Samme dag som den tyske forfatter Anne Webers Annette, et heltindeepos udkom på dansk, døde bogens hovedperson, Anne Beaumanoir. Det er svært at forestille sig et mere begivenhedsrigt, mere engageret og mere spændende liv end denne kvindes.
Anne Beaumanoir, kaldet Annette, født i 1923 i Bretagne, gik som teenager ind i den franske modstandsbevægelse, tilsluttede sig som ung kvinde og mor den algeriske uafhængighedsbevægelse, blev idømt ti års fængsel, men lykkedes med at flygte til Tunesien og døde så efter endnu en række vilde oplevelser og ansvarlige stillinger som neurofysiolog den 4. marts i år, i en alder af 98 år.
Anne Weber, som for første gang mødte Anne Beaumanoir i slutningen af 2010’erne og med det samme blev fængslet af hendes dybt fascinerende personlighed, har med sin bog rejst et værdigt mindesmærke for sin navnesøster.
En kvindelig helt
Men det er ikke kun Beaumanoirs medrivende livshistorie, som gør Webers bog til en intellektuel og emotionelt stimulerende læseoplevelse, det er mindst lige så meget Webers særlige litterære tilgang til materialet. I stedet for at genfortælle Beaumanoirs liv i prosa vælger Weber nemlig epossets urgamle form.
Vi har med et heltedigt at gøre, som er forfattet i en regelmæssig rytme, som vi blandt andet kender det fra Homers Odysseen. Bare at vi her ikke har en mandlig helt, men en heltinde. Og så overholdes versemålet ikke strengt. Snarere leger Anne Weber med den traditionsrige genre og puster nyt liv i det ved at blande epossets højstemte tone med en mundtlig, uformel stil. Denne blanding skaber et spændende vekselspil mellem historisk distance og følelsesmæssig nærhed, som inddrager læseren i et intenst univers af dramatiske begivenheder.
At bogen i 2020 vandt den renommerede pris Deutscher Buchpreis er derfor lige så velfortjent, som det er et lykketræf, at den nu i en glimrende oversættelse af Madame Nielsen foreligger på dansk.
Politiske spørgsmål
Det, som derudover tilføjer bogen et ekstra lag af kompleksitet, uden at den derved bliver tung, er fortællerens nærvær. Dette nærvær gør på den ene side, at vi ikke glemmer, at vi har med litteratur at gøre. Borgen starter:
»I dag, hvor hun er femoghalvfems, kommer hun
til verden på dette vide blad […] som
lidt efter lidt fyldes af former og farver,
med far mor himmel vand jord.«
Og på den anden side slår fortællerens tilstedeværelse også en vigtig bro mellem datid og nutid, som åbner for politiske spørgsmål, der stadig er relevante: Hvornår bliver det nødvendigt at gøre modstand? Hvilke midler er acceptable? Hvor langt skal man gå?
Tro over for eposgenren begynder Anne Weber sit portræt af Annette med nogle oplysninger om hendes herkomst. Hun fortæller om barnets opvækst under fattige kår, om far, mor og bedsteforældre, om lykken som dagligdagens grundtone, det bretonske landskab og tidlige læsninger – André Malraux’ Menneskets lod fra 1933 spiller en vigtig rolle – indtil vi på side 20 befinder os ved Anden Verdenskrigs begyndelse og Frankrigs besættelse.
Modstand
Annette er 17, og hun tager imod nogle pakker og befordrer dem til en hemmelig adresse. Før hun rigtig ved af det, er hun medlem af den franske modstandsbevægelse, La Résistance. Der findes ikke andet end at bistå og at modstå, hvor menneskenes liv og værdighed kommer i fare. Men hvad skal det sige at modstå?
»Det første, det
gælder om at modstå, er en selv.
Ens egen angst. Hvad nu hvis nogen kommer
på sporet af hende og anholder hende med skrifter
eller ting, der er forbudte? Hun lærer,
at angst er noget, der kan overvindes.«
Angst er noget, der kan og skal overvindes. Men hvilke personlige omkostninger har den? Annette overvinder sin angst, når hun egenhændigt redder en jødisk familie. Men hun overvinder den også, når hun som ganske ung pige bestemmer sig for en abort, fordi hun mener, at »man kan ikke gøre begge ting på én gang« – at have en familie og at gøre modstand. Et dilemma, som følger Annette hele livet igennem.
Efter krigen kaster hun sig ud i en ny, og mere tvivlagtig kamp. Hun er i begyndelsen af 30’erne, gift og mor til to sønner. Hendes arbejde som læge på en klinik i Marseille er vigtigt, men keder hende. Da Frankrig bruger stadigt mere brutale metoder til at nedkæmpe Algeriets voksende modstand mod kolonialmagten, kan Annette ikke længere se til og tilslutter sig den algeriske uafhængighedsbevægelse FLN, Front de Liberation Nationale. Annette ved godt, at FLN spilder uskyldige menneskers blod for at nå sit mål om Algeriets uafhængighed. Men hun slår sig til tåls med det.
Hvor langt skal man gå?
Spørgsmålet om, hvor langt man skal gå i den bevæbnede kamp, bliver endnu mere presserende, da Annettes aktiviteter kommer frem i lyset, og hun i 1959 bliver idømt ti års fængsel. Nok lykkes det hende i sidste øjeblik at flygte til Tunesien, men hendes mand, de to sønner og en nyfødt datter må blive tilbage i Frankrig. Først flere år senere ser hun dem igen, og kun i et par uger. Var det kampen værd?
Anne Webers bog kommer ikke med et svar. Retrospektivt tager tingene sig altid anderledes ud. Og de valg, der er blevet foretaget, kan ikke ændres. Det var menneskekærlighed, offerviljen, kampgejstens og beslutsomhedens kraft, som førte derhen. En klar og ubøjelig idé om, at ethvert menneskes værdighed er ukrænkelig.
»Hvis du vil der henad, si tu veux / aller par là« er en vending, som Annette gerne anvender, forklarer fortælleren.
Hvis du synes, at det er den rette vej, så skal du tage den. Selv når kampen gør en medskyldig i egne og andres lidelse. Og selv når man til syvende og sidst ikke kommer videre end Albert Camus’ Sisyfos, der om og om igen tager kampen for menneskelig værdighed op uden nogensinde at blive færdig med opgaven. Men netop fordi han fortsætter uforfærdet, skal vi forestille os ham som et lykkeligt menneske (og ikke »som en lykkelig mand«, som Madame Nielsen lidt uheldigt oversætter bogens sidste ord).
Anne Weber: Annette, et heltindeepos. På dansk ved Madame Nielsen. Grif, 2022, 200 sider. 230 kroner.
