»Er det ikke helt vildt magisk?« spørger den unge aspirerende anæstesilæge Frederik (Nicolai Jørgensen) afdelingsjordemoderen Ella (Sofie Gråbøl), der er i gang med en hurtig stående frokost i personalestuen på den fødeafdeling, som danner rammen om Lone Scherfigs nye serie Dag & Nat.
Ella gider ikke sentimental snak, som det fremgår af hendes svar: »Hvad er? Æggesandwich? Nej, men hvis jeg selv smører madpakke, bliver det endnu mere ulækkert.«
»Jeg mente mere fødslerne. At sætte børn i verden,« fortsætter Frederik.
»Vores statistikker er jo rigtig flotte,« siger Ella med et afmålt smil, og så er der ikke mere jubel for den femogtyveøre. Der er et arbejde, der skal gøres, og det er det arbejde, Dag & Nat handler om.
En fødeafdeling er et taknemmeligt udgangspunkt for en dramaserie. På fødestuerne finder der ene livsforandrende begivenheder sted, mens personalestuen er fuld af relaterbare hverdagsdilemmaer. Det er her, Ella må fortælle sine medarbejdere, at de trods underbemanding ikke bliver flere, fordi hospitalet skal spare, og her, de hårdtarbejdende jordemødre, læger og social- og sundhedsassistenter lufter deres sorger og glæder.
Selv er Ella ikke typen, der går og blotter sine følelser. Hendes kærlighedsliv udleves på afdelingens linneddepot sammen med den norske børnelæge Jerry (Pål Sverre Hagen), der pendler mellem Danmark og sin kristne kernefamilie i Norge. Det kan, forstår man efter de to afsnit, der er ude nu, nok ikke blive ved på den måde.
Lun samfundskritik
Fødeafdelingen, som Ella leder, er landets bedste. Folk skifter ligefrem adresse for at få lov at føde der. Men det holder hårdt. Alle løber stærkt, arbejder over og tager ekstra vagter, og Ella skal bruge energi på at få sine dedikerede medarbejdere til at gå hjem, så de ikke brænder ud eller bliver så udkørte, at de begår fejl.
Når hun konfronterer overlægen Michael (Adam Brix) med, at de mangler medarbejdere, svarer han topskurkagtigt med klicheer som »for jer er arbejdet vel et kald« og »patienter og patienter, nu er de jo ikke ligefrem syge«. Disse klicheer spøger muligvis i baggrunden, når fødselsområdet bliver nedprioriteret politisk, men det er svært at forestille sig et ægte levende menneske, der siger sådan. Helt parodisk bliver det, når Michael affejer Ella med ordspillet »de varme hænder er vel ikke ved at få kolde fødder?«.
Det er klart, at der må være en skurk i en serie med så mange helte, som der er i Dag & Nat. Og det ville være en meget mærkelig historie om nutidens jordemødre, hvis ikke sparerunder og kritisk underbemanding spillede en stor rolle. Men skurkemæssigt kunne man godt have ønsket sig mere end den åleglatte Michael. Flere nuancer, en realitetssans og måske endda en synlig samvittighed ville have været godt og næppe i modstrid med rollen som budbringer for hospitalsledelsen, der for sin del er afhængig af politisk velvilje.
Fordi Dag & Nat foregår på en – mod alle odds – velfungerende fødeafdeling, kan serien belyse det paradoks, at det er svært at overbevise budgetlæggerne og de politiske beslutningstagere om, at man skal have flere penge, når alle er villige til at arbejde hårdere og mere, end de strengt taget er ansat til. Hvis ikke Ella og hendes medarbejdere strækker sig, går det galt, men så længe det ikke går galt, får de lov at strække sig. Man hører om fødende, der sendes videre til andre hospitaler i en taxa, men ser ingen svigt. På den måde holder serien sin lune temperatur. Dag & nat er ganske tydelig i sin kritik af samfundets underprioritering af fødselsområdet, men grundlæggende ikke ude på at gøre nogen i alt for dårligt humør.
Ikke bare helte
Ikke at der ikke er ulykke, frygt og sorg i serien. Et par skal efter flere års fertilitetsbehandling føde et dødfødt barn, en ung og følelsesmæssigt umoden mor skal bortadoptere sit andet barn straks efter fødslen, og en skolelærers fødsel går i gang før tid efter en busulykke, der bringer flere af hendes elever i livsfare. Men det er alt sammen eksempler på livets brutale gang og altså ikke personalets skyld. Den eneste af jordemødrene, der ikke udfører sit arbejde eksemplarisk, er den unge Tine (Sara Hjort Ditlevsen), der tror så meget på fordelene ved en naturlig fødsel, at hun konsekvent fraråder de fødende at få lindret smerterne. Uden at være ekspert på området vil jeg mene, at det ligner en dramatisk forsimpling af et reelt dilemma.
Som så mange danske tv-serier er Dag & Nat ganske forhippet på at præsentere aktuelle problemstillinger. Spørgsmålet om smertelindring er bare en af dem, de øvrige karakterer repræsenterer mindst en hver. Ellas gode ven, lægen Milad (Afshin Firouzi), bliver bejlet til af en privat fødeklinik, der kan betale en meget højere løn. Jordemoderen Marianne (Charlotte Munck) er ikke den nærværende mor, hun gerne vil være, fordi hun tager så meget ansvar på arbejdet. Man ser læger reagere forskelligt på død og smerte og får med en hurtig replik forklaret, at det er sådan, psyker reagerer på tilspidsede situationer. Blandt alt det frustrerede sundhedspersonale finder man den milde og kærlige social- og sundhedsassistent Trille (spillet af Mette Horn, der også er krediteret som ophavskvinde til ideen til serien), der spreder god stemning og tryghed. Mon ikke der venter hende en udfordring i et kommende afsnit.
Ansvaret for alle disse problemer tager Ella beredvilligt på sig. Sofie Gråbøl gestalter hende som en overbevisende knudekvinde, der ser hårdt arbejde som et godt alternativ til at forholde sig til sine egne følelser. Den strategi får næppe lov at fortsætte uanfægtet. Skulle Ella ske at springe ud som følelsesvæsen, vil det falde fint inden for Dag & Nats bestræbelse på ikke bare at hylde jordemødre som helte, men også vise dem som mennesker med følelser og behov.
’Dag & Nat’. Hovedforfatter og serieskaber: Lone Scherfig. Konceptuerende instruktør: Søren Balle. Otte afsnit. Vises på TV 2 søndage kl. 20 og kan ses på TV 2 Play. De første to afsnit af otte er tilgængelige nu
