Her er omsider en serie, der er vigtigere, end dem folk sluger på tv

Rune Lykkebergs seneste værk, Langsomme samtaler, tilbyder læserne et så overdådigt internationalt tankevæld, at det kan rokke verden – også vores egen.

Lykkebergs 41 »langsomme samtaler« er blevet bragt i avisen fra maj 2020 til december 2021. Nu er de samlet i bogform med en bred introduktion af chefredaktøren selv. Teksterne blotter demokratiets inderste strukturer og viser vej til det, vi kan og ikke mere kan i en krisetid, truet af populisme og klimanedsmeltning.

Udgivelsen beviser, at seriøse avisartikler, i dette tilfælde originalt politisk-filosofisk tankearbejde, kan og bør samles og gøres tilgængelig i bogform. Her er omsider en serie, der er vigtigere, end dem folk sluger på tv. Nu kan hele bygningen beskues, huskes, opleves i sin egentlige sammenhæng, og tilbydes dem, der ikke fik alt med eller slet ikke holder Information, den danske modstandsbevægelses stadige og stædige talerør. Aviser er mediet, hvor borgere selv bestemmer, hvor langsomt de vil læse.

Lykkeberg har sikkert justeret sit koncept i løbet af de 20 måneder, hans interviewrække kørte. Han går aldrig den slagne vej. Ud fra et overblik og en faglig indsigt, der i vores avisverden må kaldes usædvanlig, har han sammensat sit ’akademi’ af mænd og kvinder. De er alsidige og engagerede – generøst fyldt med vilde tanker og stram klassisk samfundsteori fra oldtid til nutid. Alt set med dugfriske øjne på jagt efter det usete og dermed uventede.

Emnet er demokratiets skrøbelighed i Europa og USA og de klimaændringer, der venter os. Lykkeberg kræver af sit akademi, eller i det mindste af bredden i sin bog, at tanke og handling, ideer og magt, skal og må hænge sammen. Hvis ikke altid hos den enkelte tænker eller forfatter, så i et samspil mellem bogens enkelte afsnit.

Samtalerne føres med klassisk kendte intellektuelle, blandt andet. Thomas Piketty, Robert Reich, Pierre Rosanvallon (det demokratiske samfunds oldermand og opslagsværk), Michael Sandel, Caroline Fourest, Anthony Giddens, Chantal Mouffe, Avishai Margalit, Jan-Werner Müller, Adam Tooze, Geert Mak, David Runciman og Quentin Skinner.

Men efter endt læsning skammer jeg mig over, at jeg ikke for længst selv har opsøgt så inspirerende tænkere og oplevere som for eksempel Branko Milanovic, Christopher Caldwell, Claudia Rankine, Glenn Loury, Louis Menand (en formidabel skildrer af den amerikanske ungdomskultur, jeg selv er født af!), Esther Duflo, Marshall Ganz, Amitav Ghosh, Virginie Despentes, Lea Ypi og Hélène Landemore!

Det gamle Europas teater

Intellektuelle har ikke autoritet til at diktere andre deres moral, og de har meget, meget sjældent særlige indsigter, som gør dem i stand til at foreskrive samfundet de mest fornuftige handlinger, indskærper Lykkeberg. Informations chefredaktør kalder derfor alt for ydmygt bogens tankebuer for »en nostalgisk genopførelse af det gamle Europas demokratiske teater«.

På dette teater hersker, skriver Lykkeberg, »det bedre arguments tvangfri tvang«, som den tyske filosof Jürgen Habermas har formuleret reglerne. Tråden går indirekte fra Galilei til Grundtvig (som dog ikke selv nævnes i bogen) – fra matematik og materialisme til de levendes land, kunne man også udtrykke det.

Den engelske bevidsthedsfilosof Philip Goff gør os opmærksom på, at med den italienske 1600-tal astronom Galilei beskrives vores verden i videnskabens, i matematikkens sprog. »Groft sagt kom materialismen til at reducere studiet af verden til undersøgelse af det, der kan sættes på tal og formler«, siger Goff.

Det synspunkt kan kun gå galt. Så snart vores talrække bliver bare tocifret, kan vi ikke længere oversætte tallene til tale, til menneskenes sprog, til langsom læsning. Vi er sat ud af spillet. Karl Marx og hans dialektiske materialisme er ikke et emne for bogens samtaler. Men så meget mere skræmmende er den fortælling, vi får af Amitav Ghosh, årgang 1956, indisk forfatter og iagttager af klimaforandringerne.

Ghosh kalder klimakatastrofen en følge af fremskridtsideen om, at verden kan sættes på tal og formler, så mennesket frit kan underlægge sig den: Naturen er blot et urværk, tal taler intet sprog, natur er natur, netop fordi natur ikke kan handle selv. Dyr og planter er handelsvarer, de er robotter – maskiner uden sjæl.

»Globaliseringen og hele den liberale økonomi har bevirket, at den kolonialisme, som bygger på at udbytte naturen og menneskene, er blevet universel«, siger Ghosh. Vi tror, vi kan beherske naturen, og omvendt, at naturen ikke kan beherske os. Og så viser det sig nu, at det kan naturen gøre med den ene hånd på ryggen, når vi udfordrer den.

Her kommer Grundtvig – den tavse tilskuer, som også vi læsere er – ind i billedet som det forfriskende alternativ, Lykkeberg kræver af sin hird af sprænglærde tidsvidner: At der må være tæt kontakt mellem teori og praksis, mellem idé og magt, mellem folkestyre og folk. »Gennem den globale offentlighed bidrager vi til det bredeste og højeste tankefællesskab i verdenshistorien«, skriver Lykkeberg. Ingen ideer virker af sig selv.

Vi må stikke hånden i historiens hjul. »En nations eksistens er en daglig folkeafstemning, ligesom den enkeltes eksistens er en evig bekræftelse på livet«, sagde den franske religionshistoriker Ernest Renan allerede i 1882. I »Langsomme samtaler« siger Claudia Rankine, årgang 1963: »De store tanker om samfundet, de store ideer og den idealistiske aktivisme er relevante, ja, men vi skal interessere os for, hvordan folk lever fra dag til dag med hverdagslige forhandlinger«.

Hun suppleres af Marshall Ganz, af min egen årgang, 1943. Han giver os dette strengt grundtvigianske råd, at vores handlingsplan må være en form for »moralsk fællesnævner, som religion er en stærk kilde til«. Hvis vi skal kende vores egne kilder til håb og handling, må vi mærke, at vi har dybe forbindelser med andre, tager risici sammen med dem og sætter noget på spil i fællesskab. Sådan lyder Ganz’ råd. Vi må gerne polarisere, men bagefter skal vi ’afpolarisere’, så vi kan indgå aftaler.

»Hvis de eneste, som støtter din bevægelse, er aktivister og akademikere, er det meget sandsynligt, at du ender i en ideologisk puritanisme, som ikke er noget værd«, siger Ganz.

Det er længe siden, jeg har læst en mere opmuntrende, klog og inspirerende bog.

Rune Lykkeberg: ’Langsomme samtaler. Om vejene fra katastrofen, kriserne og vreden til en bedre verden’. Informations Forlag, 450 sider. 300 kroner

Peter Wivel er tidligere chefredaktør på Information og nu kommentator ved Politiken