I søndags løb det franske parlamentsvalgs anden runde af stablen, og den franske præsident Emmanuel Macrons alliance Ensemble! formåede på overraskende vis at tabe sit absolutte flertal i den nationale forsamling. Efter Macrons sejr ved præsident- og parlamentsvalget i 2017 skrev de to økonomer Bruno Amable og Stefano Palombarini bogen L’illusion du bloc bourgeois: Alliances sociales et avenir du modéle francais, der for nylig udkom på engelsk med titlen: The Last Neoliberal: Macron and the Origins of France’s Political Crisis.
Søndagens valg viser, at bogen er højaktuel, både hvad angår dens diagnose af det franske demokrati samt det fremtidsperspektiv, der fremgår af bogens titel: Macron som den sidste nyliberale leder af Frankrig. Med andre ord giver de sidste tre måneders præsident- og parlamentsvalg i Frankrig os anledning til at se nærmere på Amable og Palombarinis argumenter i The Last Neoliberal.
Det der er ret imponerende med NUPES er at la France Insoumise ( jean Luc Mélenchon s venstrefløjen bevægelsen) har formået efter hårdt arbejde, trods mediers propaganda at samle venstrefløjen, at gøre den synlig igen bagved et realistisk program som man kan være enige eller uenige i men fakta er at venstrefløjen som bevægelse er synlig igen, mere radikal.
Det skyldes bl.a opgøret i socialist parti efter den linje den elitær Mitterand havde lagt, en linje der udelukkede venstrefløjen lige som det danske socialdemokrati har gjort faktisk og stadigvæk gøre, en linje der har ført til socialistpartiets sammensmeltning, interne personopgør som Macron har benyttet sig af.
Nu har vi NUPES og i det, et socialistparti som forhåbentlig er kommet tilbage til sine rødder.
Måske er Macron den sidste nyliberal præsident i Frankrig måske fordi nyliberalismen har spillet fallit og fordi hans bevægelse er en tom skal, Sarkozy som også var nyliberal havde gemt sig i det etableret parti : UMP/ LR som er arvetaget fra De Gaulle.
Det bekymrende i Frankrig er hvordan Holland og Macrons politikken har fremmet den yderste højre fløj ´s udviklingen i Frankrig og at i den aktuel situation hvor NUPES ( venstrefløjen) er den største opposition gruppen i parlament vil både Macron og de borgerlige vælger at samarbejde med Marine Le Pen.
Venstrefløjens union er ikke så solid og har mange fjender, og man kan frygte at næste præsident i Frankrig blive en fra den yderste højrefløj for man skal huske hvilke interesser højrefløjen forsvarer om den yderst eller " normalt" for som sagde det franske erhvervslivet i 1936: " mieux vaut Hitler que le Front Populaire", Hitler er bedre en en venstrefløjs union.
Alt kan ske i Frankrig, det er simpelthen et krudttønden, der 4 blokker : venstrefløjen, de borgerlige som Macron er en del af, den yderste højrefløj, og dem der ikke stemmer, spørgsmålet er: hvilke af de 3 første tilhører den fjerde blok?
Som dansker, bosat i Danmark, er det ikke voldsomt vigtigt hvad der foregår i Frankrig. Og det er det ikke, fordi uanset hvem der har magten i Paris, så får vi ikke mere for pengene i form af sikkerhedsgarantier. Der er med andre ord, ingen plan om at tilbyde Danmark en plads under deres atomparaply, uanset om det er Macron eller en yderfløjspolitiker der har magten. Og det er netop det der er vigtigt dvs. altafgørende for os danskere, efter 24. februar, hvor den rå magtpolitik igen viste sit grimme ansigt, og den internationale retsorden endeligt brød sammen som et korthus i let blæsevejr. Det har reelt nul værdi at have gode venner i snakkeklubben midt i Belgien. Netop derfor har jeg ikke forstået hvorfor denne leflen for Frankrig, ved deltagelse med soldater i og omkring Afrika. Vi har ikke, og får ikke vigtig valuta for vores investering.
Det vi skal gøre er at vise USA, England og NATO at vi lægger vores æg der, og vi er med hele vejen. Vi skal op på 2% her og nu. NU. Og så skal vi tilbyde ikke kun at hjælpe i vores nærområder, men også i det sydkinesiske hav, når der bliver brug for det. Og det gør der en dag.