Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Kunstverdenens vigtigste begivenhed, Documenta, viser et skifte i måden at opfatte kunsten på

Documenta Fifteen i Kassel er en processuel og kollektivistisk udstilling, der gør op med det store vestlige kunstnerego til fordel for fællesskab og solidaritet. Det giver en hjerteåbnende udstillingsoplevelse

Installationsbillede med foundationClass collectives bannere ’Becoming’. Samt Małgorzata Mirga-Tas’ malerier fra serien ’Out of Egypt’.

Frank Sperling/ Documenta

Kultur
24. juni 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Alt ved den nyåbnede Documenta i Kassel føles anderledes. I stedet for at være kurateret af en stjernekurator fra et vestligt land er den organiseret af en kollektiv kunstnergruppe fra Indonesien ved navn Ruangrupa. I stedet for at fokusere på en række af tidens mest berømte navne i kunsten er der inviteret op mod 67 kollektive kunstnergrupper fra hele kloden, der så igen har inviteret deres netværk og fællesskaber ind i en udstilling, der er langt mere processuel, end den er statisk. Op mod 1.500 kunstnere er endt med at være inddraget i en Documenta, der lykkes med at gøre op med det vestlige kunstnerego for i stedet at sætte fokus på fællesskabets potentiale.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

”Den er derudover det pejlemærke, som alle i kunstverdenen kigger mod, når de skal orientere sig i, hvad der brænder allermest på lige nu – i kunsten og i verden”.

En sådan fremstilling er alt for upræcis og til dels ukorrekt. Hvem er de såkaldte ”alle i kunstverdenen”?

Det er først, når noget så småt peger frem mod at kunne blive mainstream inden for kunstverdenen, at det mere bredt accepteres og hjælpes frem af dem, der har magt og som sætter dagsordenen ved store begivenheder inden for kunst, som f.eks. på documenta.

I forbindelse med documenta 14 blev følgende udtrykt i en leder i Information:

”Festivalens kunstværk var ikke den enkelte udstillede genstand. Værket var det overordnede kuratoriske princip, at trække kunstscenens projektør ti meter bagud, så et større felt og flere slags æstetikker og flere idealer for, hvad en kunstnerisk kuratering kan pege på, stod frem. Hele Documenta – med undertitlen Learning from Athens, var netop ønsket om at lukke magten ude og de magtesløse ind, hvor man ville lære af dem, vi normalt belærer og dominerer”.

https://www.information.dk/debat/leder/2017/09/lad-frie-kunst-vokse-vore...

Et synspunkt, som jeg var meget enig i, og som vel også i høj grad kan siges at være gældende for documenta 15. Så hvad det angår, må der vel til dels være tale om en gentagelse?

Når der i artiklen fremhæves ”ud med objektbaseret vestlig kunst, ind med plads til fællesskab og kreativ samskabelse”, så er det jo også principper, der har domineret i alternative kunstkredse i Danmark i snart mange år, og som jeg f.eks. oplevede det på den alternative kunstmesse i Fabrikken for Kunst og Design.

Alt_Cph 14 var de kunstnerdrevne og alternative galleriers udstilling. Her deltog også mange inviterede kunstnere af forskellige nationaliteter. Året før var Alt_Cph 13 på mange måder kurateret ud fra de samme principper. Her var også tale om ” udfoldelse af begivenheder over tid, af møder, diskussioner, fællesproduktion”.

F.eks. har Charlotte Bagger Brandt, der var kurator på Alt_Cph 14, i snart en hel del år arbejdet med kunst og kurateret den ud fra mange af de samme principper, som i denne artikel omtales som helt nye og anderledes på documenta 15.

Bjarne Toft Sørensen

En rettelse til ovenstående:

De begivenheder, jeg retteligt vil henvise til er:

Alt_Cph 15, der blev kurateret af Carl Martin Favrby
https://kunsten.nu/journal/carl-martin-faurby-bliver-kurator-for-alt_cph...

Alt_Cph 16, der blev kurateret af Amalie Frederiksen, Charlotte Bagger Brandt
https://kunsten.nu/artguide/calendar/alt_cph-16/

Steffen Gliese

Det er et nødvendigt opgør, der måske endelig vil bringe os frelst ud af den tågede nyromantik og tilbage til lys og luft og ånd og fornuft.

Bjarne Toft Sørensen

Jeg er betænkelig over for en udvikling, der lægger op til "ud med alt det gamle og ind med alt det nye", og at der nødvendigvis må være tale om et "enten eller".

Der skal i kunstens verden være plads til et større felt, og at flere slags æstetikker og flere idealer for kunstnerisk kuratering bliver mulige.

Der skal i kunsten være plads til fællesskab og kreativ samskabelse og til udfoldelse af begivenheder over tid, af møder, diskussioner og fællesproduktion, men det betyder vel ikke, at der ikke længere også vil kunne være plads til objektbaseret kunst efter vestlige idealer?

Da kunstnerisk udfoldelse i hvert fald også i vid udstrækning er afhængig af økonomi, vil det betyde meget, hvilke prioriteringer der fremadrettet vil blive foretaget ikke mindst fra private og offentlige fondes vedkommer, når der støttes og samarbejdes med kunstnere.

Tilsvarende, hvordan der anbefales og indkøbes til museerne for samtidskunst.

Det private marked for kunst regulerer jo stort set sig selv, hvor væsentlige aktører dog altid vil have en mulighed for at påvirke markedet i bestemte retninger. Men markedet vil dog også blive påvirket af bestemte strømninger og tendenser i tiden.