Det er helt utroligt, hvor meget Laura Wandel får ud af sin unge hovedrolleindehavers ansigt. Maya Vanderbeque spiller den syvårige Nora, der begynder i samme skole, hvor hendes bror Abel (Günter Duret), der er et par år ældre, allerede går.
I en usædvanligt stor del af den en time og 12 minutter lange film fortælles historien gennem nærbilleder af Noras ansigtsudtryk og blikke, der veksler mellem at udtrykke barnlig selvforglemmelse, bekymret årvågenhed, velbegrundet frygt og sort vrede og sorg. Med sine markerede træk og meget rolige mimik kan Nora næsten ligne en lille bitte voksen, mens hun det næste øjeblik stikker i løb med præcis den kombination af ukuelighed og klodsethed, der kendetegner en syvårigs kropssprog.
Ganske ofte sker det, Nora reagerer på, uden for billedet. På dialogen kan man høre nogle af de store børn være lede ved hendes bror, og af reallydene fremgår det, at det går voldsomt for sig, men filmens fotograf Frédéric Noirhomme sørger for, at fokus bliver på hende et godt stykke tid, før kameraet panorerer hen i det hjørne af skolegården, toiletterne eller skolens trappeopgang, hvor mobningen finder sted.
