Metalfestivalerne er tilbage, og de kræver stadig, at vi deltager med hele kroppen

Man glemmer jo aldrig den første gang, og for mit vedkommende rummede den både kropslig frisættelse og fysiske knubs. Jeg taler her selvfølgelig om de første koncerter, og de første møder med levende musik, som jeg selv opsøgte, var uløseligt forbundet med metalmiljøet, hvor det at gå til koncert i meget høj grad var en fysisk oplevelse. Det måtte gerne gøre ondt, og det gjorde det ofte, hvad end man vågnede dagen derpå med ømme nakkemuskler efter en ordentlig gang headbanging, eller man fik en militærstøvle i hovedet, når endnu en crowdsurfer drev forbi. Selv var jeg en spinkel og i grunden meget genert teenager, men på en eller anden måde gav det mening at kaste sig ind i den svedende flok her, og selv om der var blå mærker, var der også en enorm følelse af omsorg af at blive samlet op, hvis man faldt.