’Hinterhof – Mit liv som dominatrix’ er et hjertevarmt partsindlæg i debatten om sexarbejde

»Jeg tror, at mit arbejde gavner verden på grund af mine relationer til klienterne. Jeg ser det som meningsfuldt for dem og for mig. Jeg kan også se, at det, at jeg taler om mit arbejde, er meget meningsfuldt, fordi det får mine klienter til at føle sig mindre skamfulde over deres lyst, hertil aftabuiserer det også sexarbejde generelt.«

Sådan siger den professionelle dominatrix Dasa Hink, der nu portrætteres i tegneserieform. Titlen Hinterhof, eller ’baggård’, refererer både bogstaveligt og overført til hendes professions placering i samfundet. Den er skrevet, tegnet og fortalt af Anna Rakhmanko og Mikkel Sommer, som også danner par i privaten og de seneste år har markeret sig som stærke stemmer inden for den dokumentariske tegneserie. Med Hinterhof signerer de et hjertevarmt partsindlæg i den verserende debat om sexarbejde.

Hink opgav et liv med udsigt til monogami og børn og flyttede til Berlin, hvor hun fandt muligheder som sexarbejder: »Jeg kunne lide kreativiteten, magten, magtdynamikken. Jeg kunne lide de menneskelige interaktioner og jeg indså, at det med tiden hjalp mig til at få mere selvtillid generelt i mit liv.«

For Hink er arbejdet nærmest et kunstnerisk anliggende, tæt forbundet med hendes kreative udfoldelse i stof, latex på video og med musik. En betydelig del af Sommers billedside trækker på denne del af hendes arbejde, blandt andet som den udfolder sig på sociale medier. Han tegner løst og suggestivt og lægger douce farver i spektret gråt-lilla-pink i digital imitation af akvarel. Hans distance til stoffet er nærmest blufærdig, hvilket til en vis grad bekræfter Hinks beskrivelse af de sociale normer, der hæmmer vores seksuelle udfoldelse. En interessant spænding, men også en, der modarbejder budskabet.

Formelt taler vi mest tableauer, snarere end de sekvenser, tegneserien ellers er så god til, men det går glimrende i spænd med Rakhmankos redaktion af Hinks voiceover. Formlen har fungeret godt for parret – først i det stramt komponerede portræt af den hjemløse kasakhiske kampsportsnomade Strannik (2019) og siden i Din bedstefar Vasja, som fortæller den voldsomme historie om Rakhmankos families deportation til Sibirien i 1941 (2021).

Sommer har derudover i samarbejde med journalist Tore Rørbæk tegnet Shingal (2020), om den såkaldte Islamisk Stats folkemord på ezidierne i det nordlige Irak i 2014. Her benyttede han sig af mere narrativt fortættede forløb, hvilket paradoksalt nok føltes mindre autentisk. Virkelighedsgengivelse i tegneserieform er en vanskelig, men spændende udfordring, og det er godt at se så dygtig en tegner prøve kræfter med det.

Plads til klienterne

Sommer ved, at det ikke går an blot at illustrere det fortalte, så i Hinterhof benytter han sig af tematiske eller poetiske samstillinger, som understreger den kreativitet, der er så central for Hink, og så det menneskelige nærvær, hun sætter så højt: ligesom med den klient, der er meget optaget af ekstreme kidnapningsscenarier, men som hun finder ind til ved simpel, generøs kropskontakt, »nogle gange skal der ikke så meget til for at være effektiv« Sommer visualiserer det i forestillede, meget tætte og derfor næsten abstrakte nærbilleder sat i rødt.

Portrættet, ikke blot af Hink, men af faget, er entydigt positivt og som sådan forfriskende – kærkomment øjenåbnende – men det når ikke langt ind i debattens mere tornede områder.

Mikkel Sommer/Cobolt

 

Der gives i det hele taget god plads til klienterne. Først i bogen introducerer Hink fire kategorier, »Masochisten, Erotikeren, Offeret, Slaven«, som ofte i kombination definerer hendes klienters behov og habitus, mellem ’krop’ (de første to) og ’hoved’ (de sidste to). Sommer tegner dem som passagerer i Berlins metro. Senere følges dette op af deciderede portrætter, som velgørende slet ikke omtaler denne typologi, men kærligt beskriver konkrete mennesker, deres hverdagsliv og baggrund, og deres begær, behov og fantasier. Sommer tegner dem individuelt (om end sikkert anonymiseret) på hvid baggrund.

Der er den firsårige, der kommer med kirsebærchokolader, viser billeder af sine børnebørn på sin telefon og gerne vil tisses på; der er onkologen, som er i færd med sin transition og elsker pisk, men trøster Hink efter en privat tragedie; der er restaurantbestyreren med den muskuløse krop, som hun nyder at smøre ind i olie; og der er den lykkeligt gifte familiefar og fodfetichist, som kommer for at få lidt eventyr og er blevet en nær ven. »Jeg siger ikke, at der ikke er nogle følelsesmæssige risici, men de er der altid – også i andre job.«

Tilsyneladende har Hink aldrig haft nogle af de dårlige oplevelser med overgreb og lignende, som visse sexarbejdere gennemlever. Portrættet, ikke blot af Hink, men af faget, er entydigt positivt og som sådan forfriskende – kærkomment øjenåbnende – men det når ikke langt ind i debattens mere tornede områder. Bogen er farligt tæt på en branding-øvelse for Hink, men det charmerende portræt lever samtidig netop i kraft af Rakhmanko og Sommers solidaritet.

Anna Rakhmanko og Mikkel Sommer: ’Hinterhof – Mit liv som dominatrix’. Cobolt, 136 sider, 200 kroner