Cărtărescus roman giver et dybt og forfærdende kig ned i verdens inderste sandhed

Den mandlige hovedperson og fortæller er et sted i 30’erne og er lærer på en skole i udkanten af Bukarest. Byens kvarterer, som han krydser ind og ud af på daglige ekspeditioner, har navne, som man kan slå op eller google og konstatere svarer til virkelighedens. Securitate, det hemmelige politi under Rumæniens kommunistiske diktatur, klinger også af bekendt virkelighed. Dets opdukken rundt omkring i handlingen fortæller os, at romanens nutid må være engang i de sene 1980’ere.

Ellers er det særlige ved virkeligheden i Mircea Cărtărescus (f. 1956) kolossale roman, at den er som en drøm, som en surrealistisk vision eller som en projektion af alle en bevidstheds tanker, erindringer, fantasier og følelser samlet i ét uendeligt stort billede.

Her er ingen klaprende garderobeskabslåger mellem to verdener, ingen hjemkomst til et magisk rige. Ingen skarpt trukne grænser mellem noget, vi uden videre kan tro på, og noget, vores fantasi ligesom skal stemme os for. Tværtimod er det hele rørt sammen til ét uafrysteligt chok.

Her er grå og grim almindelighed befolket af væsener fra utænkelige rædselskabinetter og gotiske skrækfantasier. Her er skolens kedsommelige hverdag, men med børn med kz-lejragtige tatoveringer skåret ind i kødet. Her kan en indtørret navlestreng skjule sig i hudens folder og trækkes ud som et langt reb, et menneske kan hænge sig i. Her er mider, som lever i usynlige verdener under huden, når de ikke skjuler sig i vores hovedpuder, hvis samlede vægt de udgør en fjerdedel af. Her er desuden rædslen, panikken og »den hjælpeløse fortvivlelse hos dem der sidder i et underjordisk fangehul uden vand og mad og i dagevis dunker hænderne mod jerndøren, indtil de kun er blodige stumper«.

Jeg har aldrig læst noget magen til og knap nok noget, der ligner.

Afvigelserne

Romanens fortæller kalder de mareridtsagtige visioner for sine »afvigelser«. Det er »afvigelserne«, et dybt og forfærdende kig ned i verdens inderste sandhed, der er emnet for hans beretning, det vil sige notesbogen og dagbøgerne, som vi får lov at læse. Sagt med andre ord er »Afvigelserne« midlet til at udrette det, som ifølge ham selv er hans kald: »at undersøge virkeligheden«.

Jeg tør godt, stadig både overvældet og rystet af romanen, give et bud på, hvad der i et i øvrigt oprørt og konstant bølgende teksthav er bogens faste punkt. Eller afvigelsernes inderste nervetråd.

Det er den forfærdende sandhed, at vi er ligesom miderne i puden, lige så ubetydelige, lige så ensomme, lige så meget overladt til et eksistensmørke, og at vi skal herfra om et øjeblik uden at have fattet noget som helst af det hele. Eller som det hedder i romanen: »Det er grusomt, barbarisk, meningsløst at bringe en ånd til verden efter en endeløs nat blot for at sænke den ned i endnu en endeløs nat oven på et nanosekunds kaotiske liv.«

Det »morbide Louvre«

Den menneskelige lidelse og ydmygelse giver romanen stribevis af spektakulære billeder på, flere af dem i så fantasifulde og groteske former, at det også er dybt og skrækindjagende morsomt.

Et eksempel er det retsmedicinske institut, der grundlægges i Bukarest i 1892, og som blandt andet indeholder »sjælenes formørkede tilstande: Sorgen, Fortvivlelsen, Forfærdelsen, Nostalgien, Bitterheden« og så videre. I dette »morbide Louvre« findes også rebene, som forskellige forbrydere er blevet hængt med, og berømte prostitueredes sengetøj.

Det er så forfærdeligt, at det er en lyst. Apropos hængning og apropos lyst: En anden sand virkelighedsreference er til en vis Nicolae S. Minovici, en bror til grundlæggeren af rædslernes museum, som fattede interesse for såkaldt thanatologi, det vil sige læren om døden, og særligt dyrkede studiet af »kontrollerede hængninger«. I romanen består studiet i selvafprøvninger af disse kontrollerede drabsforsøg, som skulle fremkalde »den mest enestående parringskrampe« og en »uforlignelig vellyst«, men for Minovicis vedkommende også fremmaner visioner af stor skønhed og uendelig gru (»tusindvis af maddikeansigter, flagermus, mider og illuminater«), som han overfører på store plancher til studiets perfektion og til skræk og gru for verden.

Himmelråberne

»Himmelråberne« er et andet højst originalt og drømmeagtigt billede i romanen, en figurgruppe fuld af både skønhed og ironi. Himmelråberne går til kamp mod den barbariske uretfærdighed, at vi fødes fra ét mørke og ind i et andet og skal vende tilbage til mørket uden at have oplevet andet end lidelse og meningsløshed. »Ned med angst!«, »Ned med lidelser!«, »For det evige liv!« står der på deres skilte. »Protestér, protestér mod at lyset dør ud!« gjalder de også som svar på Dylan Thomas’ berømte digt, som romanen citerer flere steder: »Gå ikke blidt ind i dén gode nat,/ alderdom bør brænde og rase når dagen hører op;/ rás, rás imod lysets død.«

Fortælleren er også oprørt, vred som en Job, men hans strategi er jo undersøgelsen.

Det får ham ikke kun til at sanse virkelighedens ubarmhjertighed og stille sig ansigt til ansigt med dens monstre. Han vil overskride den, sprænge dens form og erkende den til fulde. Han vil erfare verden i dens fjerde dimension.

Også her trækker Mircea Cărtărescu på en virkelighedens erkendelsesrejsende. Denne gang er det den britiske matematiker og science fiction-forfatter Charles Howard Hinton, hvis begreb for et fænomen fra den fjerde dimension, som vi ikke er i stand til opfatte, en »tesserakt«, bliver en ledetråd i fortællerens egen undersøgelse. Og også her følger det ene frapperende billede det andet, hallucinationer, hyperrum, farvelagte kuber og tænkte møder mellem poesi og geometri for bare antydningsvis at indfange det ufattelige og umulige.

Ligesom den selvhængte Nicolae S. Minovici forsøgte at gøre det med sine billeder på tærsklen til døden.

Tilværelsens inderste gåde

Tilværelsen rummer en gåde, som må løses. Det er romanens idé. Vi kan ikke tilbringe vores tid her på jorden – eksistensens nanosekund – i uvidenhed.

Mircea Cărtărescus måde at iklæde alt det her sprog er formidabel og så overvældende idérig og åben for associationernes frie strømme. Det gælder det skrækkelige og skræmmende. Det gælder også tilværelsens inderste gåde. Som når gåden skildres som bankelyde fra den anden side af en fængselscelles mur, hvor der siden viser sig ingenting at være, bortset fra en dyb afgrund og et uendeligt hav. Eller når gåden træder frem snart som »det natlige lærreds fremvisninger«, altså som drømme eller skyggerne af dem, snart som »ligklædet fra Torino med sine udtværede og aleatoriske pletter«.

Gådens løsning kalder fortælleren og romanen også en »flugtplan«. Apropos fængsel. Alt skriveriet tjener samme formål, det samme gør troen. Apropos ligklædet fra Torino og dets lærred med skyggerne af den døde Kristus.

Et højdepunkt blandt højdepunkter er i den forbindelse en scene mod slutningen af romanen, som er foregrebet sekshundrede sider før. Fortælleren indvilger i at lade sig transformere til et mikroskopisk væsen og at nedstige til det rige af mider, som en videnskabsmand har dyrket i sin egen hud. Hans opgave i de uvidendes mørke er at forkynde for dem, at der findes en verden så ufattelig stor, at der findes en fader, som våger over dem og elsker dem, og at der findes en flugtplan. Nemlig forkyndelsen af denne sandhed.

Det er grotesk, det er vidunderligt.

Dialog med Dante

Mircea Cărtărescu henviser flittigt og med let hånd til en række litterære klassikere, fag- og fiktionslitteratur mellem hinanden og til tro, myter, arkitektur, byhistorie, politisk historie og så videre. Henvisningerne er som impulser og spændinger i den samme bevidsthed og fra det samme dyb. Nogle gange er de svære at overskue og fange sammenhængen i, men de er også udvidelser og forgreninger af det samme ufatteligt rige mysterium, som romanen giver liv.

Dantes Guddommelige komedie med dens lange vandring gennem dødsrigerne til Paradis ikke bare henvises der til, der er også flere handlingstråde og mønstre fra Dante, som går igen hos Cărtărescu (en Virgil bliver trådt ihjel, brutalt og blodigt mast flad, af Forbandelsens gudinde et sted i det underjordiske mørke). Dialogen med Dantes værk svækker ikke indtrykket af storslået originalitet. Snarere forstår man lidt mere af Dante i det omfang, man forstår lidt af Mircea Cărtărescu og ikke mindst oplever, sanser og føler hans værk. Et værk, som i det mindste for mig har samme dybde og vidtspændende uudgrundelighed som Den guddommelige komedie og andre af verdenslitteraturens klassikere.

Jeg bør nok fortælle, at en ’solenoide’, titlens lidt mystiske ord, ifølge ordbogen er en »cylindrisk, elektrisk spole«, som kan danne et magnetisk felt. I romanen får solenoiden ting, herunder mennesker og bygninger, til at levitere, altså løfte sig. Jeg tillader mig at røbe, at der findes et antal af den slags solenoider i jorden under Bukarest, som tilsammen har kraft nok til at løfte en hel by. Og at der undervejs i romanens afsluttende inferno endelig viser sig en åbning, »den forjættede dør: den store udgangsdør«.

Jacob Jonia har på smukkeste vis oversat Mircea Cărtărescus roman, forfatterens anden på dansk siden Nostalgi, som kom i 2011.

Mircea Cărtărescu: Solenoide. Oversat fra tysk af Jacob Jonia. Skjødt og Palomar. 830 sider, 350 kroner