Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En umulig flugt fra den dysfunktionelle verden

Intet menneske er en ø, heller ikke selv om man gerne vil være fri for alle andre og deres uhensigtsmæssige adfærd. Om det og meget andet handler Mounia Akls velformede familie- og økodrama, ’Costa Brava, Libanon’
Affaldet hober sig op, og idyllen trues hos en isoleret, selvforsynende familie i det libanesiske økokritiske drama ’Costa Brava, Libanon’. Foto: Øst for Paradis. 

Affaldet hober sig op, og idyllen trues hos en isoleret, selvforsynende familie i det libanesiske økokritiske drama ’Costa Brava, Libanon’. Foto: Øst for Paradis. 

Kultur
23. juni 2022

Hvad gør man, når man får nok af al korruptionen, forureningen og et samfund, der ikke fungerer? Når man ikke længere er så ung og idealistisk, som man var engang, og ikke tror på, at de demonstrationer og protester, man engang deltog så ivrigt i, har en effekt? Når man selv får børn og gerne vil beskytte dem imod en verden, der langsomt, men sikkert er ved at ødelægge sig selv?

Det spørgsmål har ægteparret Souraya (Nadine Labaki) og Walid (Saleh Bakri), hovedpersonerne i det glimrende, økokritiske og delvist virkelighedsinspirerede drama Costa Brava, Libanon, stillet sig selv. Og for dem er svaret, at man finder en idyllisk plet, hvor man kan isolere sig, blive selvforsynende og opdrage sine børn på god og bæredygtig vis. Engang var hun en anerkendt sangerinde, og han en politisk engageret journalist i Beirut. Nu er de forældre og dyrker jorden sammen med deres to børn, lille, temperamentsfulde Rim (Seana og Geana Restom), der i den grad har arvet sin fars rebelske sind, og 17-årige Tala (Nadia Charbel), der mere minder om sin mor og er begyndt at opdage det modsatte køn.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her