En ganske almindelig kernefamilie med voksne børn og trygge middelklassetilværelser går rundt og foretager sig ganske almindelige ting. Humøret er solidt muntert, omend lidt udfordret af, at datteren og hendes kæreste har svært ved at få børn.
Så indtræffer en højst uventet og livsforandrende ulykke, og familien fortsætter i sin reducerede form med at gå rundt og foretage sig ganske almindelige ting. Nu tynget af sorg, der gennemleves på vidt forskellige måder, og som ændrer markant på de enkelte relationer og hele familiens dynamik. Nogle driver fra hinanden, mens andre finder nye måder at være sammen på. Det er i grove træk, hvad der sker i Frelle Petersens aldeles fremragende drama Resten af livet.
I forhold til de fleste andre film, der laves lige nu, er Resten af livet en bemærkelsesværdigt langsom og stilfærdig film. Mange af de momenter, der gør størst indtryk, er stille stunder, ladet med en imponerende følelsesmæssig intensitet og krydret med få underspillede replikker.
Sønderjysk trilogi
Sammenlignet med hovedpersonerne i forgængeren, Onkel fra 2019, er den familie, Frelle Petersens nye film handler om, godt nok en værre flok sludrechatoller. I Onkel var samhørigheden mellem en ung kvindelig landmand og den svagelige onkel, hvis gård hun drev med ham, så godt som ordløs, når ikke lige de spillede Scrabble.
I Resten af livet går kneveren lystigt, når den lille sønderjyske familie dækker et bord og samles rundt om det. Og mens der i forgængeren gik hele otte minutter, før den første replik faldt, idet onklen pegede på et glas Nutella i et supermarked og sagde »Nutella«, starter Resten af livet med en livlig diskussion om, hvad der skal på det morgenbord, de er ved at dække i anledning af morens fødselsdag. Som et venligt vink til forgængeren handler første scenes første replik også om Nutella.
Onkel og Resten af livet udgør de første to dele af en planlagt trilogi, der skal foregå på Tønder-egnen, Frelle Petersens hjemstavn, men er to helt uafhængige historier. Denne gang er handlingen rykket ind til byen. Faren Egon (Ole Sørensen) driver en kaffehandel i Tønder sammen med sønnen Tobias (Lasse Lorenzen). Moren Maren (Mette Munk Plum) har et kontorjob af en art og dyrker i sin fritid ridning sammen med Tobias. Datteren Line (Jette Søndergaard, der spillede den unge landmand Kris i Onkel) er leder på et værested for folk med Downs syndrom, der blandt andet passer landskabet ude i Tøndermarsken. Hun og kæresten Henrik (Eskil Tonnesen) er i fertilitetsbehandling og prøver at tage det i stiv arm med det resultat, at det godt kan blive lidt stift imellem dem.
Al den kaffe
I modsætning til forgængeren (som jeg hverken kan eller vil lade være med at sammenligne med hele tiden, dels fordi den er en personlig favorit, dels fordi de vel skal ses som dele af et samlet værk i sin vorden) er der hyret professionelle skuespillere frem for lokale amatører til de fleste af rollerne. I mine østjyske ører lyder det, som om de alle sammen taler den samme sønderjyske dialekt, de unge bare i en lidt mere udvandet udgave end de ældre.
Vi har at gøre med folk, der spiser meget kage (eller kache, som det udtales på den egn), og som i det hele taget godt kan lide at hygge sig.
»Vi er jo nødt til at have noget kage med al den kaffe, vi drikker,« forklarer kaffehandleren Egon med en uimodsigelig logik.
Fokus er ikke på de dramatiske øjeblikke, der vender op og ned på alt, men på hverdagen, som den udfolder sig i skyggen af de sorger og bekymringer, filmens karakterer slæber rundt på. Det centrale vendepunkt skildres på en ekstremt underspillet måde. Det virker hverken udglattende eller udramatisk, snarere som et symbol på ulykkens ubegribelighed. Det følelsesmæssige drama viser sig i de allermest fredelige situationer, når man ser familiemedlemmerne prøve at komme igennem en almindelig arbejdsdag, finde ro i deres hjem eller fejre hinandens fødselsdage. Som et genkommende komisk element møder man farbroren Hans (Ole Caspersen), der tager enhver pause i samtalen som en opfordring til at dele sin nyerhvervede viden om ornitologi.
Lysende øjne
Fødselsdagene går fra at være et præmieeksempel på en familie, der er godt og grundigt forankret i et traditionsrigt fællesskab, til en følsom balancegang mellem de forskellige sørgendes behov. En af grundene til, at Resten af livet er så intens en film, er det skarpe blik, Frelle Petersen og hans fotograf, Jørgen Johansson, har for, hvordan mennesker udtrykker deres sorg og savn i konkrete handlinger. Det kan være de forskellige måder, hvorpå man pakker en afdød persons lejlighed ned, eller spørgsmålet om, hvorvidt der skal hænge et billede af den elskede og savnede afdøde lige midt i spisestuen.
Filmen viser disse måder at indrette sig på uden nogensinde at udpensle dem. Karaktererne brænder igennem som mærkbare mennesker med deres temperament. Særligt Ole Sørensen, der spiller Egon, har en evne til at lade stærke følelser stråle ud fra sig, mens han bare sidder i en stol og kigger ud i luften. Fordi hans øjne i den grad kan lyse, er det meget tydeligt, når gnisten er slukket.
Familien og dens hårdt prøvede samhørighed fylder langt det meste i Resten af livet, men en kvalitet ved filmen er, at den ikke taber familiens omverden af syne. Det er svært for de sørgende og savnende at vende tilbage til resten af verden og engagere sig i det, den har at byde på. Men Frelle Petersen formår med få scener at gøre lokalmiljøet tydeligt som et fællesskab, hvor de sorgramte stadig har en plads, men hvor man måske ikke altid ved, hvad man skal sige og gøre. Ikke desto mindre virker portrættet af familiens omverden som en smuk og usentimental påmindelse om, at de efterladtes liv ikke er slut.
Det var ikke en fejl at glæde sig voldsomt til Resten af livet, som jeg har gjort, siden jeg så Onkel for to et halvt år siden. Der er al mulig grund til at glæde sig til den næste og sidste film i Frelle Petersens sønderjyske trilogi, som meget vel kan komme til at stå som et hovedværk i dansk film.
’Resten af livet’ – Instruktion og manuskript: Frelle Petersen. Fotografi: Jørgen Johansson. Længde: 100 minutter. Biografer landet over.
