Det er en nærmest chokerende oplevelse at læse Simone de Beauvoirs erindringer om sin velopdragne opvækst, gennemsyret som den var af katolicismen. Mødrene havde en magt, som man knap havde troet mulig. Simones mor åbner sine døtres breve og udsteder forbud i ét væk. Hun overvåger pigernes lektielæsning, hun afgør, hvilke bøger de må læse, og især ikke læse, og fortrolighed er der ikke meget af. Simone elsker sin mor, men »når hun udspurgte mig var det ikke for at lede efter et sted vi kunne mødes; hun forhørte mig,« skriver hun i En velopdragen ung piges erindringer.
Andre mødre arrangerer rask væk deres døtres ægteskaber.
Den lille Simone, der tidligt fik raserianfald, hvis nogen udøvede magt over hende, reagerer naturligvis. »Bare det, at hun påberåbte sig rettigheder over mig, fik mig til at stivne. Hun var vred på mig over dette nederlag og bestræbte sig på at overvinde min modstand ved at udfolde en irriterende omsorg.«
Simone mister allerede som stor pige troen på gud, der »med sit blik strålende af ondskabsfuld godhed« ville frarøve hende hele hendes liv – »jeg anså det for meget heldigt, at jeg havde reddet mig selv fra ham« – men hendes veninde Zaza forbliver tro mod religionen, hvilket betyder, at hun underkaster sig sin mors magt, som hun »ud fra en kristen ide om lydighed må respektere«, skriver hun. – Selv om det betyder, at hun ikke må få den mand, hun elsker.
Det er dog ikke kun mødrene, der inkarnerer den religiøse magt, religionens tabuisering af seksualiteten fører for eksempel til, at en af Beauvoirs veninder afbryder forlovelsen med en mand, hun er glødende forelsket i, fordi han beder hende om at ’sikre deres kyskhed’ ved at holde sig væk, indtil de bliver gift. »De skulle vente på hinanden på afstand.«
Et artigt barn
Den lille Simone var et artigt barn, der fik så meget ros for den personlighed hun bar til skue, »at jeg til sidst identificerede mig med den«.
Hendes behov for anerkendelse løber som en rød tråd gennem bogen, ofte med et underspillet strejf af selvironi. Hun mente eksempelvis, at humanismen både kunne være universel og borgerlig på samme tid – »jeg var på ingen måde en oprørsk person« – men da denne illusion brister, får hendes intellektuelle liv ’relativt lille værdi’, »eftersom det ikke havde haft held til at skaffe mig alles agtelse«.
Den katolske opdragelse fører desuden til, at Simone adskiller intellekt og ånd. Livet bliver delt op på far og mor, så far inkarnerer det intellektuelle liv, mens mor står for – det vil sige styrer! – det åndelige. »To radikalt forskellige domæner, som ikke kunne indgå i nogen form for forbindelse.« Dette er egentlig grunden til, at hun holder op med at tro på gud, mener hun.
Litteraturen
I stedet holder litteraturen sit indtog. »Den invaderede mit liv fuldstændigt og forvandlede det. De bøger, jeg elskede, blev en bibel, hvori jeg hentede råd og hjælp … og jeg helliggjorde alle omstændighederne i mit liv ved at recitere disse hellige tekster.«
Men trangen til at vinde andres agtelse løber bestandig som en understrøm, hvilket også fører til dødsangst. Hun bliver angst for ikke at udrette noget, angst for livets meningsløshed – og angst for et liv, som hun synes forudbestemt til at leve.
»De voksnes triste slavetilværelse skræmte mig … de udholdt sukkende en eksistens hvor alt var bestemt på forhånd, uden at nogen bestemte noget.«
Ligestilling
Sideløbende med behovet for anerkendelse løber dog en lige så konstant rød tråd, kravet om ligestilling mellem kvinder og mænd. Beauvoir skriver på den ene side, at hendes omverden havde overbevist hende om, at kvinder tilhørte en lavere kaste. Hun opførte sig, som hendes miljø krævede, men med ét forbehold: »Jeg ville underkaste mændene den samme lov som kvinderne.«
Derfor accepterer hun ikke, at mænd har ret til at have affærer med unge lavstatuspiger, inden de gifter sig med en højstatusfrøken med en god medgift, og resultatet er, at hun ender med at give »såvel kvinder som mænd ret til at disponere over deres kroppe«. Hvilket også afspejler sig i hendes forhold til abort. Simone de Beauvoir fik senere i livet selv en abort, og hun deltog i demonstrationer for abortens legalisering, men allerede som teenager reagerer hun på oplysningen om »at abort var en forbrydelse« med ’overraskelse’. »Det der foregik i min krop, vedkom kun mig; intet argument kunne få mig til at fravige den mening.«
Ingen børn
Man læser ufravigeligt erindringerne i lyset af Beauvoirs hovedværk Det andet køn, hvoraf det fremgår, at hun aldrig fik og ikke ønskede at få børn. Heller ikke som barn og ung, fremgår det nu: »Babyer irriterede mig med deres røde rynkede ansigter og mælkeagtige øjne.«
Og: »når jeg forestillede mig min fremtid, forekom (en husmors) forpligtelser mig så tunge at jeg gav afkald på selv at få børn.«
I stedet uddanner hun sig i filosofi, matematik og en hel del andet og vælger som højtuddannet lærergerningen, fordi »det vigtige for mig var at danne sjæle og ånder«.
Hendes holdning til ægteskabet bliver logisk nok, at hun kun vil gifte sig, »hvis jeg mødte min lige, min dobbeltgænger i en mere fuldendt version«.
Og sandelig: Hun møder Sartre! Han »svarede nøjagtig til det ønske jeg havde da jeg var femten; han var min dobbeltgænger i hvem jeg genfandt alle mine manier drevet til det yderste. Med ham ville jeg kunne dele alt.«
Og sådan blev det vel.
Som nævnt sporer jeg bogen igennem en underspillet humor i selvfremstillingen. Andre steder er den mere eksplicit komisk, som dér hvor Simone på et toilet læser »et fragment af en føljeton hvor helten anbragte sine glødende læber på heltindens hvide bryster. Dette kys satte ild i mig … jeg ved ikke hvor ofte jeg kaldte det frem inden jeg sov,« skriver hun. Det komiske ligger i, at hun læser det på en af de avispapirslapper, som voksne har hængt op som toiletpapir, uden at skænke det en tanke, at der kunne stå uhyrligheder, som ikke måtte komme unge piger for øje.
En velopdragen ung piges erindringer er vitterligt fængende læsning, letflydende oversat af Birte Dahlgreen og Lilian Munk Rösing, som er mor og datter. Her fungerer samarbejdet mellem generationerne! Lilian Munk Rösing har desuden skrevet et efterord om den velopdragne unge piges rejse fra inautenticitet til autenticitet. Til subjekt og filosof.
Simone de Beauvoir: ’En velopdragen ung piges erindringer’. Nyoversat af Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen. Gyldendal, 444 sider, 300 kroner
