede, sjove og irriterende karakterer som dem, man finder her, kunne Torrey Peters have underholdt mig med hvad som helst.

Tag nu en kapitelåbning som denne, der har en overfladespænding som et stykke chick-lit, men hvor afmagten hele tiden er ved at bryde igennem: »Hvis du er transkvinde og kender mange andre transkvinder, går du ofte i kirke, for det er i kirken, man holder begravelser. Hvad ingen ønsker at indrømme om begravelser, hvor det jo er meningen, at man skal føle sig knusende trist over at være en transkvinde blandt for tidligt døde transkvinder, er, at begravelser for døde transkvinder rangerer blandt sæsonens vigtigste sociale begivenheder.«

Så er vi ligesom i gang. Detransition, Baby er et trekantdrama talt i kroppe, men noget nærmere en seks- eller syvkant, hvis vi tæller identitetsflåder i søkamp: Transkvinden Reese er midt i trediverne, men sidder fast i dårlige servicejob og forbitrelse. Hun drømmer om at blive mor – en drøm, der har været lige ved at gå i opfyldelse, da hun var i et lesbisk forhold med transkvinden Amy. Men Amy har transitioneret tilbage til at være cismand og går nu under navnet Ames. Det ødelagde forholdet.

Nu har Ames gjort ciskvinden Katrina, der modsat de to hvide transpersoner har asiatiske rødder, og desuden også er Ames’ chef, gravid. Ames’ løsning på den uventede konstellation, hvor han vægrer sig ved at indtage rollen som patriark, er at spørge ekskæresten, Reese, om hun vil være tredje ben i en familietrekant. 

Allerede her er lagt i gryden til forsmåede følelser, løgn, selvforagt og ubærlig jalousi over at se en ciskvinde være i tvivl om, om hun vil have det foster, der gror i hendes livmor, en livmor, transkvinden Reese så brændende ønsker sig. 

Peters lader kønsrollerne, som det mulige familieskab sætter på spidsen, gennemlyses fra tusind sider. Ikke ved at gøre sine personer til emblemer for »transhed« eller andre minoritetsessenser, men ved at lade dem blive hele mennesker – og hele mennesker er som bekendt sammensatte. Af ydre, indre, kønsmæssige og ikkekønsmæssige forhold. 

Reese, Ames/Amy og Katrina er på skift som Jane Austens heltinder, der kan være alt for stolte til at indrømme deres kærlighed, de kan være så tragisk næsvise, selv om de egentlig drømmer om nærvær. Peters’ karaktertegning er så kærlig og skrap, at Detransition, Baby minder mig om at læse Gustave Flaubert, når hans ironi er allermest uafgørlig og dermed allermest på karakterernes side. For hvad er mennesker, hvis ikke i evig konflikt med sig selv?

Empatisk skældud

Perspektivet i romanen skifter mellem Reese og Amy/Ames, som omtales som Amy eller Ames, alt efter hvor i forhold til detransitionen vi er. Tricket ligger i at fortælle i tredje person, men lade fortællerstemmen blive smittet af de selvbedrag og pseudologikker, den hovedperson, der er i fokus, fortæller sig selv. 

Reese er bedrevidende, sprudlende og smuk, men også dybt ironisk, tydeligvis i et forsøg på at skærme sit hjerte mod flere skuffelser. 

Ames, derimod, er ikke engang påtaget selvsikker. Først transitionen, og så erkendelsen af, at livet som transkvinde var for hårdt, har udhulet ham i en sådan grad, at han ikke længere har noget holdepunkt. Sin forvirring forklarer han i lange tirader om, at han ikke vil suges ned af »kernefamiliens tyngdekraft«. Men en af Ames’ resignerede nøglereplikker lyder samtidig: »Transkønnede transitioner netop, fordi kønsidentitet betyder så helt utroligt meget.«

Tiden måles i tid før eller efter undfangelsen i Katrinas underliv: Barnet, reproduktionen, som et slags nulpunkt, der sætter alt, hvad de tre mennesker har fortalt sig selv og andre om sig selv, på prøve.

Detransition, Baby er ofte ironisk, men altid empatisk. Det indebærer blandt andet, at alle har lige meget ret til at være et røvhul – også ciskvinden Katrina, der bliver sat på plads, men også selv får lov at levere et par bredsider:

»Du er så sikker på, hvordan det hele er, hvordan det skal gøres,« snerrer hun af Reese, da de forsøger at finde ud af, hvordan de kan være mødre sammen. »Men den måde, du gør tingene på, munder ud i begravelser.«

Alle får rap over fingrene, men i en utrolig elegant prosa og i et bogstaveligt talt æggende forplantningsplot, der holder alle kønsspændingerne i kog. 

Vidnesbyrd for eftertiden

Det er i høj grad oversætter Siri Ranva Hjelm Jacobsens fortjeneste, at romanen glider så lydefrit ned. En mindre kyndig ordsmed havde gjort slangapparatet tungt og tidstypisk. Hjelm leverer ikke nogen ordbog til transmiljøets jargon, men gør bare Peters’ sætninger smidige og historien så slagfærdig, at romanen kan stå for eftertiden.

For jeg håber i mit stille sind (hvilket kynikeren Reese helt sikkert ville sige var typisk for en hvid heterocis som mig), at det at være transperson om 10-20 år ikke vil indebære så megen smerte, som det gør i Detransition, Baby. På den måde bærer romanen vidnesbyrd om transeksistens i begyndelsen af det 21. århundrede.

Detransition, Baby vil imidlertid overleve som mere end påmindelse, fordi den er en uhørt rig udforskning af, hvor svært det er at blive et helt menneske – og blive ved med at være det.

Det er en bog om transkvinder, detransitionering og queer familiedrømme i New York. Men det er først og fremmest en bog for alle mennesker, der har et køn. Egentlig bare for alle mennesker, der har drømt om frigørelse, men haft svært ved at udleve den i praksis. En bog om ideal versus virkelighed, om ærlighedens pris og tilfældets mulighed.

Alle menneskelivets store eksistentielle dilemmaer, nu endelig set med nogle andre end unge, granatchokkede Hemingway-mænd i hovedrollen. En dannelsesroman ikke kun for unge søgende sjæle, men for familiedannelse og fællesskaber i alle livets aldre. Faktisk bare: stor romankunst.

Torrey Peters: ’Detransition, Baby’. Oversat af Siri Ranva Hjelm Jacobsen. Gads Forlag, 360 sider, 250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her