Den mandlige hovedperson og fortæller er et sted i 30’erne og er lærer på en skole i udkanten af Bukarest. Byens kvarterer, som han krydser ind og ud af på daglige ekspeditioner, har navne, som man kan slå op eller google og konstatere svarer til virkelighedens. Securitate, det hemmelige politi under Rumæniens kommunistiske diktatur, klinger også af bekendt virkelighed. Dets opdukken rundt omkring i handlingen fortæller os, at romanens nutid må være engang i de sene 1980’ere.
Ellers er det særlige ved virkeligheden i Mircea Cărtărescus (f. 1956) kolossale roman, at den er som en drøm, som en surrealistisk vision eller som en projektion af alle en bevidstheds tanker, erindringer, fantasier og følelser samlet i ét uendeligt stort billede.
Her er ingen klaprende garderobeskabslåger mellem to verdener, ingen hjemkomst til et magisk rige. Ingen skarpt trukne grænser mellem noget, vi uden videre kan tro på, og noget, vores fantasi ligesom skal stemme os for. Tværtimod er det hele rørt sammen til ét uafrysteligt chok.
Man skal nok lige skal trække vejret før man går ombord i denne bog.
Mennesket er så grusomt, at det er nødvendigt at litteratur og kunst engang imellem minder om det. Hvis intet af det onde, der er tilstede i ETHVERT menneske for mulighed for at erkendes, vil den efterhånden så rene og lykkelige skare af engleagtige riddere i verden af i dag forstå andet end deres eget bestsellervæsen.
En, der ikke erkender eller kender sin sataniske side, er alligevel den mest undergangsskabende.