I grunden er det sjældent, at man får en allegorisk roman mellem hænderne. Men sådan en bog er den finske mumitroldskaber og forfatter Tove Janssons Den ærlige bedrager.
Romanen, der er en del af Janssons voksenforfatterskab, udkom i 1982. Den føles hverken bedaget eller fremsynet. I stedet er det, som om den både i handling, tone og stil kun akkurat forankrer sig i sin tid og så ellers lancerer et kammerspil om ondsindet godhed i mennesker til alle tider.
På den ene side har Den ærlige bedrager en stemmeføring, der minder om koret i en græsk tragedie, på den anden side er den et lillebysdrama, der kunne være skrevet af Henrik Ibsen, på en helt tredje side er der anslag til en sand boheme-roman, hvor mennesker har lange samtaler om, hvad kunst er.
