Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Magisk, mystisk film ser – vistnok – arvesynden som fødslen af vold, ikke skam

Amazonas gemmer på en hemmelighed fra menneskehedens fødsel i den fremragende, overrumplende, kompromisløst ikkeeffektjagende og – vil mange sikkert mene – langsomme film ’Memoria’. Men den handler slet ikke om tempo, det er en film, man skal være i og lytte til. Man skal lade den ske for øjnene og ørerne af én
Den britiske botanist Jessica Holland (Tilda Swinton) leder med lydteknikeren Hernáns (Juan Pablo Urrego) hjælp efter en brutal lyd, som hun hører inde i sit hoved i Apichatpong Weerasethakuls gådefulde ’Memoria’.

Den britiske botanist Jessica Holland (Tilda Swinton) leder med lydteknikeren Hernáns (Juan Pablo Urrego) hjælp efter en brutal lyd, som hun hører inde i sit hoved i Apichatpong Weerasethakuls gådefulde ’Memoria’.

Camera Film

Kultur
30. juni 2022

Den britiske botanist Jessica Holland leder efter en brutal lyd, som hun hører inde i sit hoved. Lyden dukker op uden noget klart mønster. Én gang, mens hun sover. Flere gange, mens hun er til middag. Og igen flere gange, da hun har bevæget sig ind i den colombianske del af Amazonas.

Over for den unge lydtekniker Hernán (Juan Pablo Urrego) beskriver hun det som lyden af en betonklods, der rammer en metalbund omgivet af havvand. Han finder præcis lyden – den har titlen »krop rammer dyne rammer træbat« – hvorefter hun bliver fjern i blikket, og hendes underkæbe slappes. Hun går i stå.

Da hun senere igen opsøger Hernán i lydstudiet, er der ingen, der har hørt om ham.

Skjulte dimensioner bløder igennem

Thailandske 51-årige Apichatpong Weerasethakul har skabt en tyst sindsoprivende, gådefuld, fremragende, overrumplende, kompromisløst ikkeeffektjagende film med Memoria. Nogle – mange sikkert – vil kalde filmen langsom. Men det handler slet ikke om tempo. Det handler om at være og at lytte i denne forunderlige film.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

En rigtig Ralph-anmeldelse. Den film må jeg se.

Niels-Simon Larsen

Det var en fin film. Meget speciel, fremmedartet og fascinerende.
Vi var kun fem i biografen, men det kan til dels skyldes det gode vejr,