Vejen til hjertet går gennem maven, lyder de gamle visdomsord. Men vejen til folkets frigørelse går samme vej i den fine, fransk-belgiske film Delicieux.
Vi er i det sene 1700-tals-Frankrig. Mesterkokken Pierre Manceron (spillet med en klippes tyngde af Grégory Gadebois) udøver kogekunst af fineste karat i køkkenkælderen under Hertugen af Chamforts gods.
Han udsteder buldrende ordrer. »Det skal fryde sanserne!«, »Arbejde, ihærdighed og smør!«, »Smagen skal vækkes til live, ikke maskeres!«.
Hertugen (finurligt komisk spillet af Benjamin Lavernhe) har fint besøg af både adelige og gejstlige, der mæsker sig – selv om det er en dødssynd, som præsten påpeger til stor moro for de andre parykklædte og pudrede gæster.
Men så begår Manceron en fodfejl. Som den kunstner han er, har han tryllet en ny ret frem. Han har – trods formaninger om det modsatte – improviseret og skabt noget nyt. En lille bagt sag med kartofler og trøfler døbt »Delicieux« kommer på bordet.
Da han kaldes op for at blive rost, så bliver han netop dét, men får derefter på puklen for at have lavet en ret af gevækster fra jorden. »Det er ædelse for grise,« siger præsten.
Hertugen kræver, at Manceron undskylder, men kokken forholder sig tavs.
Så Manceron flytter til et ydmygt landsted, hvor han helt opgiver at lave mad. Sanseligheden er sivet ud af Mancerons anselige korpus, tilbage er kun galden.
Mindelser om ’Babettes gæstebud’
Det er svært ikke at tænke på Babettes gæstebud, når man ser Delicieux. Gabriel Axels danske oscarvinder fra 1987, der handler om franske Babette (Stéphane Audran), der oprindelig var chefkok i Paris, men er endt som husholderske hos to pietistiske søstre i en lille, sanselighedsforsagende landsby på den jyske vestkyst.
Babette vinder i lotteriet og beslutter sig for at bruge pengene på en storslået fransk middag efter alle kunstens regler. Under middagen kæmper menigheden med at holde sanserne lukket for Babettes kogekunst, men de må overgive sig. Stemningen bliver løftet, og gammelt uvenskab begraves. De bliver generøse, genopvakte af kogekunsten.
I Délicieux mener adelen ikke, at bønder og anden underklasse kan påskønne god mad. Og det er heller ikke noget, de da kommer i nærheden af. Men der er nye tanker i luften. Mancerons søn taler om brødrene Montgolfiers varmluftballon, og der er optøjer i Paris. Folket anerkender ikke længere den plads i samfundet, de er blevet spist af med. Og Manceron er på vej til at gøre god mad folkelig.
En moden kvinde, Louise (spillet med fint tøjlet nerve af Isabelle Carré), søger om at komme i lære hos mesterkokken. Hun skubber den nedtrykte mand i gang igen. Snart er landstedet gæstgiveri for postvogne, siden bliver det en forgænger for restauranten, som vi kender den i dag. Her er der ikke forskel på høj og lav, og minsandten om ikke også menigmand sætter pris på finere kogekunst.
Den franske revolutions storm på Bastillen den 14. juli 1789 er lige rundt om hjørnet.
En liflig drejning
Délicieux er en fin, afdæmpet film med øje for årstidernes skiften, den franske naturs skønhed og med en til tider decideret malerisk fotografering med smukke madtableauer.
Instruktør og medmanuskriptforfatter Éric Besnard har et sikkert blik for, at naturen er den sande læremester, og at kogekunsten består i at forstå hver eneste råvares væsen. Han fortæller os, at sanselighed er en demokratisk ret, og at når den fordeles mere ligeligt, smuldrer hierarkierne. Og hvis der er noget, der truer magten, så er det at komme i øjenhøjde med pøbelen.
Hvad Délicieux har i gastrosanselighed, mangler den dog i temperament. Den er for sindig i sit tempo og filmsprog, og man er egentlig aldrig rigtig i tvivl om, hvad der vil ske.
Og så dog ikke helt. Som i Babettes gæstebud gemmer der sig også i Délicieux en skæbnefortælling, der giver begivenhederne en liflig drejning. Ikke ulig god kogekunst.
’Délicieux’ – Instruktion: Éric Besnard. Manuskript: Éric Besnard og Nicolas Boukhrief. Fotografi: Jean-Marie Dreujou. 112 minutter. (Biografer i Aalborg, Odense, Gentofte, København, Aarhus)
