Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Harald Voetmann viser endnu en gang, at han er beskrivelsens snarere end plottets mester

Harald Voetmann kører den mest hjem på rutinen – som så også er suveræn og uforlignelig – i sin nyeste novellesamling
Kultur
10. juni 2022
Harald Voetmann er allerbedst, når han ikke bare gentager, men også udvider og udfordrer konstanterne i sin skrift.

Harald Voetmann er allerbedst, når han ikke bare gentager, men også udvider og udfordrer konstanterne i sin skrift.

Sigrid Nygaard

Lad os begynde med et citat. »Mikroskoperne har spredt dette tynde lag af rædsel over hele verden, alt det, vi troede tilforladeligt, viser mikroskopet os som monstrøst,« erklærer en fortæller i Harald Voetmanns nye bog, novellesamlingen Parasitbreve.

Udsagnet føles som en programerklæring, ikke bare for denne bog, men for hele forfatterskabet. To stærke konstanter har nemlig løbet gennem Voetmanns bøger siden debuten for over tyve år siden. Der er virtuositeten, det barokke sproglige overskud, udnyttelsen af alle syntaksens forgreninger og ordbogens fulde palet – og så er der de klamme motiver, trangen til at dvæle ved dem, til at opfinde og udfolde det, man kunne kalde ulækkerhedstableauer.

Tilsammen skaber de det, der også denne gang er en signatur for Voetmanns skrift: ordenes langsomme, nærmest nydende udpensling af fedtets og væskernes og kroppenes, ja al den levende materies langsomme boblen og forfald. Det sker i en række stillestående, men ikke af den grund dårlige noveller – handling og spænding og afgørende vendepunkter interesserer ikke Voetmann, han er beskrivelsens snarere end plottets mester.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her