Årstallet 1984 var gennem årtier uløseligt forbundet med en mandlig forfatter i kraft af en dystopisk fremtidsroman, hvor han behændigt vendte udgivelsesåret på hovedet og leverede en hvas kritik af sovjetkommunismen i særdeleshed og totalitære systemer i almindelighed. Men nu har en kvindelig realist erobret dét år tilbage og serveret noget så selvmodsigende som en utopisk fortidsskildring af 80’erne under venstrefløjens slagsange og kvindebevægelsens farvede bleer, med et sandt mylder af detaljer og med solidt solidarisk greb om de ikke sjældent ret luftige drømme fra dengang. Man er ikke fri for at blive nostalgisk ved at høre gloser som ’mandschauvinist’ og ’søstersolidaritet’ brugt i en adækvat kontekst.
Det vågne hjerte henter sin titel fra selveste Højsangen i Gamle Testamente og har som hovedfigur den gæve og årvågne pædagogmedhjælper Lis, lesbisk og aktiv i KAP (Kommunistisk Arbejderparti). Hun besøger i første kapitel sine arbejderklasseforældre i Tingbjerg og kommer på vejen hjem gennem Utterslev Mose ud for et groft voldtægtsforsøg.
I tiden efter hjemsøges hun for sit indre blik af et blegt ansigt, stålindfattede briller, isblå vanvidsøjne. Men fordi dette mandemagtsmonster samme aften tillige begår fuldbyrdet voldtægt mod en ung pige, Alice, får Lis det hverv at tage sig af hende som en slags mentorveninde. Senere på året, stadigvæk i 1984, er de med en favnfuld andre sammen på Kvindehøjskolen i Visby nær ved Tønder, og i romanens triumferende epilog bliver det sandelig samme Alice, som fra Berlin beretter henrykt fra Murens fald. Vi er, vupti, sprunget fem år i tid.
Denne struktur: roman med en epilog, er muligvis planket fra Dostojevskijs Forbrydelse og straf, men at den stadig kan fungere, demonstrerede Merete Pryds Helle allerede gennem barsk socialrealisme i Folkets skønhed (2016) og i den sprødt poetiske opfølgning Vi kunne alt (2018), beretningerne fra henholdsvis Sydlangeland i 1930’erne og Værløse i 70’erne.
Af den sidstnævnte fremgraves ubesværet Merle, niece til Lis, og genboveninden Merete, som med fin flair for litterær recycling tages med på højskolesommer og oplever optrin så bizarre, at de kun kan være sket i virkeligheden. Flere scener opløser sig dog for denne læser i navneopremsende flimmer, og jeg sidder ofte med en fornemmelse af, at forfatteren i sin iver strikker på for mange pinde på samme tid og taber noget af det lette flow og det tværs-gennem-tiden-sejlende drive, som bar de to første romaner i rækken.
Nødvendig forandring
Episk flettes dog trådene sammen til, hvad jeg oplever som en række gavmilde, rummelige, runde og varme romaner, der forener sociologisk bredde med individualpsykologisk intimitet. På et kollektivt plan husker forfatteren »den udfordring, der skabte grundlaget for den matriarkalske og socialistiske verdensorden, som ville brede sig i ringe ud fra Kvindehøjskolen«, og på individniveau handler bogen om vanskelig, men for alle nødvendig, forandring: »En dag,« siger en kampfælle til Lis, »står ethvert menneske ved en skillevej, og det eneste, man kan vælge sin vej med, er sit hjerte. Ingen tanker, ingen fordomme, ingen ord, ingen erindringer kan vælge for en, man må bare se ned ad hver vej med sit indre blik og mærke efter, hvor hjertet banker, og have modet til at gå den vej«.
Disse veje står klart for Lis’ indre blik, da hun nær slutningen af romanen giver efter for sin kærlighed til en anden end samleveren Kirsten. På det tidspunkt er heltinden for øvrigt i kraft af sin punktlighed og omhu blevet omskolet til programmør og tjener formentlig mere, end hun gjorde i børnehaven. I mellemtiden har læseren fulgt hende ikke blot til skolen (med byggehold og healinghold og skrappe diskussioner om nøgen versus påklædt som passende feministisk stil) og til DDR-socialismens Berlin, hvor lesbiske betragtes som umoralske, dekadente, men også til et overdådigt håndkoloreret Sankt Hans Aften-gilde på Bellevue Strand, hvor tidsstemningen fint fanges ind:
»Lis tænkte, at sådan ville det socialistiske samfund se ud hver dag. Der var kvinder i flagrende kjoler med langt hår på hovedet og nøgne kvinder med lange hår på benene, der var glatbarberede mænd i nystrøgne hvide bukser og sejlerjakker mellem nøgne mænd med fuldskæg og fletninger.« I vandet bliver der plasket og leget ti-tyve-tredive, »bølgerne sagde kluk mod de store sten, solen var filtreret til brede stråler af de vældige bøgetræer på planen, som gav de badende vandmandsagtige skygger«.
Man fornemmer umiddelbart, hvordan Merete Pryds Helle må have nydt at fremskrive dette sceneri, som hvad tidsbilledet angår, spiller herligt sammen med indlejrede citater af Trille, Anne Linnet, Pia Raug og Joni Mitchell. Litterært henvises undervejs til Kirsten Thorups Himmel og helvede såvel som til Charlotte Perkins Gilmans matriarkalske utopiklassiker Kvindeland. Vel ikke den værste bagage at medtage i et forsøg på at genfinde og reaktivere 40-50 år gamle indsigter og energier, sådan som det også her senest er sket i Pernille Ipsens Et åbent øjeblik. Da mine mødre gjorde noget nyt fra 2020 og Johanne Myginds roman Kærlighedens år fra 2021.
For en anmelder, som har fulgt forfatterskabet siden dets begyndelse i 1990, forekommer det vigtigt at minde om, at Merete Pryds Helle, før hun blev nutidsskildrende realist, tog nogle gevaldige livtag med verdenshistorien. Som i sine to både antropologisk og arkæologisk anlagte romaner Fiske i livets flod (2000) og Hej, menneske (2010), ja, at hun tidligere endnu baksede med gamle naturforståelser i bøgerne Vandpest (1993) og Men jorden står til evig tid (1996). Denne tværvidenskabelige interesse kan måske nok siges at være veget for en forskende skildring af menneskeskabte virkeligheder; men jeg kan stadig mærke den naturforbundne, lidt gakkede Pryds Helle, som når hun ved mosepassager bliver ved og ved med at lade Lis høre krikandens karakteristiske stemme.
At vi et sted også må høre en fløjlsand fløjte, og tilmed i maj måned, må betegnes som en ornitologisk sensation, eftersom just denne art er en havfugl, som i Danmark kun træffes på fældningstræk og som vintergæst. Det er nok også den gode, gamle, spøjse Pryds Helle, der taler om et »agurkekødsblegt morgenskær« og kalder en himmel »kærmindesøsterblå«. Men det er nemt at tilgive den slags metaforiske excesser, når de optræder i en bog, der om sin følsomme, kække romanhovedfigur kan sige, at hun »følte sig som en tampon, der sugede mosenatten og moselydene og fugtigheden og ensomheden op«. Hun kan, står der, mærke sit hjerte slå. Dette bange og varme hjerteslag forplanter sig uvægerligt til den læsende.
Merete Pryds Helle: ’Det vågne hjerte’. Lindhardt og Ringhof, 320 sider, 300 kroner
