En del scener har sat sig fast hos denne anmelder, efter at Baz Luhrmanns flyvsk biografiske, popfilosofiske og snedigt fortalte film Elvis er forbi.
I en tidlig scene sniger drengen Elvis sammen med nabolagets afroamerikanske drenge sig hen til et skur, hvorfra en liderligt stampet blues vånder sig. Mellem skurets sparsomme brædder ser Elvis en bluesmusiker fremføre Arthur Crudups »That's All Right Mama«, mens en mand og kvinde leverer et mix af dans og stående samleje. Han kan ikke flytte blikket fra dem. Lige indtil han fra et telt lidt væk hører lyden af en gudstjeneste. Han træder ind, og her sender en ekstatisk gospel folk i trance og vildelse – inklusive den lille Elvis.
Hér mellem to ekstaser – dem som Gud og Djævelen, gospel og blues hver for sig tilbyder – finder han sin musikalitet, sin rock’n’roll.
Og så er man næsten ved at glemme, at det også var et vist mål af hvid country, der gjorde, at Elvis kunne bygge bro mellem afroamerikansk musik og hvid middelklasse.
@Ralf Christensen
Det er godt nok noget af en udfordring for en ung skuespiller,
at skulle spille Elvis Presley - og så overfor Tom Hanks !!
Lou Diamond Phillips spillede Ritchie Valens, så man næsten troede,
at Lou Diamond var Ritchie, himself.
Det er nok umuligt, når vi taler om Elvis; men selvfølgelig skal man se filmen.
Joaquin Phoenix som Johnny Cash
Filmen Ray fra 2004 med Jamie Foxx i hovedrollen som Ray Charles er også værd at se. Især den gospelinspirerede blues han i filmen spiller på barerne i USA, mens han bliver mere og mere afhængig af stoffer, er helt forrygende. For at redde sin karriere bliver han nød til at lægge stofferne på hylden. Lidt ligesom Johnny Cash.
Walk the Line som Erik Pedersen refererer til, betød jeg virkelig fik øjnene for Johnny Cash. De udgivelser der kom omkring hans død i 2003 (American II - VI) er helt forrygende. Det var bare så god en film.
Fedt at få musikken sat i sammenhæng med det liv vedkommende levede.