Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

I Mikkel Munch-Fals og Adam Prices komedieserie om #MeToo er det mænd, der frygter kvinder

Ny dansk komedieserie om #MeToo skildrer en verden af ukuelige kvinder i magtpositioner og sårbare, usikre mænd, hvis karrierer og værdighed de kan skalte og valte med efter forgodtbefindende, selv om de ikke gør nogen fortræd. Det er da lidt sjovt
’Orkestret’ sætter kritikken af #MeToo på spidsen og skildrer et tragikomisk tyranni, som er svært at navigere i for helt almindelige fejlbarlige mænd med deres kønsdrift i behold. Her ses den administrative mellemleder Jeppe Nygren (Rasmus Bruun, t.v.) og den underkendte skønånd af en andenklarinettist Bo Høxenhaven (Frederik Cilius, t.h.).

’Orkestret’ sætter kritikken af #MeToo på spidsen og skildrer et tragikomisk tyranni, som er svært at navigere i for helt almindelige fejlbarlige mænd med deres kønsdrift i behold. Her ses den administrative mellemleder Jeppe Nygren (Rasmus Bruun, t.v.) og den underkendte skønånd af en andenklarinettist Bo Høxenhaven (Frederik Cilius, t.h.).

Niels Buchholzer

Kultur
1. juli 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Hvis DR’s nye satireserie Orkestret engang i fremtiden skal udgives på dvd, vil jeg på det kraftigste opfordre til, at der som en del af det obligatoriske ekstramateriale vil være optagelser fra de møder, hvor man tilbage i 2021 besluttede at udskyde premieren til i år.

Årsagen til, at serien først vises nu, er, at den handler om, hvordan samfundsforandringen ved navn #MeToo sætter sig igennem i DR Symfoniorkestret. En parodi på #MeToo, selvfølgelig, som betyder, at man nærmest ikke må sige noget længere, fordi der pludselig er konsensus om, at det er krænkende at flirte, score hinanden, anerkende en kvinde som en kvinde eller bare at tale om noget som helst sexrelateret. Ikke fordi kvinderne i Orkestret egentlig har noget imod nogen af delene, men fordi nye tider har meldt deres ankomst med en bornert seksualmoral. Og så gælder det jo altså bare om at makke ret, hvis ikke man vil udskammes som krænker.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Margit Johansen

Nej det er absolut langt fra sjovt, det er i lange stræk skuffende :) at overvære Rasmus Modsat og Co forsøge at sætte en dramaturgisk barre under lavmål uden genre, stil og dramatisk indsigt i de systemiske magtstrukturer som undergraver menneskeværd og demokratisk ligeværd.

fin egenfeldt

Kære Margit, De systemiske magtstrukturer du taler om er mere komplicerede end det almindeligvis fremgår af krænker/krænket-feltet. De struktureres fra relationen mellem "barn-mor-far-udslettelse" (Lacan), og dannes fra før-fødsel og få år frem. Der er altid mindst 6 tilstede ved sex mellem to - også på flirt mv. stadiet. At arbejde med og forholde sig nysgerrigt til de strukturer er bedre end at dømme og fordømme de handlinger, der udspringer af dem.

Vi så i aftes de fem første afsnit i træk. Kan normalt ikke anbefales, men vi kunne lide det, vi så. Og hvorfor. Ja, selve orkestermiljøet var sjovt at trænge mere ind i . Det nød vi. Og så var det herligt med de politisk ukorrekte plots og dialoger - og som alt var på baggrund af noget klogt modsat så meget andet af den slags.
De to utrænede hovedpersoner gjorde det overraskende godt - ja, generelt var der godt skuespil.
Men helt op at ringe er Orkestret vel ikke. 4 stjerner er jo også seværdigt.

Ninna Maria Slott Andersen

Læs også 'Egalias døtre' af Gerd Brantenberg.