På en måde har canadiske, 48-årige Alanis Morissette taget tilløb i næsten 25 år til sit nye, tiende album.
The Storm Before the Calm er et ordløst meditationsalbum fuld af prikkende og gongende messingslagtøj, dvælende træblæsere, atmosfæriske synthesizere og Alanis Morissettes stemme – vel at mærke ordløse stemme.
Ganske vist har Morissettes virke været fuldt af ord, men hun har fra tidligt i karrieren været optaget af meditation og selvheling.
Ja, på en måde var hendes tredje album, hendes massive gennembrud Jagged Little Pill i 1995 en hårdtslående selvhelende serie af reparationsbajere for hende og andre folk med ondt i kærligheden.
Efter to pæne popplader tog dengang 21-årige Morissette tidens massive elguitarudladninger og blandede dem med bekendelseslitteratur, råbeterapi og følelsesudladninger, der forhåbentlig bragte hovedpersonen en form for fred.
»I want you to know that I'm happy for you/ I wish nothing but the best for you both/ An older version of me/ Is she perverted like me?/ Would she go down on you in a theatre?« sang hun på storhittet »You Oughta Know.«