Det er en sær fornemmelse at være til festival efter tre års pause. Vi er alle blevet ældre, forandrede, og det er verden også. Vi ankommer til koncertorgiet med fornyet interesse. Ikke med en blasert jovialitet, men med åbne sanser.
Jeg tager på Syd for Solen-festivalen i Søndermarken på kanten mellem Valby og Frederiksberg på førstedagen fredag med en mild undren. Jeg betræder det i hegn og hvide presenninger indrammede festivalområde med de stolte træer og det frimodigt grønne græs. Ser på de lyksaligt afslappede mennesker, der står og svajer mildt, mens musikken spiller. Aha. Sådan kan menneskeheden også have det. Bekymringsløst. Eller i elegant fornægtelse over verdens fortrædeligheder. En hoben omvandrende fortrængningsmekanismer i gang med at få det bedste ud af den ordnede natur og de musikalske serveringer.
Det er en sær fornemmelse, i hvert fald for denne udsendte. Det virker som bramfri dekadence midt i en krisetid. Men som festivalen skrider frem, glider man snart i et med massen og hengiver sig til den lune hygge. Vi er jo trods alt flokdyr.
Liam Gallagher har gang i et overbevisende comeback ledsaget af nye amerikanske sangskrivere på foreløbig to album. Han har lige spillet på Knebworth og stemmen var overhovedet ikke slidt. Jeg finder, at anmeldelsen er nedladende selv for højtpandet frelste Information. Jeg kan personligt godt lide både Oasis og Liam, som for nylig, da han blev spurgt til om han ikke skulle finde sammen med storebroren, meget vittigt sagde: “Altså, det er jo ikke Spinal Tap…”.