Ugens anbefalinger: Jarvis Cocker er tilbage i æteren og en nydelig næsepodningskrukke

Der findes så mange spændende kulturoplevelser derude. Hver uge anbefaler Informations kulturskribenter noget af det, som de synes flere burde kende til

Jarvis Cocker vækker sine og mine minder

PODCAST ’Good pop, bad pop’ kan høres på BBC Radio 4’s hjemmeside eller app’en BBC Sounds, det er gratis at registrere sig.

Da jeg boede i Paris, var jeg mentalt i Sheffield, når jeg arbejdede. Jeg var med fuldt overlæg gået efter at arbejde på en café, som jeg vidste, var Jarvis Cockers stamsted, forsangeren i Brit Pop-bandet Pulp. »I wanna take you home, I wanna give you children,« ville jeg henkastet synge for ham, når jeg serverede, og han ville forstå, at det var omkvædet til Pulps hit »Babies«. Eller var det?

Jarvis kom aldrig. Jeg trøstede mig ved at høre hans sprøde Sheffield-dialekt i Jarvis Cocker’s Sunday Service på BBC Radio 6, hvilket var min form for gudstjeneste. Det var en sorgens dag, da programmet lukkede, men halleluja – Jarvis er tilbage i æteren i fem afsnit i serien Good pop, bad pop på BBC Radio 4. Intromelodien er fra »Babies«.

Anledningen er udgivelsen af hans bog af samme navn, hvor han rydder op på sit loft (bare rolig, det er mere spændende, end det lyder) og finder ting og sager, der har formet hans barn- og ungdom og ikke mindst Pulp. Han starter med at finde, hvad han kalder sine dødehavsruller, et hæfte, om hvordan Pulp skulle overtage verden, hvilket mest bestod af et manifest om bandets påklædning. Man kommer også omkring hans første slåskamp i skolegården, en plastikastronaut fra, da han var indlagt med meningitis, utallige knuste briller, et par lederhosen og ikke mindst minder om Pulps første koncert og lydklip(!) fra deres første indspilning.

Good pop, bad pop – not af life story, a loft story udkommer den 26. maj, og jeg er p.t. taget til London for at se en udstilling med loftsfundene på The Gallery of Everything.

Jeg får (næsten) lyst til at rydde op på mit loft efter parisiske minder.

Lise Benthin Præstgaard

Torsdagskoncert med fodarbejdet på plads

ORGELSYMFONI. Koncert med Niemeyer og Saint-Saëns fra 5. maj og P2-programmet Foyeren fra samme dag kan findes i DR P2’s arkiv.

Silke Hoelgaard

Det er alt for sjældent, at det 40 ton tunge orgel i DR Koncertsalen bliver rullet ud. Men for to torsdage siden, efter en skiftevist melodisk svirpende og mekanisk truende opførsel af Stravinskijs Nattergalen, blæste de 6144 orgelpiber af træ, bly og tin til kamp. Den tyske dirigent Corinna Niemeyer ledte nemlig DR SymfoniOrkestret gennem den franske romantiske komponist Camille Saint-Saëns’ 3. symfoni, der også er kendt som Orgelsymfonien. Og det orgelspil, der flød ud over orkestrets strygere, favnede kroppen på et ekstra niveau: Tonerne flød lige ind i knoglemarven.

Den forrygende koncert kan man stadig høre i P2’s onlinearkiv. Fra samme dag kan man passende nappe programmet Foyeren, der i orgelkoncertens anledning havde et tema om … fødder. Og fødders betydning i den klassiske verden for ballet, for pianister og organister, der som bekendt spiller med både arme og ben, viser sig at være en guldgrube af røverhistorier. Jeg holder i hvert fald ikke lige foreløbig op med at være imponeret over P2’s høje niveau af public service, når de ud over god musik leverer nørderi om organisters smalle dansesko med ruskindsunderlæg, der egner sig til instrumentets fodklaviatur, til øregangene.

Bodil Skovgaard Nielsen

Sådan en nydelig næsepodningskrukke

SAMTIDSKERAMIK. Niels Pugholms installation af coronakrukker indgår i udstillingen ‘Angst‘, der kan ses på Kunstmuseet i Tønder frem til 23. oktober.

På Kunstmuseet i Tønder kan man for tiden se de yndigste farverige keramikkrukker placeret på piedestaler og henslængt i en sandkasse. Krukkerne er skabt af den danske kunstner Niels Pugholm og prydet med gammeldags ornamentik og coronarelaterede hverdagsmotiver. Med billederne af mundbind og afstandsmarkeringer indgår krukkerne i den ældgamle tradition for at fortælle visuelle historier på lertøj.

Ud fra de fotografier, som er det eneste, jeg har set af værket, har jeg tabt mit hjerte til en pastelfarvet krukke med næsepodningsmotiv. Den minder mig om det sentimentale, grænsende til fetichistiske forhold, jeg som tryghedssøgende såvel som selskabssyg borger i et samfund med et stort coronahåndteringsbudget udviklede til næsepodning. Altid skulle man aes på indersiden af næsen med en vatpind af en kittelklædt fremmed, inden man skulle ud på sjov, så jeg endte med at forbinde podningen netop med det. Jeg var stolt over stemningen og den velorganiserede kø, når jeg tog udenbys gæster med hen på mit lokale testcenter.

Pressefoto

Til Jyske Vestkysten har Niels Pugholm sagt, at værket er lavet som en slags besværgelse mod coronavirussen. Nu, hvor sygdommen lader os være lidt i fred, står lerkrukkeinstallationen tilbage som en dokumentation af en fortid, der kun ligger et par måneder tilbage, men allerede fremstår fjern og barok.

Lone Nikolajsen

Døden for enden af trappen

TV-SERIE. Antonio Campos’ miniserie ’The Staircase’ i otte afsnit kan streames på HBO Max.

Michael Peterson er en amerikansk forfatter, som en mild vinteraften i 2001 gennembankede sin kone, Kathleen, brutalt til døde. Eller gjorde han? Hvis vi spoler tilbage og præsenterer ham fra en anden vinkel, fandt han en vinteraften sin kone ligge døende i en stor blodpøl for foden af trappen til husets førstesal. Parret havde drukket vin den aften, og hun var faldet baglæns ned. Et tragisk uheld. Hvis vi starter forfra en tredje gang, var det en ugle, der på tærsklen til huset var fløjet ind i Kathleen og sat kløerne dybt i hendes hovedbund. Efterfølgende var hun, omtumlet af skaderne og vinen, faldet ned ad trappen.

HBO Max

Trappemordet er især i USA en skandaleombrust kriminalsag, og lige nu kan den aktuelle miniserie The Staircase, som er en fiktionalisering af den virkelige hændelse, streames på HBO Max. Historien indeholder alt det, true crime-entusiaster begærer: et chokerende dødsfald, mystik, flagermus på loftet, familiehemmeligheder og kærlighedsintriger. Og så får man de to hovedrolleindehavere, Colin Firth og Toni Collettes, strålende skuespilpræstationer oven i hatten. Selv om den virkelige Peterson er dømt for mordet, kan man bare ikke tro på, at romcom-førsteelskeren Firth har gjort det. Der ligger indtil videre kun fire afsnit tilgængelige, og selv om mysteriet nok ikke bliver opklaret, tager jeg meget gerne de sidste blodige trin ned.

Matilde Westfall Gram