Kunstverdenens vigtigste begivenhed, Documenta, viser et skifte i måden at opfatte kunsten på

Alt ved den nyåbnede Documenta i Kassel føles anderledes. I stedet for at være kurateret af en stjernekurator fra et vestligt land er den organiseret af en kollektiv kunstnergruppe fra Indonesien ved navn Ruangrupa. I stedet for at fokusere på en række af tidens mest berømte navne i kunsten er der inviteret op mod 67 kollektive kunstnergrupper fra hele kloden, der så igen har inviteret deres netværk og fællesskaber ind i en udstilling, der er langt mere processuel, end den er statisk. Op mod 1.500 kunstnere er endt med at være inddraget i en Documenta, der lykkes med at gøre op med det vestlige kunstnerego for i stedet at sætte fokus på fællesskabets potentiale.

Den første Documenta åbnede i Kassel i 1955 og var en direkte reaktion på Anden Verdenskrig. Udstillingen var en måde at hele det sår, Tyskland havde fået – og skabt – under krigen, og en måde at fjerne sig fra nazismen igennem moderne samtidskunst. Siden da er Documenta blevet afholdt hvert femte år, og hver gang er den et tilløbsstykke med op imod en million besøgende på de 100 dage, udstillingen varer. Den er derudover det pejlemærke, som alle i kunstverdenen kigger mod, når de skal orientere sig i, hvad der brænder allermest på lige nu – i kunsten og i verden.

Historien betyder meget for forståelsen af den enorme betydning, Documenta har som udstilling – også i lyset af den uro, der i år har hersket op til åbningen af den nu 15. Documenta, hvor kuratorkollektivet bag er blevet beskyldt for antisemitisme.

Det hele begyndte på en anonym blog, men blev siden fulgt op af tyske medier som Der Spiegel og Süddeutsche Zeitung. Ruangrupa har selv afvist alle anklager.

Taring Padi, Sekarang Mereka og Besok Kitas fællesværk ’Today they’ve come for them, tomorrow they come for us’.

Frank Sperling/ Documenta

Siden åbningen har der igen været uro, da nogle af den indonesiske gruppe Taring Padis mange hundrede papfigurer samt et stort banner foran Fridericianum viser sig at indeholde karikaturer af jøder, som af flere opfattes grænseoverskridende og antisemitiske. Indtil videre er det blevet dækket til med et sort klæde, mens der ventes på en officiel forklaring fra Documentas side.

Kreativ samskabelse

Ruangrupa er som nævnt selv lokaliseret i Indonesien og har i denne version af Documenta inviteret det globale syd ind i hellige europæiske kunsthaller. Helt konkret er mange rent faktisk flyttet ind i rummene, og hele det kuratoriske koncept for denne mangefacetterede udstilling lander i ordet lumbung. Et indonesisk ord for en fælles rislade, hvor man deler den overskydende del af høsten. Læser man i den gode håndbog, der følger med udstillingen, er gruppens to primære principper generøsitet og humor.

Selve hjertet af Documenta, der udgøres af den fine gamle bygning Fridericianum, er eksempelvis blevet omdannet til en skole og et børnerum. I de måske mest eftertragtede udstillingsrum i Vesten kan man nu sætte sig ned og klippe-klistre i »skolen« Gudskul eller lege med ungerne i området Rurukids. Det afslører hele Ruangrupas intention: ud med objektbaseret vestlig kunst, ind med plads til fællesskab og kreativ samskabelse.

Og det mærkes virkelig: Her går alle mulige nationaliteter rundt i udstillingsrummene i færd med at hamre, banke, bygge og sætte op, eller bare tale, spille og snakke.

Overalt føles tilstedeværelsen af de mange nationaliteter og kunstnere, når der bliver sunget armenske folkesange, spillet nigerianske trommer, kokkereret, diskuteret, fortalt eventyr, indsamlet drømme for fremtiden og sunget karaoke. Det meste foregår over de 100 dage, udstillingen varer. I Kassel handler det ikke om flashy appearance, men om fællesskabet, ikke om salgbare objekter, men om kunsten som politisk modstand. Det har altid været Documentas varemærke, og den stil fortsætter Ruangrupa i en hidtil uset grad.

Gruppen El Warchas værk ’Clever ways of stacking chairs’ er stadig under udarbejdelse.

Frank Sperling/ Documenta

At fokusere på »værket« som en udfoldelse af begivenheder over tid, af møder, diskussioner, fællesproduktion er også en modstand mod kunsten som vare – al den kunst, der bliver solgt for millioner i de selvsamme dage, som Documenta åbner, på kunstmessen Art Basel. De folk, jeg kender, der kommer direkte fra Basel, skal lige bruge et øjeblik på at omstille sig, så anderledes en stemning er der omkring kunsten her.

Malerier og modstand

Ikke alt er dog henlagt til gruppearbejde og snak. Der er også en lang række helt klassiske værker med som video, installationer og endda en hel del maleri. For eksempel fra den omdiskuterede palæstinensiske gruppe Eltiqa fra Gaza, der viser helt klassiske malerier af farverige frugter og planter malet af Dina Matter og Mohamed Abusal. Ingen antisemitisme at spore her, til gengæld står tagget 187 stadig på væggen i rummet og vidner om de indbrud og den racistiske hetz, kunstnerne har været udsat for op til åbningen af Documenta, hvor ukendte gerningsmænd brød ind og taggede rummet med nummeret 187, der henviser til forbrydelsen mord.

Det radikale ved denne Documenta er dog ikke kun kunstens flydende karakter, men at der næsten udelukkende er kunstnergrupper med fra det globale syd, og næsten ingen fra rige vestlige lande – og altså heller ikke fra Israel. Af undtagelser kan nævnes Trampolinhuset fra Danmark (som er et sted for asylansøgere), roma-kunstnere fra Ungarn, og Richard Bell, der er aborigine fra Australien og deltager med en række humoristiske og fine værker, der mimer den vestlige kunst, som vi kender den, men giver os den tilbage i synet med et humoristisk tvist – eksempelvis har Duchamps urinal fået ny signatur og balloner à la Jeff Koons påhængt. Der er også en hel del lokale kunstnergrupper fra Kassel involveret, der viser et lokalt fokus fra Ruangrupas side.

Mest dominerende er dog de mange værker, der hænger fra loftet i form af bannere rundt omkring på Documenta. I den store trappeafsats på Fridericianum hænger bannerflag med forskellige udsagn – og de genfindes ude i en gammel nedlagt fabriksbygning i byens randzone, Bettenhausen, hvor en stor del af udstillingen udspiller sig på forskellige lettere nedslidte lokationer.

På bannerne står for eksempel: »I strongly believe that transformation can come from a persistent practice of doubting and questioning«. På Documenta Fifteen giver det ingen mening at kigge efter stjernenavne og tjekke, hvor flot udstillingen er installeret – for det er den flere steder slet ikke, da den stadig er i færd med at skabes.

Det kan nok hurtigt virke lidt æstetisk fattigt med bannere med retoriske og politisk korrekte udsagn. Dog kan man bare snurre rundt på fodballen, og man vil på Fridericianum stirre lige ind i Małgorzata Mirga-Tas’ vidunderlige tekstilværker, der forestiller romafolket (og særlig kvindernes) rolle i det nomadiske folks liv. Som roma repræsenterer Mirga-Tas i år Polen i Venedig, hvilket også var en stor politisk manifestation, som vidner om, at verdensbilledet er ved at forrykke sig i kunstens rum.

Et værk fra Małgorzata Mirga-Tas’ serie ’Out of Egypt’.

Frank Sperling/ Documenta

Forunderligt nok nævnes den aktuelle krig i Ukraine dog ingen steder. Nok er hele fundamentet for  Documenta fifteen funderet uden for Europa, men vi befinder os på europæisk jord, hvor der lige nu udspiller sig en historisk krig. Når alle de mange kollektive grupper fra det globale syd og Ruangrupas eget udgangspunkt er solidaritet og fællesskaber, er det påfaldende, og ja endda usolidarisk, at krigen er så fraværende her.

Den politiske kunst lever

Mange etiske og politiske dilemmaer udfoldes til gengæld fra andre dele af verden i de værker, der præsenteres, hvor det næsten for alles vedkommende kan siges, at de omhandler aktuelle politiske dimensioner, vi ikke normalt præsenteres for i vestlige medier. Nogle værker kan på den måde nærmest forekomme dokumentariske. Som The Nest Collective fra Østafrika, der ude på den store kortklippede plæne foran Orangeriet har bygget en stor arkitektonisk installation af pakker af affald og genbrugstøj, der normalt sendes til østfrika fra Vesten. Return to Sender hedder værket, der effektivt får fremmanet en oplevelse af alt det skrald, det globale nord sender til Afrika for selv at slippe af med det – og nogle gange med en oplevelse af at gøre noget godt for kontinentet. Men som én af stemmerne i den video, der kan ses i det opbyggede rum, gør opmærksom på, er tøj noget af det mest identitetsskabende overhovedet. Derfor bliver den oprindelige afrikanske kultur udvisket, når disse enorme mængder af gammelt tøj kommer til Afrika. Aflagt tøj fra Vesten, som afrikanerne nu kan iføre sig, mens gamle traditioner fra tekstilskabelse går tabt.

The Nest Collectives ’Return To Sender’, der tematiserer, hvordan genbrugstøj fra Vesten sendes til Afrika i den bedste mening, men også er med til at underminere afrikansk tekstiltradition.

Nils Klinger/ Documenta

Flere værker har dette fokus på folkekulturer, der er ved at gå tabt. I et rum med ægte tæpper på væggene, som gruppen SADA står bag, udspiller sig en film fra Irak, der handler om, hvordan USA’s besættelse af landet har påvirket kulturen og kunsten. Da en gammel bondemand bryder ud i en sælsom smukt sunget sang, trækker det tårer. Den særlige form for musikudtryk vil gå med ham i graven, mener han. Mange værker på Documenta handler om udgrænsningen af særlige kulturelle udtryk, viden der er ved at gå tabt, land der mistes … Og det er en grundlæggende overvældende og meget rørende oplevelse udstillingen igennem.

Alligevel er det vigtigste, og smukkeste, ved Documenta Fifteen ikke nødvendigvis enkeltstående værker, men den samlede mængde af kollektivistisk tilstedeværelse. I mange rum er kunstnerne selv til stede, de hænger ud, snakker, spiller, er der. Fordi der er så enormt mange inviterede kunstnere, er mange simpelthen flyttet ind i de forskellige bygninger, hvor kunsten vises. Tænk at give plads til levet liv i stedet for kunst i de rum. Det er en ret vild manifestation, der gør, at det sitrer af kunstnerisk liv og tilstedeværelse overalt, og selv om der er et stort program, der skal aktivere udstillingens mange emner undervejs i de 100 dage, tror jeg, at de mange involveredes fysiske tilstedeværelse ender med at have det største aktivistiske potentiale – uafhængigt af hvad de respektive grupper kommer og deler på udstillingen. I stedet for fysiske værker, mennesker.

’Documenta Fifteen’, Kassel, Tyskland. Indtil 25. september 2022